I litterære studiemiljøer på universiteterne har vi i længere tid – blandt andet også – oplevet, at det eksistentielle blev skrevet ud af bøgerne. De benyttede læsningsperspektiver lagde til rette for det. Hvor man lidt firkantet sagt ikke fik svar på, hvorfor litteratur er vigtig. Den britiske litteraturprofessor Rita Felski har i et dagsaktuelt interview (Politiken d. 19. okt. 2019) peget på, hvor vigtigt det er at gå i clinch med denne tendens, der har været rådende i alt for lang tid. Jeg finder det i den forbindelse vigtigt at pege på følgende:

Den litterære fortryllelse, selve læseoplevelsen, er naturligvis afgørende, men den bliver helt klart bedst, når der er noget på spil. Rita Felski får bedst understreget den første del af sætningen. Men bøgerne skal være livet om at gøre. De skal skrives ud af nødvendighed. Og sådan bør det også være med kunst mere generelt.

Genfortryllelse er oplagt vigtigere end affortryllelse. Det er næsten selvindlysende vigtigt, men sådan har det ikke været. Det er dekonstruktionen og affortryllelsen, som har domineret studierne af litteratur og kunst i alt for høj grad. Hvad er det så, at jeg efterspørger? I kortform er det: Det handler om både følelser og tanker. Kan de blive levendegjort og spejlet på en nærværende og vedkommende måde, kan vi tage berigende indsigter med os fra læsningen. Er det ikke også bare det, man hører igen og igen.

Overvejelserne er også kommet helt tæt på mig selv i forbindelse med en bog, jeg udgiver her om et par uge. Bogen bærer titlen Lystid i mørket: Essays om sorg, ensomhed og livsmod (Vita Nouva Publisher 2019). Bogen bringer ganske meget i spil. Særligt det der befinder sig inde mellem liv og død. Det er da også en del, skulle man synes. Litteratur må gerne være smuk som kunstform, men den må allerhelst forholde sig til vores liv – og fx spejle livets smertepunkter. Derved bliver den vedkommende. Derved kan den yde livshjælp. Formidlingen, formen, spiller naturligvis en vigtig rolle, hvor jeg da også har tilstræbt at skrive enkelt og vedkommende.

Det er klart, at læsningen i den enkelte læsers liv kan afstedkomme så meget. Vi er fx alle forskellige steder i sorgen. Det vil have en afsmittende virkning på udbyttet. Men det at kunne forbinde sig med en bogs indhold kan være afgørende. Men hvad gør, at en læser forbinder sig med en bog? Det gør ’identifikation’, ’fortryllelse’, ’anerkendelse’ og ’chok’, fremhæver den nævnte litteraturprofessor. Umiddelbart er jeg helt enig. Måske jeg kan formulere det på denne måde: Det gør den direkte italesættelse. Hvor der fx gives sorgen ord. Hvor ensomhedens tunge side anerkendes og udfoldes. Hvor vi som læsere føres ind foran “mulighedernes tryllespejl” (Kierkegaard).

I forbindelse med den nævnte bogs tilblivelse har jeg da også gjort mig nogle forestillinger om den optimale anmeldelse og tilbagemelding. Det er helt klart denne reaktion: Jeg fik oplevelsen af at blive ramt igen og igen. Det var fantastisk at læse en bog, der rørte mig, fordi jeg kunne spejle så meget af mine egne sorgerfaringer i bogens essays.

Ingen af os kommer forventningsløse til en bog. Vi tager vort eget liv og vore egne erfaringer med ind i læsningen. Disse erfaringer kan være meget forskellige. Men jeg har ønsket, at læserne bliver løftet og støttet, hvor de nu er. Identifikation og genkendelse hører således til mit ønskemål med bogen.

Og en lille mere litteraturhistorisk krølle til sidst: Den franske semiotiker Roland Barthes er berømt for udsagnet om forfatterens død. Han satte en modsætning op mellem forfatteren og værket. Kun teksten var vigtig, forfatteren selv spillede ingen rolle, men den position er fortid. Litteraturdækningen er fuld af historier om forfatternes egne liv, og autofiktion fejrer triumfer. Nu om dage kan man slet ikke undgå forfatteren. Forfatterne er meget mere aktive, end dengang Roland Barthes formulerede sin påstand. Litteraturen er i dag i live på så mange måder. Den kan måske derfor også være et bidrag til at ændre noget på individuelt niveau.

Med det sidste er vi igen tilbage til et ønskemål for de 20 essays i bogen Lystid i mørket. Om ønsket er eller kan blive opfyldt, det må andre bevidne og vurdere.