Hele livet er kunstens emne. Intet unddrager sig kunstens skarpe ’analyse’, herunder heller ikke livets smertepunkter. Sorgen og vemodet bidrager således aktivt i mit eget arbejde med både ord og billeder. Forholdet mellem melankoli og kreativitet optager mig derfor på et dybt personligt plan.
Der er gjort mange overvejelser om, hvad kunsten gør med os og for os – i livet og i døden. Vi kan have forskellige forudsætninger for at se og fortolke kunstens bidrag til vort liv, men man kan måske sige, at kunsten er en slags bevidsthed. Det er især, når vi møder kunsten, at vi ser det enkelte kunstbidrags gyldighed og betydning. Det sker, når bidragene træder frem for mig som beskuer, lytter, deltager. Her kan min erkendelse af vort liv, vores eksistens vokse eller udvides.
Kunsten den er et sted, hvor man kan forbinde sig med verden og med omgivelserne, og oplever man lidelse og smerte i sit liv, kan man simpelthen ikke lade være med at forbinde sig med noget, der kan svare på den lidelse. Her bliver tanken om livslethed hurtig hjemløs.
Kunst er skønhed. Men kunst er også grusomhed, råhed, smerte, sorg, brutalitet. Kunsten skaber møder og danner fortolkningsmuligheder. Kunst er både liv og død. Repræsentationer af liv og død om man vil. Undren og klage, håb, sorg og længsel, ja, alle elementer findes i kunsten og i mødet med døden. Aristoteles sagde, at en tragedies æstetiske særkende, når den fremkalder medlidenhed og frygt hos tilskueren, fuldbyrder en renselse (katharsis) af følelser af denne art. På denne måde kan kunsten skabe vej for en slags klargørelse og øget indsigt i vores egen livssituation. Kunsten kan blive en form at klage i, når ordene standser, og vi bliver stumme.
Døden er det eneste i livet, der ikke er til forhandling. Af den lærer vi helt betingelsesløst, at vi er afmægtige over for noget, vi troede, vi kunne håndtere. Det har kunstens mange former og udtryk jo også kredset om. Blandt andet er kunst- og musikterapi kommet meget i brug i det palliative (smertelindrende) arbejde. Selv om vi som moderne mennesker egentlig ikke er så dygtige til at visualisere og læse billedsprog, symboler og metaforer, så tror jeg, at hele dette felt er vigtigt.
Det enkelte kunstværk fødes i meget personlige rum hos kunstneren selv. Erfaringer og erindringer bidrager til de rigt varierede udtryk i skabelsens proces. En ærlig åbenhed blotlægges og særlige fortegn som glæde, håb, kærlighed, ondskab, sensualitet, smerte og sorg er tydeligvis spundet ind i værkerne. Disse har måske endda til hensigt at fremme en gennemsigtighed og åbenhed, hvor beskuer og fortolker kan finde plads til sig selv, diskutere og svare ud fra egne forudsætninger i en livsglæde eller en nedstemthed eller forankret i andre menneskelige, måske smertefulde, dybder. Kunsten sigter på mennesket og menneskelivet.
Kunsten er at se, at blive seende og at blive set. For både kunstner og beskuer er det sådan, vil jeg gerne tænke. Så kan renselsen løbe ad sine spor hos den enkelte.