Når livfuldhed vækkes respektive svækkes

En mor på 52 år kom med denne tankevækkende bekendelse i et interview, hvor hun fortæller, at hun har svært ved at sikre sig roens eftertænksomhed og refleksion: ”Jeg har arbejdet hele mit liv og har tre børn. De første år var jeg strukket ud, og der var meget mindre plads til mig selv. Det var nogle hårde år, hvor jeg var stærkt udfordret og indimellem så belastet, at jeg dårligt kan huske, hvordan jeg kom igennem. Der var hverken frirum eller refleksion over, om det var et godt liv. Jeg kløede bare på.”

At sikre sig magten over et tidsregime er en krævende udfordring. Taberen i spillet bliver hurtigt de livgivende mellemrum, som presses ned i små sprækker og øjeblikke. Konfronteres vi vedvarende med et altopslugende hav af krav, er det måske ikke så vanskeligt at forstå, hvem der vinder magten til sidst? Hvordan er levevilkårene da for spørgsmål om et godt liv og livets mening?

Den tyske sociolog og filosof Hartmut Rosa har i flere bøger udfoldet samspillet mellem acceleration og fremmedgørelse. Han beskriver blandt andet drivhjulene i den sociale acceleration, og hvordan tilværelsen står i fare for hele tiden at blive speedet op. Og det er netop i denne accelererende verden, at vi fremmedgøres mere og mere for hinanden. Mange af os har helt åbenbart svært ved at bryde accelerationscirklen.

Tiden er blevet en knap ressource. Der er mere, der skal nås – men døgnet har stadigvæk det samme antal timer. Det moderne livs mennesker kommer uafvidende til at skubbe eftertænksomheden og refleksionen ud i nogle eksistentielle yderkantsområder. Det styrker følelsen af at miste kontrol over indvejene til det gode, meningsfulde liv.

Fremmedgørelse står som en negativ kontrast til det gode liv. Det er en måde at se på det i et samfundsmæssigt perspektiv. Det har også betydning for det enkelte menneske. Hvordan stækkes uroen? Kan vi finde tilbage til momenter af ikke-fremmedgjort menneskelig erfaring? Hvordan vækkes livfuldheden i et forjaget, uroramt menneskeliv?

Det er fristende at blive ét med dystopiske forestillinger som disse: Verden bliver på mærkelige måder mere farlig og uforståelig. Verdens affortryllelse tager fart. Verdensforbindelsen er ved at gå op i limningen. Følelsen af eksistentiel usikkerhed vokser, og vi mister kontrol over livets indveje.

I bogen Et liv med mellemrum: Korte essays (udkom d. 1. okt. 2020) gør jeg gældende, at livet både opstår i mødet med det, der ikke kan kontrolleres, og det, der rent faktisk kan kontrolleres. Vi lever vort liv i denne vekselvirkning mellem det kontrollerbare og det ukontrollerbare. Hvad sker der, når de sidste rester af det ukontrollerbare i livet bliver gennemlyst, beregnet, optimeret? For det er vel karakteristika i den fortsatte udvikling af den såkaldte modernitet? Der er kendetegnet ved vækstideologi, digitalisering, benchmarking og kontroloptimering? (For nu at nævne nogle af emner, som Hartmut Rosa fremhæver i et interview med Weekendavisen, d. 2. oktober 2020)

Der sker en tiltagende menneskelig fremmedgørelse, som igen bidrager til det nedslående resultat: At resonansen – genklangen – på det eksistentielle plan ikke finder nedslag og bliver omsat til livfuldhed. Jeg tænker, at det er hjælpsomt på forskellige måder at tilvælge resonans-løsninger i livet. Der sker noget med mellemrum. De kan vise sig livfulde på en generøs måde.

Hvis vi forbinder os med verden og indlader os på noget, vil det sige, at vi samtidig åbner op for muligheden af, at vi selv kan forandres. Det kan have med den gode samtale med andre at gøre. En dialog kræver måske blot en villighed til at møde verden med både åbenhed og tillid. At man indlader sig på også at kunne blive forandret. At man for eksempel gør sig sårbar ved at stille sig til rådighed over for resonansens mulighed. Her kan selv det fremmede, altså gennem åbenhed og indladelse, blive lukket ind på en måde, som giver os mod til at lære nyt.

Når en resonanstråd former og udvikler sig, begynder tråden at ”gløde”, og øjnene lyser op. Derved kommer det til en stærk vekselvirkning. Noget griber og bevæger os, vi har kontakt til dette andet. Da dannes en tråd mellem subjekt og verden, som gløder og af og til kan gå itu. Når tråden vibrerer og forbinder sig til verden, sker der noget godt. Det er absolut det generelle. Verden svarer. For eksempel sker det ved at udvikle sin egen stemme og at få den hørt, men det er også at høre en andens stemme og blive rørt af den.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>