Sorg sætter venskaber på prøve

Det sker ikke så sjældent, at vi påfører hinanden en ekstra sorg, fordi vi agerer taktløst eller uden indsigtens alvor og følsomhed. Den hårdt optrukne påstand lyder: De levendes fornægtelse af de døde er et kapitel, der er fyldt med tavshed, undgåelse og taktløse ord. Det kan også handle om andre slags tabs- og sorgerfaringer.

Hvor ofte det ligefrem koster venskaber, ved jeg ikke, men noget kan nemt gå i stykker, når livets smertepunkter ikke finder plads i vore møder og samtaler. Særligt gælder det, når vi bærer rundt på en sårbarhed i forhold til nogle meget tunge erfaringer, som er blevet en del af os.

Ofte gør der sig en særlig forventning til sørgende gældende. Den sørgende forventes at komme fri af sorgen efter tabet relativt hurtigt. Den sørgende for sin del oplever helt klart, at andre ikke forstår, at sorgen og savnet er så gennemgribende, og at erkendelsen af tabet og den hjemløse kærlighed fortsat er så levende. Sorg tager lang tid. Vi indgår alle i en livslang alliance med sorgen, når den først har tvunget sig ind på os.

Flere erfaringer er måske vigtige at tage i ed i forhold til det, som allerede er nævnt. Disse skal nævnes og kommenteres:

  • Det kan tage lang tid at lytte sig ind på og forstå et andet menneskes sorg.
  • En stor del af vores identitet skabes gennem det, vi fortæller om os selv og hinanden.
  • Men levnes der overhovedet plads til aktiv, langsom lytning, når samtalen drejer sig om sorg? Vi kan lukke munden, men vores to ører kan vi ikke tilsvarende lukke. Det er en klog indretning, vi ofte ikke har nogen glæde af.
  • Det går hurtigt sådan, at den sørgendes sorg bliver beskrevet og forklaret af andre, end den der ejer retten til sorgen. Andres forklaringer øger hurtigt sorgen og ensomhedsfølelsen hos den sørgende.

Retten til egen sorg bliver nemt udfordret på forskellige måder. De nævnte er blot nogle af dem, hvor der sker det, at sorgen bliver sat på prøve. Prøven udfordrer venskaber.

For eksempel når andre menneskers reaktioner er præget af almindelig undgåelse eller rungende tavshed – eller ganske modsat når alle de velmenende forklaringer og kommentarer så helt tager styringen.

Tillad mig at trække på noget, jeg tit har hørt om fra mennesker i sorg: De føler sig berøvet. De er blevet berøvet deres sorg – og muligheden for at forklare sig selv. Nogle vil gerne trøste og formindske den sørgendes sorg, men sorgen og ensomheden øges kun på denne måde.

Der er så meget, vi kan tale med venner om. Skulle man i det mindste tro. Men sorg sorterer og omgrupperer alle i den sørgendes omgivelser. Sorgen sætter venner på prøve. Nogle består prøven. Andre dumper. Gamle venskaber kan blive dybere i en fælles sorg eller pludselig tage sig overfladiske ud.

”Med venner i lys vi tale” (jævnfør Grundtvigs smukke formulering, som jeg intet ønske har om at øve vold på eller placere uden for dens særlige salme kontekst), men hvordan forholder det sig i dødens og sorgens mørke? Taler vi også godt sammen dér?

Mange er gået helt fejl af hinanden i den situation. Mange har gjort ganske tunge erfaringer, fordi de knyttede for håbefulde forventninger til det venskab, de troede var helt intakt. Jeppe Aakjær spørger: ”Skuld gammel venskab rejn forgo / og stryges fræ wor mind?” – Det viser sig, at det skulle det. Visse forventninger var åbenbart alt for naive. Koderne var ikke rummelige nok. Tabuerne var alt for høje. Blev navnet på den døde nævnt, faldt taktslaget straks. Tavshed, frygt og usikkerhed sørgede hurtigt for, at samtalen lukkede i som en østers. Ikke engang et let slag på skallen kunne åbne selskabets ”østers”.

Er vi ikke kommet videre, så vi i dag på en mere naturlig måde kan give sorgen ord? Har tavsheden og tabuiseringen ikke fået ringere kår? Det er ikke tilfældet, hvis jeg skal tro på de sorgfortællinger, jeg har lagt ører til i de seneste år. Mange føler sig så alene dér i ensomhedens sorg, fordi de kun i ringe grad bliver forstået og lyttet til. Selv de tidligere så gode venner er begyndt at undgå dem. Der dukker stadig gode lyttere op, der stiller de vigtige og uddybende spørgsmål, hvilket i en del tilfælde skaber vej for nye venskaber. Men det reducerer ikke alle de dårlige erfaringer

Hvad sørgende må agere måltavle for, skal jeg ikke beskrive yderligere her. Men jeg vil kalde til besindelse på følgende: Den enkelte sørgende ejer retten til egen sorg, og denne ret skal ikke hele tiden sættes på prøve. Gode venskaber kan holde til meget, herunder dybe snakke om det, der fylder hos os hver især.

Der er brug for, at vi møder hinanden. Da kan der ske mange afgørende ting, for eksempel disse:

  • At vi deler det, der ikke er så let at dele.
  • At vi også bærer rundt på det smertefulde, det ubærlige.
  • At vi går ud i den virkelige verden sammen.
  • At vi gør alvor af, at sorgen ikke er et problem, der kan eller skal løses, men et liv der skal leves.

Da kan sorgen blive et indspil eller et udkast til fremtidens liv. Det kan være til stor berigelse for den enkelte sørgende og for vort fællesskab med hinanden. Da får venner talt med venner til hjælp, støtte og trøst. Den ene sorg kan nødvendigvis ikke forklare den anden, men forskellige menneskers sorgoplevelser kan godt overlappe hinanden. Derfor kan der være en forståelse mellem sørgende. Man ved kun selv, hvad man ved – og selv om man ikke ved andet, end at man ved noget forskelligt (Julian Barnes). Også den indsigt er hjælpsom.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>