Kunsten modstår døden. At kunne skabe eller nyde det skønne er at overvinde sorgen over forgængeligheden. Nogen egentlig helbredelse er dog ikke mulig.
Jeg arbejder selv med at forlænge vemodet ind i mit liv. Det giver mulighed for at finde et centrum i tilværelsens hjemløshed. For da er jeg på et kolossalt spændende sted i forhold til det kreative og innovative arbejde. Men er en sådan sammentænkning af en erkendelse af livets korthed, sorg, død og skønhed mulig? Er det muligt at spænde buen ud mellem lidelse og nydelse, så selv melankolien får konstruktive og skabende nedslag? Er det ikke dybt underligt at hævde, at – som de ofte betegnes – destruktive kræfters overvindelse er en betingelse for kunst?
Der findes en solid filosofisk, litterær, psykologisk og æstetisk tradition for at bekræfte synspunktet om kunstens særlige evne til at yde modstand og bidrage med en type sorgovervindelse. Fænomenet melankoli er dybt forankret i europæisk kulturhistorie. Mange bidrag af vidt forskellig slags har farvet forestillingerne om, hvad melankoli er. Men vigtigst er det at få fat i grundtonen. Jeg kalder den her tilværelsens blå undertone. Den er et udtryk for melankolisering. Den lukker op til en næsten terapeutisk og vitaliserende tjeneste. Melankoliseringen bærer i sig det generøse.
Skal vi tale litterært, så kan vi sige, at melankoli som middel mod melankoli er en topos, der blev fremtrædende fra og med renæssancens tid. I flere tyske sørgespil dukkede denne bestræbelse således op. Melankoli er en forudsætning for allegori, som indebærer, at alt ligesom bliver dødt og meningsløst. Nogen egentlig eller definitiv lindring findes ikke her. Men samtidig er det netop melankolien, der får allegorien til at skifte fra meningsløshed til mening, eller “redning”.
Democritus Junior hører til dem, der ved at ‘melankolisere’ fandt en vej til erkendelse og lindring. Latter kan fx godt være galskab, men latter er også forbundet med visdom. Demokrit er af og til fremhævet som et ypperligt eksempel. Jo mere vis man er i andres øjne, desto større torsk er man i andres. Det hører til visdommens latter. Denne latter er blevet knyttet til hellig galskab og guddommelig vanvid og beruselse. Og når sjælen har smagt den himmelske nektar, bliver man digter. Altså: På den ene side gal, på den anden genial.
Der findes hos en del mennesker en reservation eller frygt for vemodets eksistentielle forlængelse ind i vort liv. En berettiget, sund frygt kan man i bedste fald kalde det. Jeg forsvarer dog helt klart vemodet. Det udelukker fx ikke brug af humor. Oscar Wilde skriver et sted: ”I denne verden findes der kun to tragedier. Den ene er ikke at få det, man ønsker sig, den anden er at få det.” – I den lidt mere alvorlige afdeling tænker jeg tit på Elie Wiesels klarmelding: ”Ingen er så god til at være taknemmelig, som en der er kommet ud af nattens rige”. Det slår mig, at jeg har mødt denne indsigt formuleret på forskellig måde af fx billedkunstnere og forfattere, der er endt med – efter perioder med angst og depression – at blive indsigtsfulde og taknemmelige.
Nedstemtheden, smerten eller vemodet kan give os del i et klarsyn, hvor vi ser noget af virkelighedens manglende evne til at give en dybere og vedvarende tilfredsstillelse. Vore længsler overføres til de mål, vi sætter os i livet, men virkeliggørelsen af målene er ikke i stand til at bære trykket af vore forventninger. Vi havde det, så længe vi ikke havde det, men mistede det, da vi fik det. Noget helt afgørende blev borte under de almindelige forventningstryk om virkeliggørelsen af drømmene. Realiseringen efterlader en tomhed, som ikke var der før. Vi oplever en slags tomhedens nærvær. Det kan sættes på en mere poetisk formel: ”Nærmest er du, når du er borte. Noget bliver borte, når du er nær”.
Om denne stemning har en farve, så er den blå. Den blå farve kan være dyb og klar, men på samme tid så mættet af noget andet, en længsel, en sorg, der ikke lader sig gribe. Den blå farve er himmelens og havets farve, og den bærer på en måde sejren i sig, det storladne, det frie og triumferende. Men friheds- og sejrsperspektivet er absolut ikke enerådende. Den dybe blå farve minder også om havets dybe, dragende og sugende kræfter, kræfter som til tider skræmmer os og gør os svimle og utrygge. I værste fald er havet også det, der tager menneskeliv.
Helt tilbage i platonisk filosofi – og hos Aristoteles – har således den melankolske tilstand været knyttet til kreativitet. Melankolikeren kastes frem og tilbage mellem nattens destruktive kræfter og højere former for klarsyn. Galskab og genialitet er følgesvende. I denne forbindelse er digterens, filosoffens og kunstnerens temperament en slags positiv melankoli.
Dobbeltheden er en rød – eller rettere blå – tråd i den vestlige kulturhistorie om forståelsen af kunstnerisk kreativitet. Melankolien er blevet betragtet som den kunstneriske tilstand par excellence. Derfor tror jeg da også, at kunstnermyten om, at kunstneren lider, er ganske korrekt. Litteraturen og kunsten udspringer af melankoli. Det generøse i melankolien er det punkt, hvor ensomheden bliver brudt og bliver til et udtryk i skrift, figur eller billede. Kunstneren trækker sig ind i sig selv, ind i mørket, og finder dér skabelsens kilde. Melankolien er derfor en følge af ensomhed. Og ensomheden kan også være en følge af den melankolske tilstand. De to muligheder udelukker ikke hinanden.
Her påstår jeg så, at evnen til kreativitet, til modning og følelsesmæssig udvikling er knyttet til menneskets evne til at være alene med sig selv. Evnen til at klare eller magte kedsomheden. Primært dét. Uden evnen til at udholde sig selv og sit eget selskab, modnes og vokser man ikke som menneske. Det er derfor vigtigt at tage vare på det rum, som alle mennesker har i deres indre. Der kan der nemlig ske en kritisk og kreativ bearbejdelse af impulser indefra og udtryk udefra. I dette eftertankens rum har nedstemtheden, melankolien og kedsomheden en livgivende kvalitet. Hvis man ikke udholder kedsomheden, vil man heller ikke drage nytte af dette kreative rum. Kan man ikke stoppe op, så sker der det, at kedsomheden, som man flygter fra, kun øges i omfang. Man bliver selv et kedeligt, overfladisk og utaknemmeligt menneske, som hele tiden forlanger at blive underholdt, for nu at pukke på kierkegaardianske indsigter.
Melankolien spænder fra det hektiske udsving mellem entusiasme og vanvid, til vandringer mellem tungsind og glæde, til en knugende følelse af det ubehagelige. Jeg er optaget af skønhedens milde melankoli eller vemodets skønhed, hvor fx naturoplevelser, kunst, musik m.m. åbner den skjulte port til vort indre. Den her overtone eller undertone af sorg, der findes i skønhed og taknemmelighed kan tolkes som stærke minder, der bliver lagret ovenpå hinanden, den smertende indsigt om, at det skønne kun var kort, eller at lykken er en tilfældig gæst. Der ligger en stærk kode, et kald, i sådanne oplevelser. Et kald til fornyelse og kreativitet. Nogle gange er vemodet knyttet til bestemte konkrete, stærke oplevelser. Men det er en oplevelseskvalitet af den skønneste slags. Hvis jeg flygter fra vemodet eller måske mismodet ved at drive det bort med adspredelse, underholdning, smarte kneb, kommer det snart igen mange gange stærkere. Det knuste eller negligerede vemod kan få svært ved at rejse sig igen. Det vil forhindre mig i at komme styrket videre – og konstruktivt gøre kreativt brug af det.
