At kunne forbinde sig med en bog

I litterære studiemiljøer på universiteterne har vi i længere tid – blandt andet også – oplevet, at det eksistentielle blev skrevet ud af bøgerne. De benyttede læsningsperspektiver lagde til rette for det. Hvor man lidt firkantet sagt ikke fik svar på, hvorfor litteratur er vigtig. Den britiske litteraturprofessor Rita Felski har i et dagsaktuelt interview (Politiken d. 19. okt. 2019) peget på, hvor vigtigt det er at gå i clinch med denne tendens, der har været rådende i alt for lang tid. Jeg finder det i den forbindelse vigtigt at pege på følgende:

Den litterære fortryllelse, selve læseoplevelsen, er naturligvis afgørende, men den bliver helt klart bedst, når der er noget på spil. Rita Felski får bedst understreget den første del af sætningen. Men bøgerne skal være livet om at gøre. De skal skrives ud af nødvendighed. Og sådan bør det også være med kunst mere generelt.

Genfortryllelse er oplagt vigtigere end affortryllelse. Det er næsten selvindlysende vigtigt, men sådan har det ikke været. Det er dekonstruktionen og affortryllelsen, som har domineret studierne af litteratur og kunst i alt for høj grad. Hvad er det så, at jeg efterspørger? I kortform er det: Det handler om både følelser og tanker. Kan de blive levendegjort og spejlet på en nærværende og vedkommende måde, kan vi tage berigende indsigter med os fra læsningen. Er det ikke også bare det, man hører igen og igen.

Overvejelserne er også kommet helt tæt på mig selv i forbindelse med en bog, jeg udgiver her om et par uge. Bogen bærer titlen Lystid i mørket: Essays om sorg, ensomhed og livsmod (Vita Nouva Publisher 2019). Bogen bringer ganske meget i spil. Særligt det der befinder sig inde mellem liv og død. Det er da også en del, skulle man synes. Litteratur må gerne være smuk som kunstform, men den må allerhelst forholde sig til vores liv – og fx spejle livets smertepunkter. Derved bliver den vedkommende. Derved kan den yde livshjælp. Formidlingen, formen, spiller naturligvis en vigtig rolle, hvor jeg da også har tilstræbt at skrive enkelt og vedkommende.

Det er klart, at læsningen i den enkelte læsers liv kan afstedkomme så meget. Vi er fx alle forskellige steder i sorgen. Det vil have en afsmittende virkning på udbyttet. Men det at kunne forbinde sig med en bogs indhold kan være afgørende. Men hvad gør, at en læser forbinder sig med en bog? Det gør ’identifikation’, ’fortryllelse’, ’anerkendelse’ og ’chok’, fremhæver den nævnte litteraturprofessor. Umiddelbart er jeg helt enig. Måske jeg kan formulere det på denne måde: Det gør den direkte italesættelse. Hvor der fx gives sorgen ord. Hvor ensomhedens tunge side anerkendes og udfoldes. Hvor vi som læsere føres ind foran “mulighedernes tryllespejl” (Kierkegaard).

I forbindelse med den nævnte bogs tilblivelse har jeg da også gjort mig nogle forestillinger om den optimale anmeldelse og tilbagemelding. Det er helt klart denne reaktion: Jeg fik oplevelsen af at blive ramt igen og igen. Det var fantastisk at læse en bog, der rørte mig, fordi jeg kunne spejle så meget af mine egne sorgerfaringer i bogens essays.

Ingen af os kommer forventningsløse til en bog. Vi tager vort eget liv og vore egne erfaringer med ind i læsningen. Disse erfaringer kan være meget forskellige. Men jeg har ønsket, at læserne bliver løftet og støttet, hvor de nu er. Identifikation og genkendelse hører således til mit ønskemål med bogen.

Og en lille mere litteraturhistorisk krølle til sidst: Den franske semiotiker Roland Barthes er berømt for udsagnet om forfatterens død. Han satte en modsætning op mellem forfatteren og værket. Kun teksten var vigtig, forfatteren selv spillede ingen rolle, men den position er fortid. Litteraturdækningen er fuld af historier om forfatternes egne liv, og autofiktion fejrer triumfer. Nu om dage kan man slet ikke undgå forfatteren. Forfatterne er meget mere aktive, end dengang Roland Barthes formulerede sin påstand. Litteraturen er i dag i live på så mange måder. Den kan måske derfor også være et bidrag til at ændre noget på individuelt niveau.

Med det sidste er vi igen tilbage til et ønskemål for de 20 essays i bogen Lystid i mørket. Om ønsket er eller kan blive opfyldt, det må andre bevidne og vurdere.

Sorg sætter venskaber på prøve

Det sker ikke så sjældent, at vi påfører hinanden en ekstra sorg, fordi vi agerer taktløst eller uden indsigtens alvor og følsomhed. Den hårdt optrukne påstand lyder: De levendes fornægtelse af de døde er et kapitel, der er fyldt med tavshed, undgåelse og taktløse ord. Det kan også handle om andre slags tabs- og sorgerfaringer.

Hvor ofte det ligefrem koster venskaber, ved jeg ikke, men noget kan nemt gå i stykker, når livets smertepunkter ikke finder plads i vore møder og samtaler. Særligt gælder det, når vi bærer rundt på en sårbarhed i forhold til nogle meget tunge erfaringer, som er blevet en del af os.

Ofte gør der sig en særlig forventning til sørgende gældende. Den sørgende forventes at komme fri af sorgen efter tabet relativt hurtigt. Den sørgende for sin del oplever helt klart, at andre ikke forstår, at sorgen og savnet er så gennemgribende, og at erkendelsen af tabet og den hjemløse kærlighed fortsat er så levende. Sorg tager lang tid. Vi indgår alle i en livslang alliance med sorgen, når den først har tvunget sig ind på os.

Flere erfaringer er måske vigtige at tage i ed i forhold til det, som allerede er nævnt. Disse skal nævnes og kommenteres:

  • Det kan tage lang tid at lytte sig ind på og forstå et andet menneskes sorg.
  • En stor del af vores identitet skabes gennem det, vi fortæller om os selv og hinanden.
  • Men levnes der overhovedet plads til aktiv, langsom lytning, når samtalen drejer sig om sorg? Vi kan lukke munden, men vores to ører kan vi ikke tilsvarende lukke. Det er en klog indretning, vi ofte ikke har nogen glæde af.
  • Det går hurtigt sådan, at den sørgendes sorg bliver beskrevet og forklaret af andre, end den der ejer retten til sorgen. Andres forklaringer øger hurtigt sorgen og ensomhedsfølelsen hos den sørgende.

Retten til egen sorg bliver nemt udfordret på forskellige måder. De nævnte er blot nogle af dem, hvor der sker det, at sorgen bliver sat på prøve. Prøven udfordrer venskaber.

For eksempel når andre menneskers reaktioner er præget af almindelig undgåelse eller rungende tavshed – eller ganske modsat når alle de velmenende forklaringer og kommentarer så helt tager styringen.

Tillad mig at trække på noget, jeg tit har hørt om fra mennesker i sorg: De føler sig berøvet. De er blevet berøvet deres sorg – og muligheden for at forklare sig selv. Nogle vil gerne trøste og formindske den sørgendes sorg, men sorgen og ensomheden øges kun på denne måde.

Der er så meget, vi kan tale med venner om. Skulle man i det mindste tro. Men sorg sorterer og omgrupperer alle i den sørgendes omgivelser. Sorgen sætter venner på prøve. Nogle består prøven. Andre dumper. Gamle venskaber kan blive dybere i en fælles sorg eller pludselig tage sig overfladiske ud.

”Med venner i lys vi tale” (jævnfør Grundtvigs smukke formulering, som jeg intet ønske har om at øve vold på eller placere uden for dens særlige salme kontekst), men hvordan forholder det sig i dødens og sorgens mørke? Taler vi også godt sammen dér?

Mange er gået helt fejl af hinanden i den situation. Mange har gjort ganske tunge erfaringer, fordi de knyttede for håbefulde forventninger til det venskab, de troede var helt intakt. Jeppe Aakjær spørger: ”Skuld gammel venskab rejn forgo / og stryges fræ wor mind?” – Det viser sig, at det skulle det. Visse forventninger var åbenbart alt for naive. Koderne var ikke rummelige nok. Tabuerne var alt for høje. Blev navnet på den døde nævnt, faldt taktslaget straks. Tavshed, frygt og usikkerhed sørgede hurtigt for, at samtalen lukkede i som en østers. Ikke engang et let slag på skallen kunne åbne selskabets ”østers”.

Er vi ikke kommet videre, så vi i dag på en mere naturlig måde kan give sorgen ord? Har tavsheden og tabuiseringen ikke fået ringere kår? Det er ikke tilfældet, hvis jeg skal tro på de sorgfortællinger, jeg har lagt ører til i de seneste år. Mange føler sig så alene dér i ensomhedens sorg, fordi de kun i ringe grad bliver forstået og lyttet til. Selv de tidligere så gode venner er begyndt at undgå dem. Der dukker stadig gode lyttere op, der stiller de vigtige og uddybende spørgsmål, hvilket i en del tilfælde skaber vej for nye venskaber. Men det reducerer ikke alle de dårlige erfaringer

Hvad sørgende må agere måltavle for, skal jeg ikke beskrive yderligere her. Men jeg vil kalde til besindelse på følgende: Den enkelte sørgende ejer retten til egen sorg, og denne ret skal ikke hele tiden sættes på prøve. Gode venskaber kan holde til meget, herunder dybe snakke om det, der fylder hos os hver især.

Der er brug for, at vi møder hinanden. Da kan der ske mange afgørende ting, for eksempel disse:

  • At vi deler det, der ikke er så let at dele.
  • At vi også bærer rundt på det smertefulde, det ubærlige.
  • At vi går ud i den virkelige verden sammen.
  • At vi gør alvor af, at sorgen ikke er et problem, der kan eller skal løses, men et liv der skal leves.

Da kan sorgen blive et indspil eller et udkast til fremtidens liv. Det kan være til stor berigelse for den enkelte sørgende og for vort fællesskab med hinanden. Da får venner talt med venner til hjælp, støtte og trøst. Den ene sorg kan nødvendigvis ikke forklare den anden, men forskellige menneskers sorgoplevelser kan godt overlappe hinanden. Derfor kan der være en forståelse mellem sørgende. Man ved kun selv, hvad man ved – og selv om man ikke ved andet, end at man ved noget forskelligt (Julian Barnes). Også den indsigt er hjælpsom.