Skønheden er splittet i denne ruinøse verden – Del 1

Forfatteren Peer Hultberg harcelerede for snart 30 år siden i romanen Requiem – gennem en af bogens stemmer – over, at den moderne kunst altid skal fremhæve det negative. Vel, der er nok siden eller undervejs dukket et skarpere blik op for, at det positive også kunne være kunstens sande anliggende. Hultberg er heller ikke den eneste røst, som taler den negative ’opbyggelighed’ midt imod. Skønhedens æstetik har fået mere hud og hår siden, hvilket nok ikke er så overraskende. Men Hultbergs signalement er alligevel ikke så skævt. Blandt andet gennem litteraturen har vi siden det 19. århundredes midte og frem til i dag fået et overvældende antal eksempler på de negative kategorier, som de helt centrale redskaber til at afsøge modernismen og de rådende tankesæt i samme tidsperiode.

En mulig ankermand i udfoldelsen af en æstetik i negative kategorier er Charles Baudelaire (1821-67). Han er en særdeles vigtig figur i modernismen her i Europa. I hovedværket Les Fleurs du mal (1857) udfolder han en særlig sammensat følsomhed, hvorigennem han afsøgte den moderne erfarings grænser. Fokus er især det skønnes rolle i det moderne. Hvordan kommer skønheden til udtryk i en verden, der er kendetegnet ved splittethed, flygtighed og tab?

Jens Eichler Lorenzen har i en netop udgivet bog med titlen Vær smuk og vær trist! (Syddansk Universitetsforlag 2013) givet en fin gennemgang af temaet melankoli og skønhed i Baudelaires værk. Bogen udreder udfordrende spørgsmål i Baudelaires æstetik – og giver nogle mulige svar vedrørende vigtig relation mellem det smukke og det triste.

Indrømmes skal det. Det positive var afgjort ikke Baudelaires gebet. Fundamentet for hans syn på æstetik dukker op via negative kategorier. De bærer mere end noget andet hans innovative lyrik. Blandt disse kategorier finder vi angst, fornedrelse, ondskab og voldelighed plus ord for alle de frastødende aspekter ved den menneskelige tilværelse. Han blotlægger nådesløst det moderne menneskes fortvivlede stilling og det mareridt, mennesket selv bereder sig i sit indre på en måde, så ingen kan løfte blikket fra bogsiderne uden at være blevet foruroliget. En negativ kategori overskygger dog alle andre: Melankolien. Den er meget mere end et delaspekt af den menneskelige erfaring. Den er rammen for menneskets erfaring.

Bag Baudelaires digte, analyser af billedkunst eller litteratur ligger forestillingen om, at tilværelsen er gennemsyret af en påtrængende tabsoplevelse. Netop erfaringen af tab og adskillelse hører til i grunden af melankolien. Den moderne bevidsthed oplever sig selv som indsat i et brud, der potentielt truer med undergang og afmægtighed, og som lader verden glide fra hinanden. Man oplever, at historiens kontinuitet eller sammenhæng er ophørt og erstattet med endetidens kaos, at jegets kerne er splintret, og at verden er fuldstændig affortryllet.

Sådanne erfaringer fører fluks det enkelte menneske ud i melankolien. Men hvor man kunne tro, at det ville gå til bunds, ender det faktisk hos Baudelaire med at blive en frugtbar oplevelse, ja, ligefrem en autentisk, intens erfaring af det modernes betingende forudsætning. Kunsten må derfor selv være melankolsk. Men hvordan kan det skønne – som ethvert menneske og enhver tid søger imod – kunne komme til udtryk i en verden, hvor enhver menneskelig erfaring bliver undergravet af flygtigheden og tabet? Hvordan kan det skønne, levende og blomstrende komme til syne i det onde eller negative eller behøver det måske ligefrem, for at den moderne skønhed kan vokse frem?

Jeg vil forsøge at give nogle pejlinger på et muligt svar på disse spørgsmål i de næste par blogs. Og jeg vil ikke mindst forsøge at evaluere på Baudelaires meget retningsgivende indspil.

En tanke om "Skønheden er splittet i denne ruinøse verden – Del 1"

  1. Utoligt at læse: “Bag Baudelaires digte, analyser af billedkunst eller litteratur ligger forestillingen om, at tilværelsen er gennemsyret af en påtrængende tabsoplevelse. Netop erfaringen af tab og adskillelse hører til i grunden af melankolien. Den moderne bevidsthed oplever sig selv som indsat i et brud, der potentielt truer med undergang og afmægtighed, og som lader verden glide fra hinanden. Man oplever, at historiens kontinuitet eller sammenhæng er ophørt og erstattet med endetidens kaos, at jegets kerne er splintret, og at verden er fuldstændig affortryllet.” – Hvor er det opmuntrende at høre! Det er skønt at kunne sande selve “tabsoplevelsen” og endnu bedre hvis man kan se det i øjnene og udføre det på lærredet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>