I sin grænse møder vi det nye

Grænsen er et vækstområde. Kreativiteten udfolder sig i dette område. Afgrænsning har en fundamental betydning for skabelsen og hele den menneskelige tilværelse. Det er ved at overskride grænser, at vi får adkomst til at gribe noget nyt. En grænse kan eller bør derfor lede dig. En grænseoverskridelse er som en åbning til nyt land. Den muliggør udveksling og samhandling, ny indsigt og kundskab.

Teologen Paul Otto Brunstad, Bergen, satte mig for alvor på sporet af disse tanker. De har beriget mit arbejde som kunstner. Men de har ligeledes ledt mig i andre opgaver. Man må forlade det trygge, for at give sig ud i det utrygge og fremmede, ud i et grænseland. Livet afhænger af beskyttende grænser, samtidig må vi overskride dem. Livet i det udsatte grænseområde kan skabe svimmelhed og ubalance. Men drømmen om den absolutte balance er lige så farlig som drømmen om det friktionsløse og kaosfrie. Grænsen er ubalancens sted. Randzonen er i stadig forandring. Brunstad satte ord på både betydningen af grænsedragning og overskridelsen af grænser. Udfoldelsen følger disse linier:

Skal man mestre livet i randzonen, må man leve med og i den usikkerhed, som findes dér. Skal man skabe noget nyt, skal man nå nye mål, må man have noget af kaosset på indersiden af sig selv. Ubalancen er stedet for ny erkendelse. Den gør os følsomme og åbne for landskabet rundt om os. Ubalancens åbenhed gør, at vi kan komme trygt gennem farlige områder. Den fuldstændige balance kan virke mere tillokkende, men harmoni og balance har sine egne farer. Man bliver hurtigt boltet fast i sin egen tryghed, i sin egen sikre position, man mister dynamikken, dristigheden og driften fremover.

En grænsedragning er en nøgle til det gode kreative arbejde. Det udflydende, det formløse eller amorfe er kendetegnet på det modsatte. Dér hvor alt flyder, hvor der ikke findes grænser, hvor ingen tør tage bestemmelse om noget, forsvinder skaberkraften, kreativiteten, innovationen. Når noget bliver udflydende, sker der en udsivning af kraft og energi. Det gælder på det kollektive plan, men det gælder også for det enkelte menneske. Mennesket bliver udflydende, karakteren går i opløsning. Al fokusering og målrettethed forsvinder. Det er ikke længere til at regne med eller at stole på.

I mødet med vore egne begrænsninger, i mødet med det fremmede, står vi på tærsklen til det nye. Den som aldrig møder sine egne begrænsninger, vil aldrig kunne se mere, forstå mere, end det vedkommende allerede har forstået. Det er først, når vi kommer til vejs ende, når vi står ved grænsen af det, vi allerede behersker og har kontrol over, at vi er i færd med at lære eller udvikle noget nyt. Aldrig er det fremmede, forstået som en ny mulighed, nærmere os end når vi ikke når længere. Væggen er stedet, hvor man med størst sandsynlighed er nærmest en dør. For den der møder væggen, kan det være en god trøst.

Grænsen er ikke kun adskillelse. Der står jeg også ved begyndelsen af noget, som er større og mere omfattende end mig selv. Grænsen er håbets og mulighedens fødested. Uden at noget slutter, vil heller ikke noget nyt kunne begynde. Grænsen er det muliges udgangspunkt. Stien som gik langs grænserne til det romerske rige, blev kaldt for limen. Var man på denne sti, var man kommet til vejs ende i det rige, som romerne allerede havde erobret, men samtidig stod man på tærsklen til en fremmed verden, fuld af nye muligheder.

Umiddelbart er dette en åbenbar psykologisk erfaring eller oplevelse hos det grænsevandrende menneske. Når det bryder eller overskrider grænser, får det vasket sanserne. Det liver op ved mødet med det uvante, og opmærksomheden flytter væk fra de vante riller. Måske kender vi det alle sammen. Vi oplever det for eksempel, når vi boltrer os i bølgerne, og det er måske årsagen til, at stemningen ved stranden altid er let og lys. Faktisk er passagen gennem overflader et af livsfænomenets inderste principper. I den forstand er livet et overfladefænomen, hvad der dog ikke indebærer, at det ikke også er dybt.

Det hører til mit personlige erfaringsuniversum, at livet gennem fraværets nærvær rykker rundt på grænser. Vemodet knytter sig blandt andet til adskillelse, tomhed, tab og fravær. Og i erfaringen heraf ligger en dyb længsel efter relation, fylde og nærvær. Tomrummet, der opstår som følge af tab og adskillelse, virker samtidig frigørende på fantasi og skaberkraft. Melankolien bærer i sig det kreative grænsearbejde. I sin grænse møder vi det nye.

Hvorfor tillader Gud frygtelige lidelser i verden?

Det er mere end svært at forstå, hvorfor der finder så grusomme lidelser sted rundt omkring, når Gud med et knips i fingrene kunne forhindre det, hvis han ville. Har han ikke magten til at forhindre de her ubegribelig grusomheder?

Det virker ganske ubegribeligt. For den der virkelig kæmper med dette spørgsmål som andet end et spekulativt eller filosofisk problem, så er Guds afmagt og tavshed et ganske alvorligt spørgsmål. Guds tavshed kan blive en ekstra lidelse i sig selv. Forfærdelig kan det være at opleve denne tavshed, når et menneske har råbt sin nød og klage ud mod Gud. I visse tilfælde får et grædende menneske lov til at møde en grædende Gud.

Det store kontroltab

Der er skrevet ufattelig mange hyldemeter om denne klassiske problemstilling, uden at den gode forklaring er kommet for en dag. Heller ikke jeg kan levere byggeklodser til et sikkert tankesystem.

Det ligner det største kontroltab i verden. Guds tab af kontrol og magt. Der sker så mange forfærdelige ting rundt omkring, som kun kan være det her bevis på, at Gud har tabt kontrollen med sin verden og sit menneske. Mange har derfor nået til den konklusion, at Gud slet ikke eksisterer. De har forkastet tanken om Gud på grund af livets grusomhed.

Tilstedeværelsen af ondskab og lidelse i verden ses som et virkeligt blokerende problem for tanken. Men vi kan ikke sige, at f.eks. det onde kommer fra Gud. Det onde skyldes sig selv. Den korte version lyder sådan: Gud er ikke det ondes årsag. Lidelsen er ikke efter Guds vilje.

Der kan godt ske noget i verden, som ikke på nogen måde er et udtryk for Guds vilje og væsen. De forskellige religioner forholder sig meget forskelligt til lidelsen. Kristendommen er her redelig på sin egen måde: Den erkender blankt, at den ikke har et klart og entydigt svar. Lidelsen er noget unaturligt i Guds skabte verden. Bibelen giver også plads til protesten imod lidelsen. Forundringen og ubegribeligheden lever sit liv på Bibelens blade.

Hvorfor siger Gud ikke stop?

Jeg har tænkt noget over forfatteren C.S. Lewis’ ord om lidelsens problem: ”Gud hvisker til os i vore nydelser, taler til os i vores samvittighed, men råber til os i vore lidelser; de er hans megafon, som han bruger til at vække en døv verden”. – Ordene her giver især retning og mening for den, der kæmpende kommer til Gud med sin frustration, smerte, tro, tvivl og vrede – og stiller Gud selv de barske spørgsmål: Hvorfor stopper du ikke det alt sammen? Hvorfor udrydder du ikke det onde og den onde? Hvorfor skjuler du dig i forhold til disse forfærdelige ting?

Kristendommen rummer tanken om den grædende Gud. Han kommer i Jesus Kristus til os og græder med os. Hans tårer falder på menneskejord. Teologen Leif Andersen har i bøger (bl.a. Gud, hvorfor sover du?) og artikler på en hudløs måde udfoldet, hvad vi kæmpende og tøvende kan sige. Jeg bringer nogle få af hans punkter i spil her:

Gud står ved en vens grav og græder, står uden for et afvisende og vantro Jerusalem og græder over byen osv. En Gud, der selv i Getsemane have beder om at blive fri for døden (og ikke bliver det); en Gud, der på korset skriger over, at Gud har forladt ham. Vi savner måske de teoretiske klare svar – i stedet er Gud kommet til os for at dele vore spørgsmål og vores angst og bøn med os.

En medlidende Gud

De kristne vedgår, at de ikke kan hive de gode svar op vedrørende lidelsens problem. Men de har en medfølende frelser i Jesus Kristus. Derfor sker der også det mærkelige, at det ofte er de lidende mennesker selv, der er i stand til at fastholde tilliden til Guds kærlighed, mens de mere velbjærgede mennesker sidder på afstand af lidelsen og bruger den som indvending imod de lidende menneskers egen tro på Gud.

Guds vilje sker slet ikke altid på jorden. Men lidelse og ondskab er på den anden side heller ikke et fornuftsbevis imod Guds eksistens. Det virker absolut mest fornuftigt og indlysende – og mest kærligt, hvis Gud bare gav os et liv uden lidelse. Det er også det, han helst vil; for han er glædens Gud og vil kun os det bedste. Men det er muligt, at der simpelt hen er noget, der er vigtigere end glæde: At vi lærer at elske ham og elske hinanden.

Gud er ubegribelig og uforståelig. Ja, det kan han være. Han kan være tavs og skjule sig. Men Gud har givet os en tolk, der kan oversætte hans fjerne, forståelige tale til kærlighedens sprog. De bedste forklaringer og spekulationer når ikke i mål med tanke på lidelsens hvorfor. Men Gud har afsløret sin kærlighed til os i Kristus. Denne nøgle forklarer ikke alt, men Gud er vores grædende og lidende Gud, der ikke stiller sig på ydersiden af vores eksistens. Han er med sin svaghed til stede i vores svaghed.

Det er vigtig side af inkarnationens under. Gud kom til verden blandt andet også for at påtage sig menneskets lidelse. I Jesus Kristus erfarede Gud den ultimative smerte. Vores erfaring af smerte finder vi ikke en tilfredsstillende forklaring på, men kristendommen giver ressourcer til at møde lidelse med håb og mod i stedet for bitterhed og lidelse.

Når livet prikker hul på trygheden

Ord og spørgsmål om altertavlen ’Vandringen til Emmaus’

Nu og da prikker livet hul på trygheden. Fortrængte spørgsmål vender tilbage. Og det gør de måske med en overvældende styrke. Vi kan kalde dem evige eller uundgåelige spørgsmål: Hvorfor lever vi? Hvorfor synes ondskaben at sejre? Hvorfor rammer lidelsen tilsyneladende blindt? Hvorfor skal vi skilles fra dem, vi elsker? Hvorfor varer det skønne alt for kort? Findes der en Gud, som er andet end min egen ønsketænkning?

Livet har til tider flere spørgsmål end svar. Hjertet opleves tungt og fyldt af sorg. Ikke underligt at sorgen er blevet kaldt kærlighedens dyreste pris. Det kan virkelig være svært at stå alene ved sorg over den uigenkaldelige adskillelse. Der kan være behov for nogle, som er villige til at gå et stykke vej sammen med os. Mennesker som ikke nødvendigvis kommer med svar, før vi er blevet set og hørt – og fået sat ord på noget af det, der måske tynger os allermest.

Da kan grænseområdet i vort liv også blive et område præget af forandring, vækst og fornyelse. Og sådan er det også i mødet med andre. Vil vi forandre må vi være der for andre. Da må vi tilbyde medvandring og se det menneske, der har brug for nærvær og tilstedeværelse.

En forpligtende tanke hos mig har været, at al forandring kræver forankring. Det betyder blandt andet, at forandring skal ske med dyb respekt for det lokale, folkelige liv, stedets historie og traditioner. Kirken og verden uden for kirkerummet bør finde hinanden. Udsmykningen med farverne i kirkens rum bør derfor også give plads til både lethed og dybde, der åbner op for udsyn og tolkning af kirkens budskab og opgave ind i vor tid. Det smukke, kærlighedsfulde, det bevægende, det medlidende, det grumme … ja, alt det der har med menneskelivet og kristenlivet at gøre bør optimalt set komme til udfoldelse i kunsten.

Dette kan overføres til mine tanker om altertavlens trefløjede malerier (en triptykon), som blev indviet i Faster Kirke den 1. april 2012. Mit mål har været at skabe en altertavle, hvor vi kan finde glæde, livsmod og håb, fordi vi på dette sted – også gennem beskuelse af billederne – møder den bevægelse og dynamik, som prædikenens ord, sakramenterne, tilbedelsen og lovprisningen er fyldt op af.

Flisegulvet i kirkens midtergang har jeg set som en vandringssti, der kunne udgøre det første stykke vej op i et billedunivers, som blotlægger vandringen for enhver beskuers ’Vandring til Emmaus’. Bærende farver i malerierne er rødlig, brændt sienna, lysere sand- og jordfarvet sienna, natur og lokalt bestemte elementer af varmgrønne, lys-blålige og mørkere kontrastfelter. Farverne skal alle beskrive det spændingsfyldte ’undervejs’ i menneskelivet og kristentroens modsætninger, som lyser ud af teksten.

Jesus kom gående ind i bedrøvede disciples liv, jf. Lukasevangeliet, kapitel 24. Han blev deres medvandrer. Disse vandrere – mellem Jerusalem og Emmaus – slider voldsomt med det, de har oplevet i påskeugen. Vi forstår, at de taler om alt det, der var sket. Fraværet af deres herre var så forfærdelig nærværende. Det er ét af grundvilkårene i mange menneskers liv. De færreste oplever en intens og urokkelig forvisning, tvivl og usikkerhed nager … Men på denne vandring kommer Jesus selv og slår følge med sine disciple. Den opstandne lever. De troede, at de havde oplevet katastrofen, men påsken forklarer ligesom alt for dem. Igennem et nølende gennembrud åbnedes deres øjne, og de ser.

På malerierne har jeg forsøgt at indlemme både den rådløse vandring på vej til Emmaus (under mørkets fortegn), trosvejen (hvor Jesus dukker op som medvandrer, hvor der sker en afsløring af en usynlig virkelighed, hvor Guds nærvær og omsorg træder frem eller ind i disciplenes liv …) og den glade retur til Jerusalem (hvor erfaringen netop går på, at det gamle er borte, de vender tilbage – vender om – til fællesskabet).

I det moderne liv søger mennesker selv en mening. Spørgsmålet til kirken er derfor, om de søgende kan møde op med deres liv, rådvildhed og tvivl – og møde andre på denne vandring og få tolket de eksistentielle spørgsmål i en åben og tillidsvækkende atmosfære. Så kirken kan blive et sted, hvor livets tekst og tekstens liv mødes.

Mit lede- og ønskeord med tilknytning til altertavlen og gudstjenestelivet i Faster Sogn er:

”Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?” – Lukasevangeliet 24,32