Farven blå kan være dyb og klar, men den kan også være grødet, mættet med noget andet, en længsel, en sorg, der ikke helt lader sig begribe. En sorg uden en konkret årsag. Melankoliens eller vemodets blå kaldes den også, når den mangler et tydeligt objekt.

Livets blå undertone i kunsten er fokus i dette essay. Den blå farve har jeg spejlet i ord og billeder, altså på mine lærreder, i flere af mine bøger og i foredrag. Intet kan slå denne blåfarve væk fra mit livslærred. Dette er grundet med blågrødede toner.

Kunsten henter sin kraft ud af mørket og forsøger at transformere det. Kunsten er dybt afhængig af sin egen skygge, nærer den og lever af den. Skyggen skaber forbindelse til de inderste hemmeligheder. Netop fordi skyggen er en del af kunstnerens skabende væsen, sjælens dunkle spejl hos vedkommende. I de bedste øjeblikke kan kunsten oplyse mørket og give skyggen et omrids af lys. Lyset finder vej gennem revner og sprækker.

Den melankolske stemning

I Krzysztof Kieslowskis afskedsværk om de tre farver blå, hvid og rød (som i trikoloren) møder vi dybe, humoristiske refleksioner over frihed, lighed og broderskab. Filmen Blå om frihed fra 1994 har Juliette Binoche i hovedrollen. Hun er den unge kvinde, Julie, der forsøger at skabe sig et nyt liv frigjort fra fortiden, da hun mister sin mand og fem-årige datter i en trafikulykke. I filmen slår den melankolske, vemodige stemning stærkt igennem. Filmen er et mesterligt udtryk for fortættede følelser og stemninger, der i sig bærer gavmilde indsigter.

Tiden læger ikke vore sår; vi lærer at leve med dem – eller går til grunde med dem. Først da vennen – sammen med musikken – tvinger eller hjælper Julie til at involvere sig i livet igen, står det atter åbent, bliver rigt på muligheder. Og frihed er at have muligheder, men også at vide, hvad der binder én.

Kieslowski sammenknytter frihed med identitet og kærlighed: der er kun frihed at finde, når man står fast på det, der var – og er rede til at binde sig til andre mennesker. Med risiko for at det går galt, at det kommer til at gøre ondt.

Frihed er at være bundet, først da kan man være fri til. Dette syn på frihed er et opgør med den rådende tænkning. Frihed er ikke et frihedsridt. Absolut frihed eksisterer ikke. Frihed er under kontrol. Kieslowski afviser frihed fra: det er uafhængighed – og tomhed.

At frigøre den enkeltes skabende potentiale er både en forpligtelse og en kapital. Men aldrig kan der være tale om en frihed fra kærlighedens forpligtelse og længsel, trods alle tænkelige erfaringer af lidelse, smerte og sorg.

Havet er mit personlige rum

Havet er blevet et særligt rum i mit eget arbejde med ord og billeder. Det har modsætninger som fødested, sådan som kunsten også har det. Havet gav, havet tog. Friheden og sejren findes, men det gør sorgens smerte også. Mit kreative arbejde er vendt mod en lavmælt og nedstemt, noget sorgfuld, erindring om tab og adskillelse. Den gør skærebrænder-følelsen skarpere. Den jeg maler og skriver på.

Smertelig smuk kan tågens dis være. Det er dog ikke et gennemsigtigt slør. Disen træder op som havets sorg. Når disen indhyller havets overflade, lægges udblikket stille. Tankerne render ud i det fortættede. Måske føres jeg helt hen til de store sten med fredelige rygge. Sten der er vandret baglæns op af bølgerne.

Mødet består i uklarhedens støv, i havgusens skjulte indre, som fortæller om dunkle, mørke erfaringer. Farven blå, i dens grødede, slørede udgave, træder til som vejen ind i mit sind. Livets blå undertone følger af det blå sug nede i dybet. Dér hvor dybet er ensomhedens længsel og skønhedens smerte.

Blåfarven er både himlens og havets farve. Den rummer sejr og frihed. Men farven minder også havets dybe, dragende og sugende kræfter. Disse kræfter kan være ganske skræmmende. De trækker os ind i den blå frygt (et fransk udtryk). Kræfterne kan endda blive os overmægtige og trække os ind i døden.

Kunsten som dørtærskel

Melankolien – med dens blå skala – er spændt ud mellem lidelse og nydelse. Kunstnermyten siger ligefrem, at en kunstner er et lidende menneske, et menneske med dybe kvaler, som paradoksalt nok kan skabe noget forunderligt, noget skønt.

Kunsten tilbyder ikke altid lindring. Den er snarere en dørtærskel på vejen til et nyt, måske ukendt sted. Sorgen kan selvfølgelig have en lindrende opgave. Som kunstner møder jeg den i den brudte skønhed, også som længsel, smerte og sorg. Den står frem som en kondensering af følelse og kraft i kunsten.

Der findes en dysterhed, der er ubestemmelig. Den bliver værre af, at ingen forstår sig på den. Der findes et mørke, som omfavner et menneske, men som det alligevel ikke helt bliver opslugt af. Enegængeren, undtagelsesmennesket, sjæleflænseren forstår sig på, hvad der sker. Som kunstneren gør det. Allerede Aristoteles spurgte: ”Hvorfor er alle undtagelsesmennesker melankolikere?”

Jeg dyrker ikke selv mørket, men jeg går ind i det. Det breder sig dog hurtigt på grund af ensomhed, lidelse, tab og længsel. Jeg kæmper dog for, at lyset igen bliver synligt. Et lille omrids af lys eller en lysbræmme ude i horisonten kan betyde alverden, når alt andet mørkner for én.

Ikke plads til fortielse af følelser

Kunsten åbner muligheden for at forstå lidt mere af alt det uforståelige, som kan hobe sig op omkring et menneskes sorg. Den forbinder sig med dybe personlige erfaringer af sorgens adskillelse og ensomhed.

Kunsten er som en radar i følelser, oplevelser og tanker om livet. Den fortier ikke de smertefulde følelser, de tungeste erfaringer. Men kunsten bøjer ikke alt i neon. Den lever sit frie og uafhængige liv. Det er et gode sådan. Det er da også for indsnævret at spørge til kunstens nytteværdi.

I bedste fald forløser kunsten noget i et menneskes sorg og smerte. Det sker, når smertefulde følelser spejles i og overføres til figur, billede og skrift. Det gælder både hos de udøvende kunstnere og kunstens nydende iagttagere, lyttere og læsere. Livsglæde og -mod bryder en vej midt gennem svære følelser. Lindring og styrke slår følgeskab.

Vi har sikkert alle oplevet, hvordan det gode sprog når ind til de uvejsomme steder. Det foretager nogle indadskruende bevægelser. Livet rejser sig på forunderlig måde fra siderne. Selv det frosne og hårde indre hugges op og om. Det opløses på en måde af de smukke tekster. Selv uroen og utrygheden får et sprog, der bliver til en krog i det enkelte menneskes indre. Musik og anden kunst har også denne evne til at fortætte og spejle følelser.

Blåfarven som lavmælt glæde

Melankolsk galskab hitter ikke i min verden. Det gør farven blå derimod. Blåfarven er indsigtens port – og skaber lavmælt glæde.

Et menneskes vemod skal ikke reduceres til en yderligere forstyrrelse, der kræver en diagnose og en behandling af eksperter. Sker det, mister vi noget væsentligt. Må Gud bevare os for vemodsterapeuter! Vi skal ikke fjerne os fra os selv og indsigtens mulighed. Selvfølgelig skal vi heller ikke kaste os ud i det livsfarlige i at romantisere melankolien og den kliniske depression.

Det ydre vemod – tiden går hurtigt, børnene vokser, for ikke længe siden gik de i skole – åbner luger til en nedstemthed. Vi erfarer en fundamental hjemløshed, en basal uro over livets flygtighed. Hvad kommer den af? En lang, livgivende tradition fortæller os, at mennesket engang havde et oprindeligt hjem, men det har forladt både kundskaben og mindet herom. Det flakker rundt hele tiden. Til sidst holder det op med at håbe på, at der findes noget andet, et rigtigt hjem, en fasthed, der står imod tidens altædende tand, livets skrøbelighed.

Overfor dette hellige vemod står den hellige glæde. Den siger, at alt ikke er foreløbigt, lyset udslukkes ikke sagte ned i vort fattige liv, hvor alt til slut er væk. For der findes en tillid og klippestærk fortrøstning hos Gud. Hos den uudgrundelige årsag til alt liv. Ham, der ikke nøjedes med at overgive os til vemod og anelser, men som har klargjort, hvem han er, evighedens og den hemmelige glædes kilde. Ham, som vi møder i Kristus. Overfor hjemløsheden står et hjem, i vemodet findes en stærk, men lavmælt glæde. Det dokumenterer den blå farve – også i mit liv.

Al forkrænkelighed og skørhed i livet til trods, hvor jeg må tage det sværeste og samtidig det helt normale i ed, døden, adskillelsen fra livet og dens brudte skønhed og storhed, alt det jeg ikke behersker eller forstår, kaster jeg mig trygt over i det, Jesus sagde engang: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør”. Det underlige og skræmmende oplever jeg, men jeg mere end fascineres af dødens overmand og bekræftelsen af længslen efter Gud. Forbindelsen mellem min uro og Guds evighed er troen.