Livets blå undertone

Farven blå kan være dyb og klar, men den kan også være grødet, mættet med noget andet, en længsel, en sorg, der ikke helt lader sig begribe. En sorg uden en konkret årsag. Melankoliens eller vemodets blå kaldes den også, når den mangler et tydeligt objekt.

Livets blå undertone i kunsten er fokus i dette essay. Den blå farve har jeg spejlet i ord og billeder, altså på mine lærreder, i flere af mine bøger og i foredrag. Intet kan slå denne blåfarve væk fra mit livslærred. Dette er grundet med blågrødede toner.

Kunsten henter sin kraft ud af mørket og forsøger at transformere det. Kunsten er dybt afhængig af sin egen skygge, nærer den og lever af den. Skyggen skaber forbindelse til de inderste hemmeligheder. Netop fordi skyggen er en del af kunstnerens skabende væsen, sjælens dunkle spejl hos vedkommende. I de bedste øjeblikke kan kunsten oplyse mørket og give skyggen et omrids af lys. Lyset finder vej gennem revner og sprækker.

Den melankolske stemning

I Krzysztof Kieslowskis afskedsværk om de tre farver blå, hvid og rød (som i trikoloren) møder vi dybe, humoristiske refleksioner over frihed, lighed og broderskab. Filmen Blå om frihed fra 1994 har Juliette Binoche i hovedrollen. Hun er den unge kvinde, Julie, der forsøger at skabe sig et nyt liv frigjort fra fortiden, da hun mister sin mand og fem-årige datter i en trafikulykke. I filmen slår den melankolske, vemodige stemning stærkt igennem. Filmen er et mesterligt udtryk for fortættede følelser og stemninger, der i sig bærer gavmilde indsigter.

Tiden læger ikke vore sår; vi lærer at leve med dem – eller går til grunde med dem. Først da vennen – sammen med musikken – tvinger eller hjælper Julie til at involvere sig i livet igen, står det atter åbent, bliver rigt på muligheder. Og frihed er at have muligheder, men også at vide, hvad der binder én.

Kieslowski sammenknytter frihed med identitet og kærlighed: der er kun frihed at finde, når man står fast på det, der var – og er rede til at binde sig til andre mennesker. Med risiko for at det går galt, at det kommer til at gøre ondt.

Frihed er at være bundet, først da kan man være fri til. Dette syn på frihed er et opgør med den rådende tænkning. Frihed er ikke et frihedsridt. Absolut frihed eksisterer ikke. Frihed er under kontrol. Kieslowski afviser frihed fra: det er uafhængighed – og tomhed.

At frigøre den enkeltes skabende potentiale er både en forpligtelse og en kapital. Men aldrig kan der være tale om en frihed fra kærlighedens forpligtelse og længsel, trods alle tænkelige erfaringer af lidelse, smerte og sorg.

Havet er mit personlige rum

Havet er blevet et særligt rum i mit eget arbejde med ord og billeder. Det har modsætninger som fødested, sådan som kunsten også har det. Havet gav, havet tog. Friheden og sejren findes, men det gør sorgens smerte også. Mit kreative arbejde er vendt mod en lavmælt og nedstemt, noget sorgfuld, erindring om tab og adskillelse. Den gør skærebrænder-følelsen skarpere. Den jeg maler og skriver på.

Smertelig smuk kan tågens dis være. Det er dog ikke et gennemsigtigt slør. Disen træder op som havets sorg. Når disen indhyller havets overflade, lægges udblikket stille. Tankerne render ud i det fortættede. Måske føres jeg helt hen til de store sten med fredelige rygge. Sten der er vandret baglæns op af bølgerne.

Mødet består i uklarhedens støv, i havgusens skjulte indre, som fortæller om dunkle, mørke erfaringer. Farven blå, i dens grødede, slørede udgave, træder til som vejen ind i mit sind. Livets blå undertone følger af det blå sug nede i dybet. Dér hvor dybet er ensomhedens længsel og skønhedens smerte.

Blåfarven er både himlens og havets farve. Den rummer sejr og frihed. Men farven minder også havets dybe, dragende og sugende kræfter. Disse kræfter kan være ganske skræmmende. De trækker os ind i den blå frygt (et fransk udtryk). Kræfterne kan endda blive os overmægtige og trække os ind i døden.

Kunsten som dørtærskel

Melankolien – med dens blå skala – er spændt ud mellem lidelse og nydelse. Kunstnermyten siger ligefrem, at en kunstner er et lidende menneske, et menneske med dybe kvaler, som paradoksalt nok kan skabe noget forunderligt, noget skønt.

Kunsten tilbyder ikke altid lindring. Den er snarere en dørtærskel på vejen til et nyt, måske ukendt sted. Sorgen kan selvfølgelig have en lindrende opgave. Som kunstner møder jeg den i den brudte skønhed, også som længsel, smerte og sorg. Den står frem som en kondensering af følelse og kraft i kunsten.

Der findes en dysterhed, der er ubestemmelig. Den bliver værre af, at ingen forstår sig på den. Der findes et mørke, som omfavner et menneske, men som det alligevel ikke helt bliver opslugt af. Enegængeren, undtagelsesmennesket, sjæleflænseren forstår sig på, hvad der sker. Som kunstneren gør det. Allerede Aristoteles spurgte: ”Hvorfor er alle undtagelsesmennesker melankolikere?”

Jeg dyrker ikke selv mørket, men jeg går ind i det. Det breder sig dog hurtigt på grund af ensomhed, lidelse, tab og længsel. Jeg kæmper dog for, at lyset igen bliver synligt. Et lille omrids af lys eller en lysbræmme ude i horisonten kan betyde alverden, når alt andet mørkner for én.

Ikke plads til fortielse af følelser

Kunsten åbner muligheden for at forstå lidt mere af alt det uforståelige, som kan hobe sig op omkring et menneskes sorg. Den forbinder sig med dybe personlige erfaringer af sorgens adskillelse og ensomhed.

Kunsten er som en radar i følelser, oplevelser og tanker om livet. Den fortier ikke de smertefulde følelser, de tungeste erfaringer. Men kunsten bøjer ikke alt i neon. Den lever sit frie og uafhængige liv. Det er et gode sådan. Det er da også for indsnævret at spørge til kunstens nytteværdi.

I bedste fald forløser kunsten noget i et menneskes sorg og smerte. Det sker, når smertefulde følelser spejles i og overføres til figur, billede og skrift. Det gælder både hos de udøvende kunstnere og kunstens nydende iagttagere, lyttere og læsere. Livsglæde og -mod bryder en vej midt gennem svære følelser. Lindring og styrke slår følgeskab.

Vi har sikkert alle oplevet, hvordan det gode sprog når ind til de uvejsomme steder. Det foretager nogle indadskruende bevægelser. Livet rejser sig på forunderlig måde fra siderne. Selv det frosne og hårde indre hugges op og om. Det opløses på en måde af de smukke tekster. Selv uroen og utrygheden får et sprog, der bliver til en krog i det enkelte menneskes indre. Musik og anden kunst har også denne evne til at fortætte og spejle følelser.

Blåfarven som lavmælt glæde

Melankolsk galskab hitter ikke i min verden. Det gør farven blå derimod. Blåfarven er indsigtens port – og skaber lavmælt glæde.

Et menneskes vemod skal ikke reduceres til en yderligere forstyrrelse, der kræver en diagnose og en behandling af eksperter. Sker det, mister vi noget væsentligt. Må Gud bevare os for vemodsterapeuter! Vi skal ikke fjerne os fra os selv og indsigtens mulighed. Selvfølgelig skal vi heller ikke kaste os ud i det livsfarlige i at romantisere melankolien og den kliniske depression.

Det ydre vemod – tiden går hurtigt, børnene vokser, for ikke længe siden gik de i skole – åbner luger til en nedstemthed. Vi erfarer en fundamental hjemløshed, en basal uro over livets flygtighed. Hvad kommer den af? En lang, livgivende tradition fortæller os, at mennesket engang havde et oprindeligt hjem, men det har forladt både kundskaben og mindet herom. Det flakker rundt hele tiden. Til sidst holder det op med at håbe på, at der findes noget andet, et rigtigt hjem, en fasthed, der står imod tidens altædende tand, livets skrøbelighed.

Overfor dette hellige vemod står den hellige glæde. Den siger, at alt ikke er foreløbigt, lyset udslukkes ikke sagte ned i vort fattige liv, hvor alt til slut er væk. For der findes en tillid og klippestærk fortrøstning hos Gud. Hos den uudgrundelige årsag til alt liv. Ham, der ikke nøjedes med at overgive os til vemod og anelser, men som har klargjort, hvem han er, evighedens og den hemmelige glædes kilde. Ham, som vi møder i Kristus. Overfor hjemløsheden står et hjem, i vemodet findes en stærk, men lavmælt glæde. Det dokumenterer den blå farve – også i mit liv.

Al forkrænkelighed og skørhed i livet til trods, hvor jeg må tage det sværeste og samtidig det helt normale i ed, døden, adskillelsen fra livet og dens brudte skønhed og storhed, alt det jeg ikke behersker eller forstår, kaster jeg mig trygt over i det, Jesus sagde engang: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør”. Det underlige og skræmmende oplever jeg, men jeg mere end fascineres af dødens overmand og bekræftelsen af længslen efter Gud. Forbindelsen mellem min uro og Guds evighed er troen.

”At erhverve sin Sjæl i Taalmodighed”

Søren Kierkegaards første to af tre taler om tålmodighed bærer titlerne: ”At erhverve sin Sjæl i Taalmodighed” og ”At bevare sin Sjæl i Taalmodighed”. Den helt afgørende begrebsmæssige afklaring finder sted i den første af talerne. Afklaringen udgør også det forpligtende centrum i forfatteren Niels Nymann Eriksens nye bog med titlen Tålmodighed. Forfatteren har de sidste 15 år været sogne- og indvandrerpræst ved Apostelkirken på Vesterbro og levet erfaringsnært med begrebet i sit hverdagsvirke blandt mange slags mennesker. Det kendes og mærkes i bogen.

Den er netop udkommet på Akademisk Forlag, som for et par år siden udgav den anmelderbesungne bog Gæstfrihed. Også Tålmodighed er langt mere end almindelig interessant. Den er i bedste forstand klog og livgivende. Jeg opfatter den som en generøs gave til det menneske, som – måske helt i pagt med det moderne livs magtfulde kriterier – slider med at agere som noget særligt i den forstand, at det vil sætte aftryk i verden og have frit valg på alle hylder. Eller måske blot kæmper med at blive eller at være sig selv i en verden med svære krav og udfordringer – og som øver en stærk indflydelse på menneskers identitetsdannelse. For er det ikke sådan, at det ofte er utålmodigheden, som styrer vores liv?

Vi kender vist alle til den rastløse jagen og uro i det moderne liv? Det kan vitterlig være svært at dæmme op for denne uro. Den tålmodige, vitaliserende venten har derimod ringe vilkår. Bogen dokumenterer på overbevisende måde, hvordan en tålmodig venten er alt andet end spild af tid. Betydningen af små eller store tålmodighedsprøver viser sig, når de enten er anledningen til eller ligefrem lukker op til fordybelse, fornyelse, ægte omsorg for næsten etc.

I bogen skelner Niels Nymann Eriksen – i pagt med Kierkegaards første opbyggelige tale om tålmodighed – mellem tålmodighedens to former (s. 53f): Tålmodighed som strategisk behovsudsættelse – og tålmodighed med sigtet at erhverve sig selv eller sin sjæl. Dem vil jeg særligt opholde mig ved i denne anmeldelse, fordi de har så fundamental karakter, som de har.

Den første form tjener som et middel til at nå sine drømmes mål uden at skulle vågne op. I virkeligheden sker der ikke nogen afgørende forandring gennem denne form. Den anden form besvarer det afgørende spørgsmål: Hvordan kan man overhovedet erhverve sin sjæl? Det vedrører en proces hos eller i det enkelte menneske, hvori det kommer til sig selv. Det forudsætter den stærkt formulerede tanke hos Kierkegaard, at individet er ude af sig selv og først må vende hjem. Den virkeligt tålmodige ”hører kun en eneste Stemme, for hvis Sandhed man næsten skjelver, fordi det er, som hvis man eengang hørte den, undslap man den aldrig mere, hverken i Tid eller Evighed”. Stemmen fortæller, at menneskelivets betydning ikke ligger i kampen for at nå sine mål i verden, men derimod at blive kaldt tilbage til udgangspunktet.

Dette er afgørende for ethvert menneskes dannelse, nemlig det at blive sig selv. Og det er et bærende perspektiv udfoldelsen af hele bogens tema: ”At erhverve sin sjæl handler altså om at komme til sig selv, indhente sig selv, vågne op. Sjælen er ikke noget nyt, der skal erhverves; der er snarere tale om en illusion, som individet skal komme ud af for at blive sig selv” (s. 55). Tålmodighed er således ikke et strategisk program for, hvordan mennesket er sig selv og nu skal ud og gøre sig gældende i verden. Nej, verden er ikke målet, men startpunktet. Og som forfatteren på sin karakteristiske måde beskriver det: ”Sjælen er verdens uretmæssige ejendom, som mennesket i tålmodighed skal vinde tilbage fra verden. Men denne indre frihedskamp forudsætter, at mennesket har et sted, hvor det hører til.” Grundlaget er ifølge både Kierkegaard og Niels Nymann Eriksen det evige eller Gud.

Med dette afsæt eller grundperspektiv giver bogen Tålmodighed et overflødighedshorn af livsnære eksempler fra møder med både mennesker og med litteraturen, filosofien og teologien. Ikke mindst det opbyggelige forfatterskab hos Kierkegaard er det informerende og inspirerende udgangspunkt. Fremstillingen – med dens appetitvækkende, lidt overraskende indledning, og de seks opfølgende kapitler – er beriget af indsigter, der dybest set tjener til, hvordan man kan lukke evigheden ind i sit liv. Lettere chokeret bliver man igen og igen som læser, når fremstillingen på opfindsomme måder afslører, at den tid, man ikke kan bruge til noget, viser sig at være den mest betydningsfulde.

En enkelt udgivelse kan naturligvis ikke belyse alle relevante spørgsmål, men jeg overvejede under læsningen betydningen af en produktiv ledetråd mere, som kunne have indgået i bogens redegørelse: Begrebet ”Gjentagelsen” hos Kierkegaard. Et emne som forfatteren har udfoldet i sin ph.d.-afhandling. Begrebet kunne med fordel være udviklet med tanke på emnet tålmodighed. For styrkes et menneskes modning, tålmodighed eller udholdenhed netop ikke – også – på en særlig måde ved eller gennem gentagelsen? Vores samtids søgen efter radikal afkobling, herunder også i forskellige retrætekontekster, hvor repetitive handlinger er tålmodighedsstyrkende kontra de her komplekse, stadigt forandrende arbejdsprocesser i menneskers hverdagsliv. Den eksistentielle gevinst heraf vil i høj grad være et bidrag til at erhverve sin sjæl i tålmodighed. Eller forbliver tålmodighed her en strategisk behovsudsættelse, en forsinkelse i tilfredsstillelsen af egne behov, som i dybere forstand ikke ændrer noget i mennesket?

En kritisk korrekturlæsning (mere) ville have opsnappet det relativt store antal stavefejl i bogen. Denne læsning kan klares før et nyt oplag går i trykken. For udgivelsen fortjener mange læsere og oplag. Bogen får hermed min allervarmeste anbefaling.

Ved bogreceptionen i Apostelkirken tidligere på måneden blev det afsløret, at en tredje udgivelse i samme serie forberedes. Den omhandler emnet taknemmelighed. Også her vil den tålmodige venten helt sikkert lønne sig. Taknemmelighed er en hovedhjørnesten i alt godt relationsarbejde. Taknemmelighed er en skabende kraft. Tålmodighed indgår også i et kraftfuldt domæne, som trilogien kommer til at udgøre.

Når livfuldhed vækkes respektive svækkes

En mor på 52 år kom med denne tankevækkende bekendelse i et interview, hvor hun fortæller, at hun har svært ved at sikre sig roens eftertænksomhed og refleksion: ”Jeg har arbejdet hele mit liv og har tre børn. De første år var jeg strukket ud, og der var meget mindre plads til mig selv. Det var nogle hårde år, hvor jeg var stærkt udfordret og indimellem så belastet, at jeg dårligt kan huske, hvordan jeg kom igennem. Der var hverken frirum eller refleksion over, om det var et godt liv. Jeg kløede bare på.”

At sikre sig magten over et tidsregime er en krævende udfordring. Taberen i spillet bliver hurtigt de livgivende mellemrum, som presses ned i små sprækker og øjeblikke. Konfronteres vi vedvarende med et altopslugende hav af krav, er det måske ikke så vanskeligt at forstå, hvem der vinder magten til sidst? Hvordan er levevilkårene da for spørgsmål om et godt liv og livets mening?

Den tyske sociolog og filosof Hartmut Rosa har i flere bøger udfoldet samspillet mellem acceleration og fremmedgørelse. Han beskriver blandt andet drivhjulene i den sociale acceleration, og hvordan tilværelsen står i fare for hele tiden at blive speedet op. Og det er netop i denne accelererende verden, at vi fremmedgøres mere og mere for hinanden. Mange af os har helt åbenbart svært ved at bryde accelerationscirklen.

Tiden er blevet en knap ressource. Der er mere, der skal nås – men døgnet har stadigvæk det samme antal timer. Det moderne livs mennesker kommer uafvidende til at skubbe eftertænksomheden og refleksionen ud i nogle eksistentielle yderkantsområder. Det styrker følelsen af at miste kontrol over indvejene til det gode, meningsfulde liv.

Fremmedgørelse står som en negativ kontrast til det gode liv. Det er en måde at se på det i et samfundsmæssigt perspektiv. Det har også betydning for det enkelte menneske. Hvordan stækkes uroen? Kan vi finde tilbage til momenter af ikke-fremmedgjort menneskelig erfaring? Hvordan vækkes livfuldheden i et forjaget, uroramt menneskeliv?

Det er fristende at blive ét med dystopiske forestillinger som disse: Verden bliver på mærkelige måder mere farlig og uforståelig. Verdens affortryllelse tager fart. Verdensforbindelsen er ved at gå op i limningen. Følelsen af eksistentiel usikkerhed vokser, og vi mister kontrol over livets indveje.

I bogen Et liv med mellemrum: Korte essays (udkom d. 1. okt. 2020) gør jeg gældende, at livet både opstår i mødet med det, der ikke kan kontrolleres, og det, der rent faktisk kan kontrolleres. Vi lever vort liv i denne vekselvirkning mellem det kontrollerbare og det ukontrollerbare. Hvad sker der, når de sidste rester af det ukontrollerbare i livet bliver gennemlyst, beregnet, optimeret? For det er vel karakteristika i den fortsatte udvikling af den såkaldte modernitet? Der er kendetegnet ved vækstideologi, digitalisering, benchmarking og kontroloptimering? (For nu at nævne nogle af emner, som Hartmut Rosa fremhæver i et interview med Weekendavisen, d. 2. oktober 2020)

Der sker en tiltagende menneskelig fremmedgørelse, som igen bidrager til det nedslående resultat: At resonansen – genklangen – på det eksistentielle plan ikke finder nedslag og bliver omsat til livfuldhed. Jeg tænker, at det er hjælpsomt på forskellige måder at tilvælge resonans-løsninger i livet. Der sker noget med mellemrum. De kan vise sig livfulde på en generøs måde.

Hvis vi forbinder os med verden og indlader os på noget, vil det sige, at vi samtidig åbner op for muligheden af, at vi selv kan forandres. Det kan have med den gode samtale med andre at gøre. En dialog kræver måske blot en villighed til at møde verden med både åbenhed og tillid. At man indlader sig på også at kunne blive forandret. At man for eksempel gør sig sårbar ved at stille sig til rådighed over for resonansens mulighed. Her kan selv det fremmede, altså gennem åbenhed og indladelse, blive lukket ind på en måde, som giver os mod til at lære nyt.

Når en resonanstråd former og udvikler sig, begynder tråden at ”gløde”, og øjnene lyser op. Derved kommer det til en stærk vekselvirkning. Noget griber og bevæger os, vi har kontakt til dette andet. Da dannes en tråd mellem subjekt og verden, som gløder og af og til kan gå itu. Når tråden vibrerer og forbinder sig til verden, sker der noget godt. Det er absolut det generelle. Verden svarer. For eksempel sker det ved at udvikle sin egen stemme og at få den hørt, men det er også at høre en andens stemme og blive rørt af den.

 

Væredygtighed trives bedst i langsomheden

Skal vi vente med at leve til den dag, hvor vi får tid? Det er vist det, vi kalder et retorisk spørgsmål. Men giver svaret nu også sig selv?

Mange længes efter ro, stilhed og tid til eftertanke. De ønsker at slippe fri af det liv, der er blevet for forjaget og hæsblæsende. De vil gerne slippe ud af livets hamsterhjul, men det er ganske vanskeligt at gøre det, fordi det højhastige liv har overtaget styringen.

Den tilpassede betegnelse væredygtighed er blevet ét af tidens løsen. Kort fortalt handler det om et almindeligt råderum til at være, hvor der for eksempel er rigeligt med luft til fornyelse, hukommelse, kreativitet og livsmod. Din egen liste rummer måske endda flere ønskemål.

Vi eksisterer. Rent sprogligt gør vi det også. Det afledede udsagnsord hægter sig på det latinske ex-istere, som betyder ’at stå ud’. Mennesket står ud fra sig selv.

At stå ud fra sig selv betyder, set i et nutidigt perspektiv, noget i retning af, at vi er under vedvarende omdannelse eller tilblivelse. Forandringer spiller ind på et menneskes identitet, dets selvforståelse. Det er en gængs måde at tænke på, at mennesket ikke er fastlagt på forhånd. Det er ikke formet af nogle fastlagte, indre personlighedstræk. Det hele sker flydende.

Finurligt hedder det hos Oscar Wilde: ”Vær dig selv, enhver anden er taget!” Det er fortvivlende, når et menneske ikke vil være sig selv. Det forfejler selve bestemmelsen som et selv. Mennesket taber indhold og kerne i dets identitetsdannelse.

At stå ud fra sig selv er en sårbar affære, når livet er underlagt de fortløbende forandringer, krav og valg. Særligt det hæsblæsende er magtfuldt. Forandringer kan nemt blive styret af det hastige og hurtige. Hvad der kommer let, går let. Det bidrager til at tømme mennesket for indhold, kerne og tydelighed.

Har vi for megen hurtig tid og for lidt langsom tid, bliver vores eksistens let defineret på vilkår, vi har svært ved at balancere på en sund måde. For meget bliver for hurtigt overvældende. Der skabes usikkerhed i og omkring os.

Vi tvinges hurtigt væk fra vores være-identitet og over til en arbejds- og handlingsidentitet. Væredygtighed trives suverænt bedst i langsomheden.

Stol på at det vil lysne

En anmeldelse af en ny, vigtig bogudgivelse

70 korte, livsbekræftende og vedkommende klummetekster indgår i Tomas Sjödins nyeste udgivelse, Stol på at det vil lysne. Den er netop oversat og udgivet på dansk (marts 2020). Her følger en kort anmeldelse af bogen:

Den svenske præst og forfatter Tomas Sjödin skriver enkelt og vedkommende om den menneskelige eksistens. Han undgår på ingen måde det komplekse, det sværeste. Forfatteren har en helt særlig evne til at belyse de nære livsemner og konkret udfolde dem med tanke på almindelige menneskers hverdag.

Forlaget Boedal har tidligere gjort andre af hans bøger tilgængelige på dansk. Da jeg er blevet beriget og klogere på livet ved at læse Det sker når du hviler, Der er så meget vi ikke er nødt til og Den der finder sin plads tager ikke en andens, sker mødet med den nyeste af forfatterens hånd også med meget positive forventninger.

Bogen er eksistentielt og åndeligt velinformeret. En række bibelord og teologiske perspektiver er velintegrerede i dens klangbund og bærende lag, sådan som de er det omkring nogle opbyggelige pointer, der er værd at reflektere nøjere over. Generelt er teksterne godt komponeret både på et indholdsmæssigt og sprogligt niveau. Deres rytme og tråd understøtter på mange måder de særlige ærinder, der knytter sig til hver af bogens mange tekster.

Det flertydige og komplekse betyder tit et opgør med det enfoldige. Det er ikke tilfældet i denne udgivelse. Bogen er alt andet end naiv, indskrænket, snæversynet. Netop det enkle og enfoldige er eksistentielt og helhjertet på en måde, så bogen her rækker vidt ud. Den har med andre ord adresse til en meget bred målgruppe. Den kan vitterligt med stort udbytte læses af alle interesserede. Den kræver ikke fortrolighed med tro, kirke og kristendom. Alligevel ånder langt de fleste af bogens tekster af åndeligt liv og nærvær, men altså langtfra på en anmassende måde.

Tomas Sjödin har en direkte og åben kommunikation. Det virker tillids- og tryghedsskabende. Det harmonerer helt med hans sigte om, at ”vi kan møde tilværelsen i håbet om, at vi er omgivet af gode kræfter, tanker og fællesskaber”. Mennesker betyder meget for hinanden. Vi fristes til at sætte foden ned i døren og spørge, hvis de altså gør? Naturligvis ligger der opgaver og udfordringer og venter på os alle. Som Sjödin er inde på det: Er vi selv bærere af lys og håb og muligheder for andre? I vores omgang og tilgang med andre? Denne prøvesten, jævnfør de pågående spørgsmål, skinner klart og tydeligt efter endt læsning.

Det er ikke svært at finde noget, der kan undertrykke mennesker og deres liv med hinanden. Bogen rummer megen inspiration og gode frisættende meldinger, der virker opbyggelige, også når livet ramler ind i mørke og svære ting.

Bogen får min allervarmeste anbefaling. Køb og læs den – og giv den til andre! Der er storslemt brug for fordybelse og livsopbyggelse.

Yderligere info om bogen Stol på at det vil lysne

  • Forlaget Boedal, 2020, 165 sider, kr. 199,95
  • Bestil evt. bogen direkte fra forlaget (bogsalonen.net)
  • Og i samme forbindelse: Forlaget tilbyder netop nu en række andre gode sager til ekstraordinært lave priser

Undgå at løbe tør for ’værnemidler’ mod ensomhed

Findes der gode ’værnemidler’ mod ensomhed’? Og hvordan undgår vi eventuelt at løbe tør for dem i en situation, hvor ensomheden står i fare for at nå ”panepidemiske proportioner”? Denne opsats antyder mulige svar.

Dynamit Harry i Olsenbanden-filmen siger: ”Svigtet bliver man. Ensom og forladt. Alle mennesker tænker kun på sig selv. Den eneste, der tænker på mig – det er mig.”

Denne erfaring kan en del mennesker identificere sig med. Mange føler sig ensomme. Ufrivilligt ensomme. Dagene føles lange og i varierende grad tomme. Nætterne opleves lange og mørke.

Dynamit Harrys berømte udtalelse kan fint få ledsagelse af Storm P’s version: ”Ensomhed er en god ting – hvis man ikke havde sig selv at trækkes med.” Kun humoristen kan beskrive ensomheden sådan. Indsigtens alvor kan dog ligge i, at man kæmper med sig selv i ensomhedens mørke. I dette mørke er man tvunget til at have med sig selv at gøre.

Der er betydelig forskel på den frivillige og den ufrivillige ensomhed. Det siger næsten sig selv. Den første af slagsen kan være god og gavmild. Den anden kan være direkte ond og smertefuld. De ofte påførte tab kan skabe stærke ensomhedsfølelser.

Ensomhed har med andre ord et dobbelt væsen i sig. Ensomhed er både smerte og åbning. Den kan både nedbryde og opbygge. Spændingen kan også formuleres på denne måde: Ensomhed er et godt sted at besøge, men et trist sted at slå sig ned.

Vi er sociale væsener. Vi har alle brug for tilknytning – for at blive set og mødt. Derved får vi liv og eksistens. Vi behøver andre – og vi behøves af andre.

Opløsning af det sociale kit kan være smertefuld langt ind i sjælen af alt familie- og samfundsliv. For ensomhed er en socialt betinget smerte. Så meget sættes i stå og bliver ubevægeligt i det enkelte menneskes sind. Det mentale helbred udsættes for belastningsskader.

Findes der nyttige ’værnemidler’ mod ensomhed? Sådan til personlig refleksion, tilegnelse og virkeliggørelse? Hvilken form for beskyttelse udgør det bedste tiltag, når man fx føler sig henført til at leve i adskillelse fra andre?

Her følger nogle udvalgte, mulige svar på de nævnte spørgsmål, som igen kredser om det helt centrale problem: Kan vi udholde at være alene?

  • Modstå fristelsen til straks at svare på alt. Det kan være at svare med aktivitet, afbrydelser, adspredelse, underholdning og stimulation. Herved øges ensomheden blot. Rainer Maria Rilkes kendte ord er gode at minde om her: ”Åbenhed, tålmodighed, modtagelighed, ensomhed er alt”. Når vi er alene, skal der kun ét lille, rutinemæssigt tjek af mobiltelefonen til at afbryde vores tid alene; og dermed måske også undgå følelser og stemninger, der er knyttet til at være alene: uro, rastløshed, uforudsigelighed, kedsomhed og selvfølgelig også, nødvendigt og uundgåeligt, ensomhed.
  • Øv dig så godt du kan på den tålmodige venten. Føler man sig indespærret i ensomhed, kan det selvfølgelig være svært at følge rådet. Men gå gerne ind i øvelsen: Tålmodigt at afsøge og finde vejen til de frirum, som for den ensomme både er med og uden fællesskaber. Gode fællesskaber og relationer er vitaliserende, men freden og roen åbner også for tanker, der kan bygge noget bærende op hos den enkelte, når følelsen af ensomhed truer med at blive altdominerende. Tanken er den samtale, som det enkelte menneske har med sig selv. At tænke er også at være og kunne være alene. Tilspidset er Franz Kafkas opfordring, men den rummer megen indsigt: ”Du behøver ikke engang at lytte, bare at vente, bare at lære at være tavs, stille og alene. Så vil verden tilbyde sig frit og kvit, og afsløre sig for dig.” – Kun på den måde kan ensomhed blive ”de fængsledes privilegium” (Søren Kierkegaard).
  • Gå med din ensomhed ind i spejlets rum. Vejen til at ryste den eksistentielle, onde ensomhed af sig kan være lang og vanskelig. Der har aldrig været nogen nem vej fra mørke til lys. At den mere onde side af ensomhed også hører til i livet, kan vise sig nok så afgørende at erkende. En slags forsoning hermed kan vise sig nyttig. For kun derved kan ensomhed, smerte og længsel blive trædested på vejen gennem mørket ud i lyset. I den gode ensomhed kan der dukke meget godt op, som har en positiv indvirkning på fornyelse, kreativitet, relationer m.m. Der kan skabes noget værdifuldt, når ensomheden er det bedste selskab, som et menneske befinder sig i. Ét af de gode hjælpetiltag i mødet med et stort spejl kan være dette: At du fokuserer på det, der faktisk er lige foran dig, i stedet for alt det, der mangler. Det sete får liv og eksistens. Der så meget at være taknemmelig for. Den kærlige erindring er som et fyldt lager. Alligevel er det ikke alle, der er i en situation, hvor dette er nemt at håndtere. Den sygdomsramte og særligt svækkede, måske er det helt aktuelt en døende på et hospice, oplever, at ensomhed og isolation fylder det meste på livshorisonten. Adskillelsen opleves ond og tung. Det er forskelligt, hvor lang vejen til glæde og taknemmelighed er. I spejlets rum se og tænke på en måde, der også kan tjene andres gode erindring, deres glæde og taknemmelighed.
  • Sørg for megen fasthed og struktur i hverdagslivet. Det er en oplagt fristelse at tænke, at der nu skal puttes mest mulig opfindsom variation ind i den enkelte dag. Måske er der brug for, at du gør mere af det samme. Med stor fordel kan du vende tilbage til det, du gjorde i går. Dette kan gøres lidt mere konkret via nogle eksempler:
    • Til de daglige rutiner og ritualer kan høre, at du går lange ture, hvor du faktisk oplever, at du går dig dine bedste tanker til. Gåturenes længde kan med stor fordel forøges fra dag til dag. Den friske luft er som regel meget gavmild hele vejen rundt i vort liv – både med tanke på krop, sjæl og ånd. Men pludselig dukker gavmildheden også op i de småsamtaler, som vi sikkert alle får belagt vores vej med i denne tid. ”Vi asfalterer mens vi kører”, sådan i den åndelige forstand. Den gode indsigt og inspiration bobler os i møde gennem andres fortællinger, kloge indsæpil og spørgsmål.
    • Alle de fortløbende og uroskabende nyhedsopdateringer kan erstattes af en lille genopfindelse: Det almindelige brevskriveri. Det er en kommunikationsform, som lukker op for fordybelse og kalder på fællesskab mellem afsender og modtager. Vi giver noget af os selv, og vi modtager noget vigtigt i returbrevet. Et brev er en form for samvær med modtageren. Samværet beriges og styrkes, fordi brevskriveren formulerer sine tanker til vedkommende. Det konventionelle brev er i høj grad afløst af sms/messenger-beskeder. Er portoen for høj, kan et brev vedhæftes den digitale mail.
    • Det meget generøse ’værnemiddel’ mod ensomhed har historisk set ofte været knyttet til fordybelse og læsning. Den gode bog er som en økse, der kan hugge det frosne hav op i læserens indre, som den sydafrikanske forfatter Coetzee har fremhævet det. Af alle liv er det kontemplative liv det bedste (Aristoteles). Et helt personligt formet eksempel afrunder denne tekst: Den noget begrænsede forretningsaktivitet i denne tid kan bruges til fordybelse og inspiration. Som selvstændig forfatter og foredragsholder blev alle mine foredrag i løbet af et par dage her i marts måned aflyst. De relativt bærende og vigtige honorarer for i alt 8-10 foredrag forduftede dermed. Set ud fra et økonomisk perspektiv var det ikke opløftende. Men penge er slet ikke alt. Jeg valgte målrettet at bruge ”coronapausen” til at hente inspiration, tænke tanker og ”skærpe” mig. Jeg tager derfor mange notater til artikler, blogs, kommende foredrag og kurser – og ikke mindst til den kommende bogudgivelse. Disse studier er naturligvis min mulighed eller prioritering. De skal styrke min startopstilling i arbejdet og ikke mindst mine indsigter vedrørende den menneskelige eksistens og livets smertepunkter.

De fleste af os befinder os nu på steder i livet, som vi ikke helt kan overskue. Vores adgang til hinanden og verden omkring os er begrænset. Vi tvinges ind i ensomheden, stilheden og langsomheden. Det kan være godt sådan. Vi kan alle have brug for at åbne os for en mental flytning væk fra uro og rastløshed, væk fra ængstelighed og onde sider af ensomheden. Der findes også en god ensomhed, som vi kan boltre os i og få berigende gavn af.

Sorg kan give livet betydning

Ved Bogforum her medio november 2019 gjorde særligt to – ud af ganske mange – samtaler indtryk på mig. Der var faktisk i alt tre helt særlige samtaler, der mærkede mit beskedne tankeliv. Den sidste samtalepartner kommer jeg tilbage i bloggen, der ender ud i en bloganmeldelse af en ny bog af denne tredje person.

Ganske kort om den første samtale:

En skoleklasse vandrer ind forbi min stand på Bogforum. Én af klassens drenge bliver stående og lister lidt væk fra sine kammerater. Han er vel ca. 10 år gammel. Han stiller sig ved mine bøger. Hans blik er afsøgende, men rammer en bog om sorg og ensomhed (“Lystid i mørket: Essays om sorg, ensomhed og livsmod”, som jeg netop har udgivet). Han står og tænker lidt. Han spørger: “Kan du fortælle lidt mere om bogen?” – Jeg får blandt andet sagt, at den er skrevet til mennesker, der har oplevet tab og sorg i deres liv, måske nogle der kender til ensomhed. Efter en lille tænkepause siger han så: “Denne bog vil jeg gerne købe til min mor til julegave.” Og han fortsætter: “Min mor har megen sorg; jeg tror, det er en god bog til hende.” De efterfølgende dage har jeg tænkt på drengen og hans store kærlighed til eller omsorg for sin mor. Også på den led er der åbenbart en tæt forbindelse mellem sorg og kærlighed. Drengen var optaget af et spørgsmål under sit besøg på Bogforum: Mon der er noget godt, jeg kan give hende her til jul? Og så vil jeg lige tilføje: Jeg skrev en hilsen til hans mor og signerede bogen – og ønskede dem det allerbedste.

Tilsvarende kort om den anden samtale:

En moden kvinde på ca. 70 år kom hen til min bogstand og sagde med reference til bogtitlerne: ”Det var dog nogle forfærdeligt triste emner, du skriver bøger om.” Før jeg fik spurgt hende om lidt uddybning af hendes kommentar, nåede hun at sige: ”Jeg har brugt hele mit liv som psykoanalytiker på at få løsrevet mennesker fra sorg, ensomhed og så videre.” – Hun understregede også for mig, at hun absolut ikke skulle læse mere om den slags emner, for det gjaldt om at lægge afstand til alt mørkt og trist. Jeg fik stadig vanskeligere ved at nå ind med mine spørgsmål, som jeg selv fandt betimelige i den lidt tilspidsede samtalesituation, men ét spørgsmål fik for alvor hendes ansigt til at koge – og måske hendes blod også. Jeg spurgte hende forsigtigt: ”Har du læst noget om de nyere og mere dynamiske måder at opfatte sorg på, f.eks. to-sporsmodellen? Og hvordan sorg måske også mere positivt kan bidrage til livet? Eller kan indgå i en refleksionsproces, hvor vi lærer os selv lidt bedre at kende?” Hun vendte fluks om på sin lette eller tyngede tå. Hun ville altså ikke høre mere på mine – velmente og åbnende – spørgsmål. De virkede for provokerende på en person, der vidste bedre og især meget mere om sorg, end jeg åbenbart gjorde.

Og nu til en lidt mere uddybende – den tredjesamtale:

Denne samtale havde et noget andet udgangspunkt. Afsættet for samtalen kan indkredses på denne måde: Sorg kan give livet betydning. Sorg kan ære tabet og vise os dets betydning. En accept af livets sorgfuldhed, som ingen kan behandle væk, kan faktisk i mange tilfælde være hjælpsom. Der kan opstå vedvarende eller komplicerede sorgreaktioner hos et menneske, men vi må også tro på, at den sørgende kan sættes i stand til at bære sorgen, så livet kan leves på trods af tabet. De nye, ændrede livsvilkår på bagkanten af tab kan måske endda indebære, at sorgen i sig bærer et udviklingspotentiale, som med tiden kan blive til en livskraft.

Denne beskrivelse indeholder mange låneord. Ord fra bøger, ord fra gode samtaler. Det meste af det blev kort omtalt og spejlet i en samtale med Mai-Britt Guldin, som jeg havde på fagscenen under bogmessen. Mai-Britt Guldin har – blandt så meget andet – skrevet indsigtsfuldt om sorgens mere positive, eksistentielle aftryk. Hun er psykolog, specialist i psykoterapi og ph.d., seniorforsker og leder af forskningsprogrammet ’Tab og sorg’ på Aarhus Universitetshospital.

Uden at ville underkende andres store viden om tab og sorg, så er Mai-Britt Guldin for mig at se den fagperson, der mest indfølende og indsigtsfuldt kan beskrive vanskelige sorgtemaer. Det har hun gjort i en hel række af udgivelser. Her skal nævnes et par af dem: Bogen Tab og sorg: En grundbog for professionelle (2. udgave, 2019) er et sandt overflødighedshorn. Den er født ud af og kultiveret i hele psykologiens fagområde. Hun skriver også kortfattet og præcist i en bog med flere bidragydere, nemlig Giv sorgen ord: Sorgkultur under forandring (2019). I sidstnævnte udgivelse redegør hun for den såkaldte tosporsmodel og den psykologiske sorgforståelse. Her kommer hun ind på flere aspekter af sorgens dynamiske liv hos de allerfleste mennesker. Hun ser sorgen som en basal reaktion og som en del af en tilpasningsproces. De mere sociale og kulturelle plus de komplicerede aspekter af sorgen beskrives også. Og i forhold til mit særlige fokus i denne blog så belyses sorg som eksistentielt vilkår og udviklingsagent på en virkelig oplysende måde.

Slutpunktet i denne blog skal være en kort anmeldelse af Mai-Britt Guldins netop udgivne bog Kort & godt om sorg fra Dansk Psykologisk Forlag. På blot 90 veldisponerede sider gives der en aldeles glimrende redegørelse for de fleste relevante sorgspørgsmål:

  • Hvad sorg er?
  • Hvordan sorg viser sig?
  • Hvordan den forløber?
  • Kan man lære at leve med sorg?
  • Kan man blive syg af sorg?
  • Hvornår er der brug for sorgterapi?
  • Kan sorg få betydning, så den faktisk rummer et udviklingspotentiale?

Uanset spørgsmål eller tema giver denne bog indblik og udblik ud fra det allerbedste og skarpeste afsæt. Specielt slående har det været under læsningen at se, hvordan Mai-Britt Guldin qua forsker og erfaringsnær forfatter får udfoldet det principielle, faglige perspektiv i relation til disse spørgsmål, men også får beskrevet alt så jævnt, konkret og livsnært i forhold til de samme spørgsmål. Det er mesterligt gjort. Ikke mindst er det til megen stor hjælp, inspiration og støtte for sørgende.

Hvorfor en bogforside skal være så relativt kedelig, forstår jeg nok ikke helt? Og hvorfor jeg ikke umiddelbart møder informationer – i form af anmeldelser og annoncer – om en så vigtig udgivelse, det ser jeg heller ikke det indlysende i? Bogen får mine allervarmeste anbefalinger. Jeg kan se den brugt i rigtig mange undervisnings- og oplysningssammenhænge. Og så henvender den sig jo ikke mindst til det enkelte menneske, der oplever sorg.

Denne udgivelse hjælper – også mig selv – til at erkende mere af, hvad sorg kan give af betydning i livet. Tør vi giver sorgen plads i livet og samtalen, kan ikke dens smerte ikke bare forvandle sig til erindringens glæde, men også lære os at leve. Mai-Britt Guldin knytter til ved en gammel og solid indsigt, når hun kort og enkelt skriver: ”Man kan sige, at sorgen kommer med et krav om forandring og et tilbud om udvikling.”

At kunne forbinde sig med en bog

I litterære studiemiljøer på universiteterne har vi i længere tid – blandt andet også – oplevet, at det eksistentielle blev skrevet ud af bøgerne. De benyttede læsningsperspektiver lagde til rette for det. Hvor man lidt firkantet sagt ikke fik svar på, hvorfor litteratur er vigtig. Den britiske litteraturprofessor Rita Felski har i et dagsaktuelt interview (Politiken d. 19. okt. 2019) peget på, hvor vigtigt det er at gå i clinch med denne tendens, der har været rådende i alt for lang tid. Jeg finder det i den forbindelse vigtigt at pege på følgende:

Den litterære fortryllelse, selve læseoplevelsen, er naturligvis afgørende, men den bliver helt klart bedst, når der er noget på spil. Rita Felski får bedst understreget den første del af sætningen. Men bøgerne skal være livet om at gøre. De skal skrives ud af nødvendighed. Og sådan bør det også være med kunst mere generelt.

Genfortryllelse er oplagt vigtigere end affortryllelse. Det er næsten selvindlysende vigtigt, men sådan har det ikke været. Det er dekonstruktionen og affortryllelsen, som har domineret studierne af litteratur og kunst i alt for høj grad. Hvad er det så, at jeg efterspørger? I kortform er det: Det handler om både følelser og tanker. Kan de blive levendegjort og spejlet på en nærværende og vedkommende måde, kan vi tage berigende indsigter med os fra læsningen. Er det ikke også bare det, man hører igen og igen.

Overvejelserne er også kommet helt tæt på mig selv i forbindelse med en bog, jeg udgiver her om et par uge. Bogen bærer titlen Lystid i mørket: Essays om sorg, ensomhed og livsmod (Vita Nouva Publisher 2019). Bogen bringer ganske meget i spil. Særligt det der befinder sig inde mellem liv og død. Det er da også en del, skulle man synes. Litteratur må gerne være smuk som kunstform, men den må allerhelst forholde sig til vores liv – og fx spejle livets smertepunkter. Derved bliver den vedkommende. Derved kan den yde livshjælp. Formidlingen, formen, spiller naturligvis en vigtig rolle, hvor jeg da også har tilstræbt at skrive enkelt og vedkommende.

Det er klart, at læsningen i den enkelte læsers liv kan afstedkomme så meget. Vi er fx alle forskellige steder i sorgen. Det vil have en afsmittende virkning på udbyttet. Men det at kunne forbinde sig med en bogs indhold kan være afgørende. Men hvad gør, at en læser forbinder sig med en bog? Det gør ’identifikation’, ’fortryllelse’, ’anerkendelse’ og ’chok’, fremhæver den nævnte litteraturprofessor. Umiddelbart er jeg helt enig. Måske jeg kan formulere det på denne måde: Det gør den direkte italesættelse. Hvor der fx gives sorgen ord. Hvor ensomhedens tunge side anerkendes og udfoldes. Hvor vi som læsere føres ind foran “mulighedernes tryllespejl” (Kierkegaard).

I forbindelse med den nævnte bogs tilblivelse har jeg da også gjort mig nogle forestillinger om den optimale anmeldelse og tilbagemelding. Det er helt klart denne reaktion: Jeg fik oplevelsen af at blive ramt igen og igen. Det var fantastisk at læse en bog, der rørte mig, fordi jeg kunne spejle så meget af mine egne sorgerfaringer i bogens essays.

Ingen af os kommer forventningsløse til en bog. Vi tager vort eget liv og vore egne erfaringer med ind i læsningen. Disse erfaringer kan være meget forskellige. Men jeg har ønsket, at læserne bliver løftet og støttet, hvor de nu er. Identifikation og genkendelse hører således til mit ønskemål med bogen.

Og en lille mere litteraturhistorisk krølle til sidst: Den franske semiotiker Roland Barthes er berømt for udsagnet om forfatterens død. Han satte en modsætning op mellem forfatteren og værket. Kun teksten var vigtig, forfatteren selv spillede ingen rolle, men den position er fortid. Litteraturdækningen er fuld af historier om forfatternes egne liv, og autofiktion fejrer triumfer. Nu om dage kan man slet ikke undgå forfatteren. Forfatterne er meget mere aktive, end dengang Roland Barthes formulerede sin påstand. Litteraturen er i dag i live på så mange måder. Den kan måske derfor også være et bidrag til at ændre noget på individuelt niveau.

Med det sidste er vi igen tilbage til et ønskemål for de 20 essays i bogen Lystid i mørket. Om ønsket er eller kan blive opfyldt, det må andre bevidne og vurdere.

Sorg sætter venskaber på prøve

Det sker ikke så sjældent, at vi påfører hinanden en ekstra sorg, fordi vi agerer taktløst eller uden indsigtens alvor og følsomhed. Den hårdt optrukne påstand lyder: De levendes fornægtelse af de døde er et kapitel, der er fyldt med tavshed, undgåelse og taktløse ord. Det kan også handle om andre slags tabs- og sorgerfaringer.

Hvor ofte det ligefrem koster venskaber, ved jeg ikke, men noget kan nemt gå i stykker, når livets smertepunkter ikke finder plads i vore møder og samtaler. Særligt gælder det, når vi bærer rundt på en sårbarhed i forhold til nogle meget tunge erfaringer, som er blevet en del af os.

Ofte gør der sig en særlig forventning til sørgende gældende. Den sørgende forventes at komme fri af sorgen efter tabet relativt hurtigt. Den sørgende for sin del oplever helt klart, at andre ikke forstår, at sorgen og savnet er så gennemgribende, og at erkendelsen af tabet og den hjemløse kærlighed fortsat er så levende. Sorg tager lang tid. Vi indgår alle i en livslang alliance med sorgen, når den først har tvunget sig ind på os.

Flere erfaringer er måske vigtige at tage i ed i forhold til det, som allerede er nævnt. Disse skal nævnes og kommenteres:

  • Det kan tage lang tid at lytte sig ind på og forstå et andet menneskes sorg.
  • En stor del af vores identitet skabes gennem det, vi fortæller om os selv og hinanden.
  • Men levnes der overhovedet plads til aktiv, langsom lytning, når samtalen drejer sig om sorg? Vi kan lukke munden, men vores to ører kan vi ikke tilsvarende lukke. Det er en klog indretning, vi ofte ikke har nogen glæde af.
  • Det går hurtigt sådan, at den sørgendes sorg bliver beskrevet og forklaret af andre, end den der ejer retten til sorgen. Andres forklaringer øger hurtigt sorgen og ensomhedsfølelsen hos den sørgende.

Retten til egen sorg bliver nemt udfordret på forskellige måder. De nævnte er blot nogle af dem, hvor der sker det, at sorgen bliver sat på prøve. Prøven udfordrer venskaber.

For eksempel når andre menneskers reaktioner er præget af almindelig undgåelse eller rungende tavshed – eller ganske modsat når alle de velmenende forklaringer og kommentarer så helt tager styringen.

Tillad mig at trække på noget, jeg tit har hørt om fra mennesker i sorg: De føler sig berøvet. De er blevet berøvet deres sorg – og muligheden for at forklare sig selv. Nogle vil gerne trøste og formindske den sørgendes sorg, men sorgen og ensomheden øges kun på denne måde.

Der er så meget, vi kan tale med venner om. Skulle man i det mindste tro. Men sorg sorterer og omgrupperer alle i den sørgendes omgivelser. Sorgen sætter venner på prøve. Nogle består prøven. Andre dumper. Gamle venskaber kan blive dybere i en fælles sorg eller pludselig tage sig overfladiske ud.

”Med venner i lys vi tale” (jævnfør Grundtvigs smukke formulering, som jeg intet ønske har om at øve vold på eller placere uden for dens særlige salme kontekst), men hvordan forholder det sig i dødens og sorgens mørke? Taler vi også godt sammen dér?

Mange er gået helt fejl af hinanden i den situation. Mange har gjort ganske tunge erfaringer, fordi de knyttede for håbefulde forventninger til det venskab, de troede var helt intakt. Jeppe Aakjær spørger: ”Skuld gammel venskab rejn forgo / og stryges fræ wor mind?” – Det viser sig, at det skulle det. Visse forventninger var åbenbart alt for naive. Koderne var ikke rummelige nok. Tabuerne var alt for høje. Blev navnet på den døde nævnt, faldt taktslaget straks. Tavshed, frygt og usikkerhed sørgede hurtigt for, at samtalen lukkede i som en østers. Ikke engang et let slag på skallen kunne åbne selskabets ”østers”.

Er vi ikke kommet videre, så vi i dag på en mere naturlig måde kan give sorgen ord? Har tavsheden og tabuiseringen ikke fået ringere kår? Det er ikke tilfældet, hvis jeg skal tro på de sorgfortællinger, jeg har lagt ører til i de seneste år. Mange føler sig så alene dér i ensomhedens sorg, fordi de kun i ringe grad bliver forstået og lyttet til. Selv de tidligere så gode venner er begyndt at undgå dem. Der dukker stadig gode lyttere op, der stiller de vigtige og uddybende spørgsmål, hvilket i en del tilfælde skaber vej for nye venskaber. Men det reducerer ikke alle de dårlige erfaringer

Hvad sørgende må agere måltavle for, skal jeg ikke beskrive yderligere her. Men jeg vil kalde til besindelse på følgende: Den enkelte sørgende ejer retten til egen sorg, og denne ret skal ikke hele tiden sættes på prøve. Gode venskaber kan holde til meget, herunder dybe snakke om det, der fylder hos os hver især.

Der er brug for, at vi møder hinanden. Da kan der ske mange afgørende ting, for eksempel disse:

  • At vi deler det, der ikke er så let at dele.
  • At vi også bærer rundt på det smertefulde, det ubærlige.
  • At vi går ud i den virkelige verden sammen.
  • At vi gør alvor af, at sorgen ikke er et problem, der kan eller skal løses, men et liv der skal leves.

Da kan sorgen blive et indspil eller et udkast til fremtidens liv. Det kan være til stor berigelse for den enkelte sørgende og for vort fællesskab med hinanden. Da får venner talt med venner til hjælp, støtte og trøst. Den ene sorg kan nødvendigvis ikke forklare den anden, men forskellige menneskers sorgoplevelser kan godt overlappe hinanden. Derfor kan der være en forståelse mellem sørgende. Man ved kun selv, hvad man ved – og selv om man ikke ved andet, end at man ved noget forskelligt (Julian Barnes). Også den indsigt er hjælpsom.

Sorgens vidt forskellige følelsesudsving

Til sorgens smerte hører det særlige, at jeg må bære sorgen selv. Ethvert menneskes sorgerfaring er helt dets egen. Sorgen kan ikke afleveres til eller væltes over på andre. Derfor bidrager sorgen også til ensomhedsfølelser. Tabets og sorgens følelser er ikke entydige eller konstante, men som oftest forårsager de en følelse af ensomhed eller alenehed. Mismodet bemægtiger sig i den situation tit en stor del af sindets dybder. Vejen til livsglæde og livsmod forekommer til tider ufremkommelig. Det samme gælder vejen til det et hjælpsomt fællesskab og netværk.

Det mistede i livet kan ikke trækkes fra eller gøres ligegyldigt. Det vi elsker og holder af er aldrig ligegyldigt. Det bidrager til vort liv. Vi lever med det i kærlig erindring. Når to mennesker for eksempel oplever, at deres døde barn er båndet mellem dem, så lever barnet i erindringen. Mindet vil altid være levende. Det vil savnet og sorgen også. På den måde kan de døde leve i vores liv.

Paradoksalt nok kan livet i sorg lukke op til ny indsigt, nye kræfter, nyt lys. Eller måske er det ikke så modsætningsfyldt. For er det ikke i den mørke tid, at øjet begynder at se? Er der blot et lille lys eller et omrids af lys dybt inde i mørket, kan der alligevel ske noget forunderligt. Små revner og åbninger med lys viser sig. Der er nu lystid i mørket.

~

Sorg er ikke uden glæde. Og modsat. Det ses for eksempel hos salmedigteren Thomas Kingo i hans berømte ”hjerte-suk”, som han selv kaldte det. Suk der næsten kommer før sproget, før ordene, men som alligevel er iklædt et smukt og spændstigt sprog: ”Så er sorg til glæde lænket, / så er drikken mig iskænket / besk og sød i livets skål, / sådan er mit levneds mål.” En anden digter, B.S. Ingemann, har bidraget med denne realistiske beskrivelse: ”Tit er jeg glad, men vil dog gerne græde.” Således er livets stærke følelser og kontraster, sorgen og glæden, viklet ind i hinanden.

Livet er ikke længere helt sorgløst for den person, der har erfaret tab og sorg. Sorg er ikke noget, der kan henføres til et tilbagelagt stadium. Den sørgende kan ikke uden videre kappe alle bånd til en mistet person, som tidligere har været vigtig for vedkommende. Sorg bliver en væsentlig del af en eksistentiel tilstand. Mange omskiftelser gør sig gældende inde i spændingen mellem sorg og glæde – både i forhold til fortid, nutid og fremtid. Sorg og glæde er livets uadskillelige rejsekammerater.

~

Det hospitals- og sundhedsfaglige personale tager hånd om den medicinske behandling. Men hvordan forholder det sig med håndteringen af de eksistentielle og åndelige spørgsmål? For eksempel spørgsmålene om angst og sorg? Én sagde det på denne måde: De møder mig ikke dér, hvor jeg er. De er sådan set flinke alle sammen. De spørger pænt til mig, hvordan jeg har det. De giver mig medicin. Hvordan jeg i virkeligheden har det, det ved de ikke.

~

Sigmund Freud, den kendte østrigske psykoanalytiker, skrev en banebrydende tekst med titlen ”Sorg og melankoli” (1917). Den har øvet stor indflydelse på, hvordan vi i den vestlige kulturkreds er kommet til at forstå sorg. Med begreber som ”sorgarbejde” og ”løsrivelse” introducerede han idéen om sorg, som en proces, hvorigennem den sørgende kommer frem til en accept af tabets realitet på baggrund af en løsrivelse fra den afdøde. Kun gennem af-investering af energien knyttet til afdøde frigives der energi til re-investering i et nyt objekt. Det er det psykologiske arbejde, Freud omtaler som sorgarbejde. I denne måde at tænke om sorg på har der ikke rigtig været plads til individuel variation eller subjektiver oplevelser.

I nyere tid har sorgforståelsen gennemgået en stærk udvikling. Forestillingen om løsrivelse som endemål for sorgen er blevet stærkt udfordret. Der er fremkommet nye teorier om for eksempel ”vedvarende bånd” og et stærkere fokus på temaer om de psykiske og fysiske følgevirkninger af tab. Der er nu mere fokus på de følelsesmæssige udsving i sorgen. Sorg ses ofte i relation til dynamiske og individuelle processer, der dog stadig ofte bliver betragtet i en sundhedsorienteret optik. Senest er der dog kommet et øget blik for og studier i sorgens kultur, det vil sige også sorgprocessers struktur og forløb i forhold til komplekse samspil i kultur og samfund. Det giver også bedre plads til de eksistensfilosofiske perspektiver på sorg og sorgerfaringer. Her kan sorg for eksempel betragtes som en fundamental følelse, der ikke skal gøres op med, og som man for enhver pris må forsøge at komme fri af. Sorgen ses nu som konstituerende for det enkelte menneskes måde at selvfortolke sin eksistens og natur på (Svend Brinkmann).

Den dominerende forståelse knytter til ved den dobbelte idé om sorgen som både en indre og en ydre udvikling efter tabet (Margaret Stroebe og Henk Shut). Tosporsmodellen kaldes den. De følelsesmæssige reaktioner, for eksempel tristhed, fortvivlelse og meningsløshed, følger et såkaldt ’tabsorienteret spor’. I det ’restaurerende spor’ er fokus på tilpasning til tabet og på at få hverdagslivet til at fungere på nye vilkår. Sorgprocessen udvikler sig ved at gå ind og ud af de smertefulde følelser. Sorgreaktioner kan være meget forskellige på forskellige tidspunkter, også i det enkelte menneskes liv.