Karl Ove Knausgård (f. 1968) er en markant stemme i moderne litteratur. Især er han kendt for sit omfattende seksbindsværk Min Kamp (2009-2011; 3.600 sider i alt). Værket er et eksempel på såkaldt autofiktion. En genre med et særligt blandingsforhold mellem fakta og fiktion, hvor fokus på eget liv spiller en central rolle. Men også de seneste romaner med titlerne Morgenstjernen (2020), Ulvene fra Evighedens Skov (2021), Det Tredje Rige (2023) ogNatskolen (2024) er vigtige værker fra forfatterens hånd, dog ikke så meget i forhold til emnet i denne tekst.

Angst spiller en central rolle i det litterære hovedværk Min kamp – og i dele af hans øvrige forfatterskab, både som en personlig udfordring og et litterært tema. Angst er en forudsætning for og øver en indflydelse på indholdet i romanerne. Det er rigtigt at sige, at forfatterens forhold til angst er komplekst og produktivt. Det ængstelige selv er i centrum. Angst fungerer som en primær drivkraft, der konstant skubber ham til at udforske dybderne af sit eget sind og liv. Denne trang til introspektion er tydelig. Knausgård ikke blot beskriver sine personlige oplevelser, men også de følelser og tanker, der følger med dem. Han skriver med en intensitet, der vidner om en indre nødvendighed for at forstå og artikulere de usagte og ofte smertefulde aspekter af sin eksistens.

Angsten bliver således en katalysator for hans kreative proces. Knausgård bruger skrivningen som en måde at navigere gennem sin angst på, en form for selvterapi, hvor han kan analysere og bearbejde sine følelser. Denne proces hjælper ham ikke kun med at forstå sig selv bedre, men også med at skabe værker, der taler til læserens egne oplevelser af angst og sårbarhed.

I Knausgårds forfatterskab bliver angsten et gennemgående tema, der forbinder de forskellige dele af hans historier. Han bruger angst til at udforske dybere spørgsmål om identitet, død, kærlighed og kunst. Hans ærlige og ofte brutale skildringer af angst gør det muligt for læserne at spejle sig i hans erfaringer og finde en form for trøst i, at de ikke er alene om disse følelser.

Angsten giver også Knausgård mulighed for at udforske spændingen mellem det private og det offentlige, mellem det individuelle og det universelle. Han viser, hvordan personlige oplevelser af angst kan afspejle større eksistentielle og kulturelle spørgsmål, hvilket gør hans værker relevante for en bred læserskare.

Knausgårds skrivestil er dybt påvirket af hans oplevelse af angst. Hans prosa er karakteriseret ved lange, indviklede sætninger og detaljerede beskrivelser, som skaber en følelse af umiddelbarhed og autenticitet. Denne stil kan ses som en metode til at kontrollere og fastholde angsten ved at sætte præcise ord på den.

Den fragmentariske struktur i hans værker kan også tolkes som en afspejling af den kaotiske natur af angst. Ved at lade sin fortælling følge en mere organisk og mindre lineær form, efterligner Knausgård den måde, hvorpå angst påvirker menneskets tankegang. Dette gør hans værker både udfordrende og dybt tilfredsstillende at læse, da de kræver, at læseren engagerer sig fuldt ud i teksten. Som læser kan man ikke bare sætte sig selv udenfor. Selv ned i den store detaljerigdom, som han får udfoldet i de relativt store og mangesidede bøger, møder vi angsten. Den dukker op i de mange fragmenterede dele.

Derudover udfordrer Knausgård de traditionelle maskuline normer ved at være åben om sine følelser og sårbarheder. Bøgerne, ikke mindst Min kamp, bidrager derfor til en vigtig samtale om, hvordan mænd kan opleve og udtrykke angst, og hvordan dette kan integreres i en moderne forståelse af maskulinitet. Skal vi skære dette lidt klodset til, så jeg måske påstå: At det er derfor, at en del kvinder læser Knausgård, fordi de gerne vil være dygtigere til at forstå sig på mænd.

Knausgaard bruger angsten til lidt forskellige formål eller får den til at optræde på forskellige niveauer i sine bøger. Det gælder ikke mindst i hans autofiktive eller selvbiografiske serie Min kamp. Her vil jeg nævne nogle få opsummerende punkter:

1. Selvudlevering og sårbarhed: Knausgård er kendt for sin brutale ærlighed, hvor han uden filter deler sine mest personlige tanker og oplevelser. Han beskriver sin egen angst og sårbarhed ved at eksponere sit indre liv, hvilket skaber en stærk forbindelse til læserne. Denne selvudlevering er en central del af hans litterære stil.
2. Angst i hverdagen: I Min kamp beskriver han, hvordan hverdagssituationer kan udløse angst og bekymring. For eksempel, hvordan han håndterer familieforpligtelser, børnepasning, og de små detaljer i dagligdagen, der kan føles overvældende. Han skriver om den konstante kamp for at finde balance mellem personlig frihed og ansvar som far og ægtemand.
3. Kreativ angst: Knausgård skriver også om den angst, der opstår i forbindelse med den kreative proces. Han beskriver frygten for ikke at leve op til egne og andres forventninger, og hvordan denne frygt kan lamme hans evne til at skrive. Denne angst forbundet med kreativitet og kunstnerisk skabelse er et tilbagevendende tema. Knausgård har jeg meget reflekteret tilgang til sine skriveprocesser. Det fremgår bl.a. af hans fine essay Hvorfor skriver jeg? (2019). Det giver et spændende indblik i Knausgård som forfatter og menneske.
4. Eksistentiel angst: Hans værker udforsker dybere eksistentielle spørgsmål, såsom identitet, død og meningen med livet. Knausgård reflekterer over, hvordan disse store spørgsmål kan udløse en underliggende angst, der påvirker hans daglige liv og relationer. Han undersøger, hvordan man navigerer i en verden, der ofte føles meningsløs.
5. Social angst: Der er også skildringer af social angst, hvor Knausgård beskriver sit ubehag i en række sociale situationer og frygten for at blive dømt eller misforstået af andre. I Knausgårds selvfortælling er det nok denne type, den sociale angst, der er mest fremherskende. Der er sociale situationer, som udgør kilder til angst og væmmelse. Derfor er der også blevet peget på, at den sociale angst er det eksistentielle udgangspunkt i hans romanprojekt. Dette tema er med til at skabe en genkendelig følelse hos mange læsere, der selv har oplevet lignende følelser. Gennem hans værker får vi indsigt i måden, hvor social angst opleves, og han udgør et paradigmatisk eksempel på det skrøbelige selvs lidelser i det senmoderne angstsamfund. Her fremstilles angsten gennem et omfattende magnum opus, der tager barndomstraumer, faderopgør, familieliv og identitetsforviklinger med i betragtning. På den måde har han været stildannende i Skandinavien på grund af dets radikale forpligtelse på at gengive virkeligheden. 

For Jean Paul Sartre (1905-1980) er angsten en ubehagelig kendsgerning, som følger med den uindskrænkede frihed, vi har som mennesker. Mennesket eksisterer ikke først for så derudover at have en frihed. Mennesket eksisterer somfrihed. Det er os selv og kun os selv, som vælger. Hvis man henviser til en ydre begrundende instans, er det at flygte fra sit ansvar. Vi er som mennesker tvunget til at foretage valg – og dermed fravalg af andre muligheder. Med vores handlinger skaber vi os selv. Vi vælger os selv ud af intetheden, vi er ”fordømt til frihed” og dermed til angst.

Udtrykket ”fordømt til frihed” stammer fra hans største større værk Væren og intet fra 1943. Det er meget relevant at sætte fokus på i relation til forholdet mellem angst og frihed. Sartre beskriver, hvordan vi i det daglige fornemmer angsten i forbindelse med helt almindelige beslutninger. 

Han følger på en måde Søren Kierkegaard her, fordi de begge ikke opfatter angsten som sygdom, men som et eksistentielt grundvilkår. Angsten er slet og ret en del af at være menneske. Både Kierkegaard og Sartre er også enige om, at friheden ikke er en evne, mennesket har, men en betingelse ved selve det at være menneske. At være menneske er at være fri. Vi er ikke frie, fordi vi kaster et eller andet åg af os, altså at vi gør os fri af forskellige bindinger, relationer etc. Vi er frie, fordi vi har muligheden for selv at influere på vores liv i verden. Friheden ligger i vores bevidsthed. Derfor kan man sige, at bevidstheden er bevidsthed om frihed, og det er herfra, angsten stammer. Pointen er, at det simpelthen er gennem angsten, at vi bliver bevidste om vores frihed.

Når man frygter for noget konkret, der faktisk kan ske, men som man ikke selv er herre over, forsøger man ofte at opstille en række ”sikkerhedsregler”. Så forsvinder frygten – men højst midlertidigt. Disse ”sikkerhedsregler” er kun mulige og kan ændres, fordi det er mig, der råder over dem, og jeg kan bare ombestemme mig. Her opstår angsten, som netop bunder i min frihed til at ændre mening. Jeg føler angst, fordi mine ”sikkerhedsregler” kun er mulige, ikke virkelige.

Sartre fremhæver her, at det er tiden, der er en udfordring. Vi er ikke samtidige med os selv, når vi beslutter noget, der først skal effektueres i fremtiden. For det kan være, at vi til den tid ikke længere kan få os selv, vores frihed, med på idéen. Det er bevidstheden om, at vi ikke ved, hvad vi vil, og dermed hvem vi er i fremtiden, som Sartre kalder angst.

Det er i denne forbindelse, Sartre benytter udtrykket ”fordømt til frihed”. Ligegyldig hvad vi beslutter os for, er andre handlemåder altid mulige, og vi kan ikke være sikre på, hvad vi vil vælge i fremtiden. Sartre benytter to eksempler: beslutningen om at holde op med at ryge og beslutningen om at holde op med at spille. I begge tilfælde træffer man en konkret beslutning på baggrund af nogle både rationelle og følelsesmæssige overvejelser. Det er usundt, det er dyrt, det gør ens familie ked af det, kort sagt: Begge dele ødelægger ens liv på den eller den anden måde. 

Beslutningen træffes. Man holder op. Aldrig mere, siger man til sig selv. Men problemet er netop tiden. For hver eneste dag, ja, hvert eneste øjeblik, hvor man ikke ryger eller ikke spiller, skal man faktisk (gen)træffe sin beslutning. Den oprindelige beslutning gælder kun i nuet, og man skal selv gøre en aktiv indsats for, at den bliver ved med at stå ved magt. For man har jeg jo til enhver tid friheden til at begynde og ryge eller spille igen. Det er kun en selv, ens egen beslutning, der afholder en fra at falde – i afgrunden. Den afgrund, der opstår, når friheden svimler, fordi den ikke har noget at holde sig til. Vi skal i frihed gentage beslutningen igen og igen, fordi vi som mennesker er underlagt tiden og dermed forandringens farer. 

Alle de muligheder, gode som dårlige, der er knyttet til det at være menneske, er et produkt af vores frihed. Og angsten er anelsen om, at vi selv skal realisere friheden gennem alle de beslutninger, vi tager gennem livet. Derfor bliver vi aldrig fri for angsten. Den er vores tro følgesvend. For vi kan aldrig vide os sikre på os selv. I angsten ligger genkendelsen af noget som en mulighed: Jeg kan til enhver tid ”springe i afgrunden” og give mig til at spille eller ryge igen. Således forstået er jeg fordømt til at være. 

Sartre beskriver angsten som skrækken for ikke at træffe på mig selv, som jeg gerne vil være: for eksempel som ikke-spiller eller ikke-ryger. Angsten ligger i forandringens mulighed. Til daglig oplever vi det næppe så intenst. Vi gør primært, som vi plejer. Vanen er derfor en måde at afvæbne angsten på. Alligevel fastholder Sartre, at selv når uret ringer om morgenen til sædvanlig tid, tager vi hver dag på ny en beslutning om at stå op. Vi gør nok, som vi plejer, og udfører vores morgenrutiner inden dagens dont. Men vi ville altid kunne stille spørgsmålet: Hvor gør jeg det? Eller som Kierkegaard siger: ”I enhver Tilstand er Muligheden til stede og forsaavidt Angesten”.

Noget lignende gælder vores forhold til en række vedtagne værdier. Sartres hævder, at det er min frihed, der danner grundlag for mit forhold til værdierne. Og i virkeligheden er der ingenting, absolut ingenting, der retfærdiggør valget af denne eller hin værdiskala, medmindre jeg selv kan stå inde for den. Her opstår angsten, når vi fornemmer, at det er vores frihed, der danner grundlag for værdierne, fordi vi jo derfor også er frie til at drage de samme værdier i tvivl.

Det er i min beundring, at værdiens storhed er givet. Og det er i min afsky, værdiens gemenhed viser sig. Det er altså mennesket selv, der har ansvar for og opretholder værdiernes værdi. Derfor er det også mig, der har muligheden for at tilintetgøre dem. Angsten viser sig altså, lige så snart jeg gennem min bevidsthed løsriver mig fra den verden, jeg er engageret i på en vanemæssig eller triviel måde, som Kierkegaard forskeren Pia Søltoft benævnt det. Eller som Kierkegaard siger: ”Muligheden er derfor den tungeste af alle Kategorier”.

Har litteraturen en særstatus i forhold til det menneskelige følelsesliv? Det er nok tvivlsomt. Uomtvisteligt er det dog, at vi eksempelvis kan møde angstoplevelsers indhold gennem forvandling af erfaret stof til digterisk form. Angsten er blevet en bearbejdelse af individuelle såvel som kollektive eller kulturelle kriser, idet litteraturen ikke kun afspejler, men også forløser angst kreativt og dermed skaber nye samtaler og måder at opfatte livet og verden på. Der bliver digteriske forvandlinger af angst også til en berigelse af måden at forstå angst på. Litteraturen giver os det sprog, vi ofte mangler i beskrivelsen og forståelsen af angsten.

Denne blog vil indkredse, hvilken rolle angsten har hos den østrigske neurolog, psykiater og grundlægger af logoterapi, Viktor E. Frankl (1907-97). 

Frankl har haft en dybtgående indflydelse på forståelsen af angst, især gennem sine oplevelser som fange i nazistiske arbejds- og koncentrationslejre under Anden Verdenskrig. Her mistede han alt, inklusive enhver fremtidsudsigt og det bogmanuskript, han havde med sig i inderlommen. Han blev fange nummer 119.104 og brugte det meste af sine tre år på at lægge spor til nazisternes jernbane. Frankls far, mor, bror og gravide kone døde i en fangelejr eller i en gasovn. Kun hans søster og han selv overlevede. Da krigen var slut, satte Frankl sig og skrev i løbet af ni dage et nyt bogmanuskript – manuskriptet til Menneskets søgen efter mening (nyudgivet af Gyldendal 2024). 

I nævnte bog forsøgte han at besvare det mest fundamentale spørgsmål af alle: Hvorfor er livet for langt de fleste mennesker værd at leve under selv de mest brutale, lidelsesfulde eller tragiske omstændigheder? Ifølge Frankl kunne svaret på dét spørgsmål hjælpe enhver. Også mennesker, der lever under helt andre og langt mindre forfærdelige omstændigheder end dem, han selv havde levet i. 

Jeg gentager spørgsmålet på denne måde: Hvordan kan mennesker finde mening under de meste ekstreme forhold, og hvordan kan denne søgen efter mening hjælpe med at overkomme angst? Han skriver bl.a.: ”Man kan tage alt fra mennesker i koncentrationslejren, alt, undtagen ét: den sidste menneskelige frihed til at forholde sig sådan eller sådan til de givne omstændigheder.”

Frankl beskriver angst som en grundlæggende del af den menneskelige tilstand, der ofte opstår i forbindelse med eksistentielle kriser. Når mennesker konfronteres med livets meningsløshed eller usikkerhed, kan det udløse en dyb følelse af angst. Denne angst kan manifestere sig på forskellige måder, fra en underliggende uro til mere intense angstepisoder. Frankl påpeger, at angst ikke kun er et symptom på psykisk sygdom, men også en naturlig reaktion på livets udfordringer.

Hans møde med lidelse og meningsløshed skærpede således hans svar på spørgsmål, som jeg også tror, at vi har brug for i dag. Det er meget relevant i forhold til, hvordan vi reagerer på angst og lidelse. Under sine oplevelser i koncentrationslejrene så han, hvordan nogle mennesker blev knust af forholdene, mens andre fandt en form for indre styrke. Frankl observerede, at de, der var i stand til at finde eller holdt fast på sig selv i en søgen mening i deres lidelse, havde lettere ved at overkomme angst og frygt. Dette førte ham til at konkludere, at det ikke er selve lidelsen, der skaber angst, men snarere den oplevede meningsløshed i lidelsen.

Frankl introducerer begrebet “vilje til mening” som den primære motivation for mennesker. Ifølge ham er det afgørende for individet at finde en personlig mening, selv i de mest håbløse situationer. Denne mening kan komme fra forskellige kilder: kærlighed, arbejde, lidelse eller endda fra det, man efterlader sig i verden. Når mennesker er i stand til at identificere og forfølge denne mening, kan de transformere deres angst til en drivkraft til at finde styrke og modstandskraft.

I den såkaldte logoterapi, som Frankl udviklede, er der fokus på at hjælpe den enkelte med at finde vedkommendes egen mening i livet. Terapeuten arbejder sammen med klienten for at udforske vedkommendes værdier, mål og de ting, der giver dette menneske glæde og tilfredshed. Ved at konfrontere vedkommendes angst og identificere meningsfulde mål kan klienten lære at håndtere angsten bedre. Frankl understreger, at det er muligt at leve et meningsfuldt liv, selv under de mest udfordrende forhold, hvilket kan have en dybt helbredende effekt.

Samlet set belyser Viktor E. Frankl angst som en uundgåelig del af menneskets eksistens, den er et vilkår, men han giver også et håbefuldt perspektiv på, hvordan man kan håndtere angst gennem søgen efter mening. Hans erfaringer og teorier opfordrer os til at reflektere over vores egne liv og finde måder at skabe mening, selv når vi står over for vanskelige omstændigheder. Frankls arbejde minder os om, at vi besidder en indre frihed til at vælge vores holdning, uanset omstændighederne, og at denne frihed kan være en kraftfuld modgift mod angst.

Der er vægge, som kunstnere er nødt til at gå igennem. Herved erfarer de ifølge Tomas Tranströmer, svensk digter og nobelpristager i litteratur, at verden ikke er tom, men åben. Der gives måske ikke endegyldige svar på noget. Dog er det eneste svar, at der altid er noget bagved det, som vi fatter lige nu. Og som læsere af for eksempel en forfatters tekster får vi en mulighed for selv at blive åbnet. Tranströmers digtning åbner ofte en låst port. Det gælder også det skabende mørkes port.

I kunsten er der mange trædesten for nye erkendelser. Kunsten byder dog på mere end fornuftsprægede, teoretiske indsigter. Hvorfor er det sådan? Fordi den fødes på et kvalfuldt sted. Menneskeliv og kunst vekselvirker – eller smelter ligefrem sammen. Få har som Søren Kierkegaard evnet at beskrive kunstens fødested: ”Hvad er en Digter? Et ulykkeligt Menneske, der gjemmer dybe Qvaler i sit Hjerte, men hvis Læber ere dannede saaledes, at idet Sukket og Skriget … ud over dem, lyde de som en skjøn Musik.”

Men hvem er disse kunstnere egentlig? Jeg har ofte tumlet med spørgsmålet. Deres sinds rum går ofte fra kælder til kvist. Men det er ikke klargørende nok at svare sådan. Tilbage i historien kunne de blive opfattet som ”undtagelsesmennesker”, men denne betegnelse skal ikke trækkes for langt. I forlængelse af Kierkegaards beskrivelse vil jeg forsigtigt formulere denne karakteristik:

Måske har kunstnerne det ikke så godt, for de er uroligt søgende, nogle måske med længerevarende ængstelse i forbindelse med skabelsen af deres værk. De kæmper med en del livssmerte, men de oplever også, at de gennemgår en forandrings- og forløsningsproces ved deres kunstneriske virke. De sætter livet på spil, hvor de måske oplever en slags eksistentiel udtværing, en særlig meningsløs tomhed, under vægten af spørgsmål, der både stilles indefra og udefra, på vej til deres dér-væren i egentligheden (inspireret af tænkningen hos Martin Heidegger). Denne tilstedeværen er vital i al slags fornyende kreativitet.

Hvor tristhedens vemod bliver til en længsel efter det umulige, kan horisonten for det samme vise tegn på glæde og styrke. Kunstens tegn inde fra det skabende mørke understøtter et menneskes liv.

Hvad der ikke kan siges, kræver alligevel at blive sagt. Det lyder som en uovervindelig modsætning, der skal kæmpes med. Det hører imidlertid til i mange helt almindelige liv. Det almenmenneskelige er også kunstens sted. 

Tomas Tranströmer har opsnappet og formuleret indsigten rundt om i hans digte. Det viser han for eksempel i digtet ’Lamento’ (der betyder klage). Her får han ordknapt sagt: ”For meget der hverken kan skrives eller forties!” Eller når han afslutter digtet ’Vermeer’ på denne måde: ”Og det tomme vender sit ansigt mod os / og hvisker / ”Jeg er ikke tom, jeg er åben.”

Tranströmer formulerer sig også pågående og stærkt i sine haikudigte, som det sker i ’Sørgegondolen’: ”Nærvær af Gud. / i fuglesangens tunnel / åbnes en låst port.” – Det kan være helbredende at få alt dét sagt, om alt andet ikke kan siges. 

Kieslowskis berømte film Blå dokumenter – gennem et helt andet medie – tilsvarende stærkt, hvordan den melankolske stemning gavmildt efterlader indsigter. Tiden læger ikke vore sår. Vi lærer at leve med dem – eller går til grunde med dem. Først da en klog ven og musikkens verden tvinger og hjælper Julie til at involvere sig i livet igen, står det atter åbent, bliver rigt på muligheder. 

Filmskaberen viser, hvordan bundethed og frihed er koblet sammen. Frihed er at have muligheder, men også at vide, hvad der binder én. Der er kun frihed at finde, når man står fast på det, der var – og er rede til at binde sig til andre mennesker. Med risiko for at det går galt, at det kommer til at gøre ondt. Frihed er at være bundet, først da kan man være fri til. Absolut frihed eksisterer ikke.

Kunsten opstår i det melankolske, i fortabelsen, i mørket. Det er dér, sproget trænger sig på, det uendelige forsøg på at komme overens med eksistensen. Her forsvinder også friheden fra, for en sådan frihed er bare uafhængighed og tomhed. 

Det skabende mørkes port kan låses op. Der findes måske et lys derinde bagved. Et lys, der kan få skyggen til at flakke og forvandle dens mørke til en forventning om noget andet, noget underfuldt.

Livets hvirvel- og stormevinde kan hobe ruiner op foran Paradis. Sådan udtrykker den tyske filosof Walther Benjamin et interessant perspektiv på livet, som hvert eneste menneske søger en løsning på. Dét vi længes efter tabes af syne, når udsigten blokeres. Ønsket om at bevæge sig forekommer urealistisk, for dyngerne af de forblæste brokker og forvredne vindfælder lukker vejen ud – og hjem. Små åbninger vidner om en anden verden og en fornyet tilblivelse tilbage på livslinjen. 

Walther Benjamin blev på et tidspunkt (1932) klar over, at han måtte tage afsked med Berlin. Han begyndte at skabe erindringsbilleder fra det tabte land. Billederne handlede ikke om hukommelsens ophobninger af biografisk materiale. Det var derimod erindringsbilleder, der metaforisk talt kunne virkeliggøre følelsen af tab. Disse billeder kalder han bevidst frem i sig. Billeder ”der plejer at vække hjemveen stærkest i eksilet – barndommens billeder.”

Mange af os erindrer en tryghed, der knytter sig til barndommen. Bevæger vi os væk fra Paradis mod en ukendt skæbne?~

Den engelske forfatter C.S. Lewis siger i en berømt tale, at vores livslængsel dybest set handler om åndelig hjemve. ”Vores livslange hjemve, vores længsel efter at blive genforenet med noget i universet, som vi føler os afskåret fra, at stå på den anden siden af den dør, vi altid har betragtet fra ydersiden, er ikke lutter neurotisk fantasi, men den mest sande beskrivelse af vores virkelige situation.”

Erindringen om hjemmet og hjemvéen kan altså handle om det, der ligger ud over et betragtet område i den fysiske erfaringsverden. Det guddommelige tilskrives ofte denne del af verden og virkeligheden. Mennesket kan eksistentielt set – måske grundet en dyb længsel – overskride en fysisk grænse. ~

Det ubesvarede eller uforløste er en byrdefuld last. I den forstand lever mange med store laster i deres liv. De fleste af os kæmper med nogle hårde, ubesvarede spørgsmål. En underlig tomhedsfølelse kan indtage sindets dybder. Mørket kan i strejf opleves tæt og uudholdeligt. For mennesker med øjne at se med, kan disse tunneller i livet også rumme lys – et skær fra en anden virkelighed. Lige midt i livets skrøbelige udsathed, for eksempel i sorg og ensomhed, rører den søgende længsel på sig. Det kan være et menneskes vej til livet. Det kan være en forudanelse af svaret på dybe længsler. Vi længes mere, end vi tror.

Meget i livet kan føles lidt underligt. Én af gådefulde overvejelser går denne vej: Vi fødes ind i og går lidt rundt i den her verden, men så skal vi ikke være her længere. Alt det gode og livsbekræftende har vi hos os i et kort stykke tid. Der er måske noget, vi er så heldige eller lykkelige over at have adkomst til. Det kan være fantastiske relationer, omsorgsfuld og støttende kærlighed. Alt dette varer kun kort. Det skal snart afbrydes. 

At tage livet alvorligt er også at tage den nedstemthed på sig, som følger af livets korthed. Når det gå op for én, kommer man til et tomt rum, som også er mulighedernes rum. Men mange når ikke at erfare, at vi står ved kanten af et tomt rum, for vi lader os i stedet adsprede og underholde. Men der hvor ingenting sker, det er også dér, hvor fornyelsen sker. Det er vigtigt for enhver fornyende, skabende proces. Skal der ske noget fornyende og livsbevægende, som flytter noget i den menneskelige eksistens og i de menneskelige relationer, skal vi netop ud i dette grænseområde. ~

Hele menneskets historie er genfortalt i lignelsen om den fortabte søn (Lukasevangeliet kapitel 15). Jesus har fortalt denne historie og lovet intet mindre end håb for verden. I lignelsen flygter den yngste bror til et fjernt land i forventning om et bedre liv, men han bliver skuffet. Han begynder at længes hjem, da han kommer i tanke om maden i sin fars hus. Sådan gør vi alle. ’Hjemmet’ har en stærk indflydelse på menneskers liv. Børn, som aldrig finder et sted, hvor de føler, de hører til, kan langt ind i voksenlivet mangle evnen til at indgå i relationer. Mange af os har gode minder om øjeblikke, personer og steder, hvor vi i sandhed følte os hjemme.

Vi har vandret omkring som åndeligt hjemløse. Det fremhæves i Bibelens tekster. Det betyder, at vi har levet i en verden, som ikke længere matcher vores dybeste længsler. Selv om vi længes efter kroppe, som ”løber uden at blive trætte”, møder vi ensomhed, sygdom, ældning og død. Selv om vi har behov for blivende kærlighed, er alle vore relationer underlagt tidens uundgåelige ustadighed, og de smuldrer mellem hænderne på os, dør og efterlader os, eller vi dør og efterlader dem. Selv om vi længes efter at gøre en forskel i verden gennem vores arbejde, erfarer vi endeløs frustration. Vi realiserer aldrig fuldt ud vores håb og drømme. Vi arbejder måske hårdt for at genskabe det hjem, vi har mistet, men det findes kun dér, hvor den himmelske far, som vi er flygtet fra, er nær. Menneskeheden lever i eksil og prøver at vende hjem. 

Hvordan finder et menneske et centrum i livets hjemløshed? Det er et påtrængende spørgsmål. Det kan have betydning for et menneskes livsglæde og livsmod. Den dybeste længsels tørst kan blive slukket.

Teksten er et essay i min bog Lystid i mørket: Essays om sorg, ensomhed og livsmod – I bogen finder du også nitten andre essays, som jeg ved har været gode at læse for rigtig mange.

Boganmeldelse

Bente Polano: Maler – Billedhugger – Grafiker 

(Frydenlund; udkommer d. 18. januar 2024)

”Maler, billedhugger og grafiker Bente Polano inviterer os ind i sit atelier og tager os med på en rejse gennem fire årtiers kunstnerisk fordybelse.” Sådan introduceres udgivelsen af forlaget. 

En stor del af rejseoplevelsen vil jeg beskrive med begrebet serendipity. Det betegner de berigende øjeblikke i livet, hvor man finder noget, man hverken søgte eller så komme. Man leder måske efter noget, men man finder noget andet. Sådanne øjeblikke er afgørende for nye og kreative løsninger, det fantasifulde, det utænkelige, blot fordi vi er ude at søge efter ny erkendelse og indsigt. Det kan resultere i en virkelig øjenåbnende berigelse. Skønhed i højeste potens. Det er egentlig underligt med den nævnte bogudgivelse. Jeg troede, at jeg vidste en del, måske det meste, om kunstneren Bente Polano, men jeg er igen og igen blevet overrasket. Jeg er ramlet direkte ind i serendipity – og stor tak for det!

Når jeg skriver denne anmeldelse, skyldes det dels erfaringen af serendipity, men dels også, at jeg er slået omkuld af en kvalitetsudgivelse af de sjældne. Den er en skønhedsåbenbaring. Og bogen er i bedste forstand oplysende. Et sandt overflødighedshorn på 184 sider, det vil sige billedrig, informativ, interessant og vedkommende. Mit parameter opsnapper særligt disse forhold:

• Kunstkritiker Torben Weirups lavmælte tekst om en mangefacetteret kunstner – med særligt fokus på medier, materialer og værker. På en indsigtsfuld og stilfærdig måde bliver vi oplyst om substans, sammenhæng og stræben i Polanos ”udforskning af grundlæggende menneskelige vilkår og erfaringer. Og mulighed for forandringer.”
• Stemmeføringen gennem velvalgte citater fra kunstnerens egne notesbøger lyser også op på den der stille, insisterende måde. Fordi citaterne afslører en relevant – og netop oplysende – refleksion om en arbejdsproces. De her helt personlige bevæggrunde afsløres gennem en del af citaterne, suppleret op med andres beskrivelser af udstillinger m.m.
• De mange fotogengivelser af kunstnerens arbejdsomme, tålmodige målrettethed og tilstedeværelse afdækker et særligt kunstnerliv. Det fungerer så fint, når det sker i en kombination med et stort antal kvalitetsfotos af udvalgte værker og fra vigtige udstillinger. Disse fotos afslører en vedholdende rækken ud efter sigtepunkter, som har med den menneskelige eksistens og naturens righoldige former og liv at gøre. Et stort antal værker understøtter, at mennesket er et følsomt og kreativt ånds-væsen, som ikke er tjent med alene at leve, skal vi sige, et afstumpet, fysisk liv. Kunstnerens stille arbejde kan for mig at se fint hægtes op på Kierkegaards indsigt om, at vi erhverver vores sjæl i tålmodighed.

I min egen beskrivelse handler dette om: Ud af dyb, sensitiv sansning skærer Bente Polano sig vej til det dybeste i den menneskelige eksistens – og menneskets forhold til naturen. En vedholdende undersøgelse af egne muligheder i medier og materialer præger kunstneres arbejde. Det figurative er på samme tid både markeret og let anstrøget. Dybe erindringsspor dukker op og flytter med ind i nye rum, hvor de lever deres liv i beskuelse, refleksion og samtale. Erindringerne er hele vejen genspejlinger af en hudløs sårbarhed og redelighed. Intet fra eftertænksomhedens og smertens dybder er gemt af vejen. Den brudte skønhed, uroen og usikkerheden slår igennem på en helbredende måde.

Dette – og meget mere – findes nu dokumenteret og lagt frem i et både personligt og passioneret bogværk om denne kunstner, som i 2023 rundede de 70 år, på bagkanten af mere end 50 års krævende indsats. Oprindelig blev hun uddannet på Skolen for Brugskunst, som i dag er en del af Det Kongelige Danske Akademi. I år er det 50 år siden, at Bente Polano debuterede på Charlottenborg (sammen med værkstedsfællesskabet Valsedronningerne).

Stille og insisterende er udgivelsen. Overbevisende, kraftfuld er den også. Jeg gentager gerne, at vi her står med en kvalitetsudgivelse af de sjældne. Bogen er fyldt op til randen med indsigt og inspiration, som må glæde enhver kunstinteresseret. Kunsten åbner øjne og sanser. Denne indsigt er alt andet end banal, når det gælder Bente Polanos arbejder. Forfatteren til bogens bærende tekst, kunstneren, men også redaktør og tilrettelægger (Anne Rohweder) og forlaget fortjener en stor tak for denne velredigerede og -designede udgivelse. En redaktørs og billedredaktørs arbejdsindsats fremhæves sjældent. Der ingen tvivl om, at Anne Rohweder i forbindelse med denne smukke udgivelse har præsteret det ekstra, det helt uvurderlige.

Bogens indre og ydre, det gælder også matrialiteten, det taktile, dets papir- og omslagskvalitet, de gode, formidlende tekster, sammen med billedgengivelsen af det store antal malerier, skulpturer og grafiske arbejder understøtter på skønneste måde, hvordan Bente Polano med sin kunst evner at komme dybt ind mellem horisonter og tilsvarende skue dybt ud gennem spejlinger. Hvordan dette så end er muligt.

Farven blå kan være dyb og klar, men den kan også være grødet, mættet med noget andet, en længsel, en sorg, der ikke helt lader sig begribe. En sorg uden en konkret årsag. Melankoliens eller vemodets blå kaldes den også, når den mangler et tydeligt objekt.

Livets blå undertone i kunsten er fokus i dette essay. Den blå farve har jeg spejlet i ord og billeder, altså på mine lærreder, i flere af mine bøger og i foredrag. Intet kan slå denne blåfarve væk fra mit livslærred. Dette er grundet med blågrødede toner.

Kunsten henter sin kraft ud af mørket og forsøger at transformere det. Kunsten er dybt afhængig af sin egen skygge, nærer den og lever af den. Skyggen skaber forbindelse til de inderste hemmeligheder. Netop fordi skyggen er en del af kunstnerens skabende væsen, sjælens dunkle spejl hos vedkommende. I de bedste øjeblikke kan kunsten oplyse mørket og give skyggen et omrids af lys. Lyset finder vej gennem revner og sprækker.

Den melankolske stemning

I Krzysztof Kieslowskis afskedsværk om de tre farver blå, hvid og rød (som i trikoloren) møder vi dybe, humoristiske refleksioner over frihed, lighed og broderskab. Filmen Blå om frihed fra 1994 har Juliette Binoche i hovedrollen. Hun er den unge kvinde, Julie, der forsøger at skabe sig et nyt liv frigjort fra fortiden, da hun mister sin mand og fem-årige datter i en trafikulykke. I filmen slår den melankolske, vemodige stemning stærkt igennem. Filmen er et mesterligt udtryk for fortættede følelser og stemninger, der i sig bærer gavmilde indsigter.

Tiden læger ikke vore sår; vi lærer at leve med dem – eller går til grunde med dem. Først da vennen – sammen med musikken – tvinger eller hjælper Julie til at involvere sig i livet igen, står det atter åbent, bliver rigt på muligheder. Og frihed er at have muligheder, men også at vide, hvad der binder én.

Kieslowski sammenknytter frihed med identitet og kærlighed: der er kun frihed at finde, når man står fast på det, der var – og er rede til at binde sig til andre mennesker. Med risiko for at det går galt, at det kommer til at gøre ondt.

Frihed er at være bundet, først da kan man være fri til. Dette syn på frihed er et opgør med den rådende tænkning. Frihed er ikke et frihedsridt. Absolut frihed eksisterer ikke. Frihed er under kontrol. Kieslowski afviser frihed fra: det er uafhængighed – og tomhed.

At frigøre den enkeltes skabende potentiale er både en forpligtelse og en kapital. Men aldrig kan der være tale om en frihed fra kærlighedens forpligtelse og længsel, trods alle tænkelige erfaringer af lidelse, smerte og sorg.

Havet er mit personlige rum

Havet er blevet et særligt rum i mit eget arbejde med ord og billeder. Det har modsætninger som fødested, sådan som kunsten også har det. Havet gav, havet tog. Friheden og sejren findes, men det gør sorgens smerte også. Mit kreative arbejde er vendt mod en lavmælt og nedstemt, noget sorgfuld, erindring om tab og adskillelse. Den gør skærebrænder-følelsen skarpere. Den jeg maler og skriver på.

Smertelig smuk kan tågens dis være. Det er dog ikke et gennemsigtigt slør. Disen træder op som havets sorg. Når disen indhyller havets overflade, lægges udblikket stille. Tankerne render ud i det fortættede. Måske føres jeg helt hen til de store sten med fredelige rygge. Sten der er vandret baglæns op af bølgerne.

Mødet består i uklarhedens støv, i havgusens skjulte indre, som fortæller om dunkle, mørke erfaringer. Farven blå, i dens grødede, slørede udgave, træder til som vejen ind i mit sind. Livets blå undertone følger af det blå sug nede i dybet. Dér hvor dybet er ensomhedens længsel og skønhedens smerte.

Blåfarven er både himlens og havets farve. Den rummer sejr og frihed. Men farven minder også havets dybe, dragende og sugende kræfter. Disse kræfter kan være ganske skræmmende. De trækker os ind i den blå frygt (et fransk udtryk). Kræfterne kan endda blive os overmægtige og trække os ind i døden.

Kunsten som dørtærskel

Melankolien – med dens blå skala – er spændt ud mellem lidelse og nydelse. Kunstnermyten siger ligefrem, at en kunstner er et lidende menneske, et menneske med dybe kvaler, som paradoksalt nok kan skabe noget forunderligt, noget skønt.

Kunsten tilbyder ikke altid lindring. Den er snarere en dørtærskel på vejen til et nyt, måske ukendt sted. Sorgen kan selvfølgelig have en lindrende opgave. Som kunstner møder jeg den i den brudte skønhed, også som længsel, smerte og sorg. Den står frem som en kondensering af følelse og kraft i kunsten.

Der findes en dysterhed, der er ubestemmelig. Den bliver værre af, at ingen forstår sig på den. Der findes et mørke, som omfavner et menneske, men som det alligevel ikke helt bliver opslugt af. Enegængeren, undtagelsesmennesket, sjæleflænseren forstår sig på, hvad der sker. Som kunstneren gør det. Allerede Aristoteles spurgte: ”Hvorfor er alle undtagelsesmennesker melankolikere?”

Jeg dyrker ikke selv mørket, men jeg går ind i det. Det breder sig dog hurtigt på grund af ensomhed, lidelse, tab og længsel. Jeg kæmper dog for, at lyset igen bliver synligt. Et lille omrids af lys eller en lysbræmme ude i horisonten kan betyde alverden, når alt andet mørkner for én.

Ikke plads til fortielse af følelser

Kunsten åbner muligheden for at forstå lidt mere af alt det uforståelige, som kan hobe sig op omkring et menneskes sorg. Den forbinder sig med dybe personlige erfaringer af sorgens adskillelse og ensomhed.

Kunsten er som en radar i følelser, oplevelser og tanker om livet. Den fortier ikke de smertefulde følelser, de tungeste erfaringer. Men kunsten bøjer ikke alt i neon. Den lever sit frie og uafhængige liv. Det er et gode sådan. Det er da også for indsnævret at spørge til kunstens nytteværdi.

I bedste fald forløser kunsten noget i et menneskes sorg og smerte. Det sker, når smertefulde følelser spejles i og overføres til figur, billede og skrift. Det gælder både hos de udøvende kunstnere og kunstens nydende iagttagere, lyttere og læsere. Livsglæde og -mod bryder en vej midt gennem svære følelser. Lindring og styrke slår følgeskab.

Vi har sikkert alle oplevet, hvordan det gode sprog når ind til de uvejsomme steder. Det foretager nogle indadskruende bevægelser. Livet rejser sig på forunderlig måde fra siderne. Selv det frosne og hårde indre hugges op og om. Det opløses på en måde af de smukke tekster. Selv uroen og utrygheden får et sprog, der bliver til en krog i det enkelte menneskes indre. Musik og anden kunst har også denne evne til at fortætte og spejle følelser.

Blåfarven som lavmælt glæde

Melankolsk galskab hitter ikke i min verden. Det gør farven blå derimod. Blåfarven er indsigtens port – og skaber lavmælt glæde.

Et menneskes vemod skal ikke reduceres til en yderligere forstyrrelse, der kræver en diagnose og en behandling af eksperter. Sker det, mister vi noget væsentligt. Må Gud bevare os for vemodsterapeuter! Vi skal ikke fjerne os fra os selv og indsigtens mulighed. Selvfølgelig skal vi heller ikke kaste os ud i det livsfarlige i at romantisere melankolien og den kliniske depression.

Det ydre vemod – tiden går hurtigt, børnene vokser, for ikke længe siden gik de i skole – åbner luger til en nedstemthed. Vi erfarer en fundamental hjemløshed, en basal uro over livets flygtighed. Hvad kommer den af? En lang, livgivende tradition fortæller os, at mennesket engang havde et oprindeligt hjem, men det har forladt både kundskaben og mindet herom. Det flakker rundt hele tiden. Til sidst holder det op med at håbe på, at der findes noget andet, et rigtigt hjem, en fasthed, der står imod tidens altædende tand, livets skrøbelighed.

Overfor dette hellige vemod står den hellige glæde. Den siger, at alt ikke er foreløbigt, lyset udslukkes ikke sagte ned i vort fattige liv, hvor alt til slut er væk. For der findes en tillid og klippestærk fortrøstning hos Gud. Hos den uudgrundelige årsag til alt liv. Ham, der ikke nøjedes med at overgive os til vemod og anelser, men som har klargjort, hvem han er, evighedens og den hemmelige glædes kilde. Ham, som vi møder i Kristus. Overfor hjemløsheden står et hjem, i vemodet findes en stærk, men lavmælt glæde. Det dokumenterer den blå farve – også i mit liv.

Al forkrænkelighed og skørhed i livet til trods, hvor jeg må tage det sværeste og samtidig det helt normale i ed, døden, adskillelsen fra livet og dens brudte skønhed og storhed, alt det jeg ikke behersker eller forstår, kaster jeg mig trygt over i det, Jesus sagde engang: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør”. Det underlige og skræmmende oplever jeg, men jeg mere end fascineres af dødens overmand og bekræftelsen af længslen efter Gud. Forbindelsen mellem min uro og Guds evighed er troen.

Søren Kierkegaards første to af tre taler om tålmodighed bærer titlerne: ”At erhverve sin Sjæl i Taalmodighed” og ”At bevare sin Sjæl i Taalmodighed”. Den helt afgørende begrebsmæssige afklaring finder sted i den første af talerne. Afklaringen udgør også det forpligtende centrum i forfatteren Niels Nymann Eriksens nye bog med titlen Tålmodighed. Forfatteren har de sidste 15 år været sogne- og indvandrerpræst ved Apostelkirken på Vesterbro og levet erfaringsnært med begrebet i sit hverdagsvirke blandt mange slags mennesker. Det kendes og mærkes i bogen.

Den er netop udkommet på Akademisk Forlag, som for et par år siden udgav den anmelderbesungne bog Gæstfrihed. Også Tålmodighed er langt mere end almindelig interessant. Den er i bedste forstand klog og livgivende. Jeg opfatter den som en generøs gave til det menneske, som – måske helt i pagt med det moderne livs magtfulde kriterier – slider med at agere som noget særligt i den forstand, at det vil sætte aftryk i verden og have frit valg på alle hylder. Eller måske blot kæmper med at blive eller at være sig selv i en verden med svære krav og udfordringer – og som øver en stærk indflydelse på menneskers identitetsdannelse. For er det ikke sådan, at det ofte er utålmodigheden, som styrer vores liv?

Vi kender vist alle til den rastløse jagen og uro i det moderne liv? Det kan vitterlig være svært at dæmme op for denne uro. Den tålmodige, vitaliserende venten har derimod ringe vilkår. Bogen dokumenterer på overbevisende måde, hvordan en tålmodig venten er alt andet end spild af tid. Betydningen af små eller store tålmodighedsprøver viser sig, når de enten er anledningen til eller ligefrem lukker op til fordybelse, fornyelse, ægte omsorg for næsten etc.

I bogen skelner Niels Nymann Eriksen – i pagt med Kierkegaards første opbyggelige tale om tålmodighed – mellem tålmodighedens to former (s. 53f): Tålmodighed som strategisk behovsudsættelse – og tålmodighed med sigtet at erhverve sig selv eller sin sjæl. Dem vil jeg særligt opholde mig ved i denne anmeldelse, fordi de har så fundamental karakter, som de har.

Den første form tjener som et middel til at nå sine drømmes mål uden at skulle vågne op. I virkeligheden sker der ikke nogen afgørende forandring gennem denne form. Den anden form besvarer det afgørende spørgsmål: Hvordan kan man overhovedet erhverve sin sjæl? Det vedrører en proces hos eller i det enkelte menneske, hvori det kommer til sig selv. Det forudsætter den stærkt formulerede tanke hos Kierkegaard, at individet er ude af sig selv og først må vende hjem. Den virkeligt tålmodige ”hører kun en eneste Stemme, for hvis Sandhed man næsten skjelver, fordi det er, som hvis man eengang hørte den, undslap man den aldrig mere, hverken i Tid eller Evighed”. Stemmen fortæller, at menneskelivets betydning ikke ligger i kampen for at nå sine mål i verden, men derimod at blive kaldt tilbage til udgangspunktet.

Dette er afgørende for ethvert menneskes dannelse, nemlig det at blive sig selv. Og det er et bærende perspektiv udfoldelsen af hele bogens tema: ”At erhverve sin sjæl handler altså om at komme til sig selv, indhente sig selv, vågne op. Sjælen er ikke noget nyt, der skal erhverves; der er snarere tale om en illusion, som individet skal komme ud af for at blive sig selv” (s. 55). Tålmodighed er således ikke et strategisk program for, hvordan mennesket er sig selv og nu skal ud og gøre sig gældende i verden. Nej, verden er ikke målet, men startpunktet. Og som forfatteren på sin karakteristiske måde beskriver det: ”Sjælen er verdens uretmæssige ejendom, som mennesket i tålmodighed skal vinde tilbage fra verden. Men denne indre frihedskamp forudsætter, at mennesket har et sted, hvor det hører til.” Grundlaget er ifølge både Kierkegaard og Niels Nymann Eriksen det evige eller Gud.

Med dette afsæt eller grundperspektiv giver bogen Tålmodighed et overflødighedshorn af livsnære eksempler fra møder med både mennesker og med litteraturen, filosofien og teologien. Ikke mindst det opbyggelige forfatterskab hos Kierkegaard er det informerende og inspirerende udgangspunkt. Fremstillingen – med dens appetitvækkende, lidt overraskende indledning, og de seks opfølgende kapitler – er beriget af indsigter, der dybest set tjener til, hvordan man kan lukke evigheden ind i sit liv. Lettere chokeret bliver man igen og igen som læser, når fremstillingen på opfindsomme måder afslører, at den tid, man ikke kan bruge til noget, viser sig at være den mest betydningsfulde.

En enkelt udgivelse kan naturligvis ikke belyse alle relevante spørgsmål, men jeg overvejede under læsningen betydningen af en produktiv ledetråd mere, som kunne have indgået i bogens redegørelse: Begrebet ”Gjentagelsen” hos Kierkegaard. Et emne som forfatteren har udfoldet i sin ph.d.-afhandling. Begrebet kunne med fordel være udviklet med tanke på emnet tålmodighed. For styrkes et menneskes modning, tålmodighed eller udholdenhed netop ikke – også – på en særlig måde ved eller gennem gentagelsen? Vores samtids søgen efter radikal afkobling, herunder også i forskellige retrætekontekster, hvor repetitive handlinger er tålmodighedsstyrkende kontra de her komplekse, stadigt forandrende arbejdsprocesser i menneskers hverdagsliv. Den eksistentielle gevinst heraf vil i høj grad være et bidrag til at erhverve sin sjæl i tålmodighed. Eller forbliver tålmodighed her en strategisk behovsudsættelse, en forsinkelse i tilfredsstillelsen af egne behov, som i dybere forstand ikke ændrer noget i mennesket?

En kritisk korrekturlæsning (mere) ville have opsnappet det relativt store antal stavefejl i bogen. Denne læsning kan klares før et nyt oplag går i trykken. For udgivelsen fortjener mange læsere og oplag. Bogen får hermed min allervarmeste anbefaling.

Ved bogreceptionen i Apostelkirken tidligere på måneden blev det afsløret, at en tredje udgivelse i samme serie forberedes. Den omhandler emnet taknemmelighed. Også her vil den tålmodige venten helt sikkert lønne sig. Taknemmelighed er en hovedhjørnesten i alt godt relationsarbejde. Taknemmelighed er en skabende kraft. Tålmodighed indgår også i et kraftfuldt domæne, som trilogien kommer til at udgøre.

En mor på 52 år kom med denne tankevækkende bekendelse i et interview, hvor hun fortæller, at hun har svært ved at sikre sig roens eftertænksomhed og refleksion: ”Jeg har arbejdet hele mit liv og har tre børn. De første år var jeg strukket ud, og der var meget mindre plads til mig selv. Det var nogle hårde år, hvor jeg var stærkt udfordret og indimellem så belastet, at jeg dårligt kan huske, hvordan jeg kom igennem. Der var hverken frirum eller refleksion over, om det var et godt liv. Jeg kløede bare på.”

At sikre sig magten over et tidsregime er en krævende udfordring. Taberen i spillet bliver hurtigt de livgivende mellemrum, som presses ned i små sprækker og øjeblikke. Konfronteres vi vedvarende med et altopslugende hav af krav, er det måske ikke så vanskeligt at forstå, hvem der vinder magten til sidst? Hvordan er levevilkårene da for spørgsmål om et godt liv og livets mening?

Den tyske sociolog og filosof Hartmut Rosa har i flere bøger udfoldet samspillet mellem acceleration og fremmedgørelse. Han beskriver blandt andet drivhjulene i den sociale acceleration, og hvordan tilværelsen står i fare for hele tiden at blive speedet op. Og det er netop i denne accelererende verden, at vi fremmedgøres mere og mere for hinanden. Mange af os har helt åbenbart svært ved at bryde accelerationscirklen.

Tiden er blevet en knap ressource. Der er mere, der skal nås – men døgnet har stadigvæk det samme antal timer. Det moderne livs mennesker kommer uafvidende til at skubbe eftertænksomheden og refleksionen ud i nogle eksistentielle yderkantsområder. Det styrker følelsen af at miste kontrol over indvejene til det gode, meningsfulde liv.

Fremmedgørelse står som en negativ kontrast til det gode liv. Det er en måde at se på det i et samfundsmæssigt perspektiv. Det har også betydning for det enkelte menneske. Hvordan stækkes uroen? Kan vi finde tilbage til momenter af ikke-fremmedgjort menneskelig erfaring? Hvordan vækkes livfuldheden i et forjaget, uroramt menneskeliv?

Det er fristende at blive ét med dystopiske forestillinger som disse: Verden bliver på mærkelige måder mere farlig og uforståelig. Verdens affortryllelse tager fart. Verdensforbindelsen er ved at gå op i limningen. Følelsen af eksistentiel usikkerhed vokser, og vi mister kontrol over livets indveje.

I bogen Et liv med mellemrum: Korte essays (udkom d. 1. okt. 2020) gør jeg gældende, at livet både opstår i mødet med det, der ikke kan kontrolleres, og det, der rent faktisk kan kontrolleres. Vi lever vort liv i denne vekselvirkning mellem det kontrollerbare og det ukontrollerbare. Hvad sker der, når de sidste rester af det ukontrollerbare i livet bliver gennemlyst, beregnet, optimeret? For det er vel karakteristika i den fortsatte udvikling af den såkaldte modernitet? Der er kendetegnet ved vækstideologi, digitalisering, benchmarking og kontroloptimering? (For nu at nævne nogle af emner, som Hartmut Rosa fremhæver i et interview med Weekendavisen, d. 2. oktober 2020)

Der sker en tiltagende menneskelig fremmedgørelse, som igen bidrager til det nedslående resultat: At resonansen – genklangen – på det eksistentielle plan ikke finder nedslag og bliver omsat til livfuldhed. Jeg tænker, at det er hjælpsomt på forskellige måder at tilvælge resonans-løsninger i livet. Der sker noget med mellemrum. De kan vise sig livfulde på en generøs måde.

Hvis vi forbinder os med verden og indlader os på noget, vil det sige, at vi samtidig åbner op for muligheden af, at vi selv kan forandres. Det kan have med den gode samtale med andre at gøre. En dialog kræver måske blot en villighed til at møde verden med både åbenhed og tillid. At man indlader sig på også at kunne blive forandret. At man for eksempel gør sig sårbar ved at stille sig til rådighed over for resonansens mulighed. Her kan selv det fremmede, altså gennem åbenhed og indladelse, blive lukket ind på en måde, som giver os mod til at lære nyt.

Når en resonanstråd former og udvikler sig, begynder tråden at ”gløde”, og øjnene lyser op. Derved kommer det til en stærk vekselvirkning. Noget griber og bevæger os, vi har kontakt til dette andet. Da dannes en tråd mellem subjekt og verden, som gløder og af og til kan gå itu. Når tråden vibrerer og forbinder sig til verden, sker der noget godt. Det er absolut det generelle. Verden svarer. For eksempel sker det ved at udvikle sin egen stemme og at få den hørt, men det er også at høre en andens stemme og blive rørt af den.

Skal vi vente med at leve til den dag, hvor vi får tid? Det er vist det, vi kalder et retorisk spørgsmål. Men giver svaret nu også sig selv?

Mange længes efter ro, stilhed og tid til eftertanke. De ønsker at slippe fri af det liv, der er blevet for forjaget og hæsblæsende. De vil gerne slippe ud af livets hamsterhjul, men det er ganske vanskeligt at gøre det, fordi det højhastige liv har overtaget styringen.

Den tilpassede betegnelse væredygtighed er blevet ét af tidens løsen. Kort fortalt handler det om et almindeligt råderum til at være, hvor der for eksempel er rigeligt med luft til fornyelse, hukommelse, kreativitet og livsmod. Din egen liste rummer måske endda flere ønskemål.

—

Vi eksisterer. Rent sprogligt gør vi det også. Det afledede udsagnsord hægter sig på det latinske ex-istere, som betyder ’at stå ud’. Mennesket står ud fra sig selv.

At stå ud fra sig selv betyder, set i et nutidigt perspektiv, noget i retning af, at vi er under vedvarende omdannelse eller tilblivelse. Forandringer spiller ind på et menneskes identitet, dets selvforståelse. Det er en gængs måde at tænke på, at mennesket ikke er fastlagt på forhånd. Det er ikke formet af nogle fastlagte, indre personlighedstræk. Det hele sker flydende.

Finurligt hedder det hos Oscar Wilde: ”Vær dig selv, enhver anden er taget!” Det er fortvivlende, når et menneske ikke vil være sig selv. Det forfejler selve bestemmelsen som et selv. Mennesket taber indhold og kerne i dets identitetsdannelse.

—

At stå ud fra sig selv er en sårbar affære, når livet er underlagt de fortløbende forandringer, krav og valg. Særligt det hæsblæsende er magtfuldt. Forandringer kan nemt blive styret af det hastige og hurtige. Hvad der kommer let, går let. Det bidrager til at tømme mennesket for indhold, kerne og tydelighed.

Har vi for megen hurtig tid og for lidt langsom tid, bliver vores eksistens let defineret på vilkår, vi har svært ved at balancere på en sund måde. For meget bliver for hurtigt overvældende. Der skabes usikkerhed i og omkring os.

Vi tvinges hurtigt væk fra vores være-identitet og over til en arbejds- og handlingsidentitet. Væredygtighed trives suverænt bedst i langsomheden.