Ord og spørgsmål om altertavlen ’Vandringen til Emmaus’

Nu og da prikker livet hul på trygheden. Fortrængte spørgsmål vender tilbage. Og det gør de måske med en overvældende styrke. Vi kan kalde dem evige eller uundgåelige spørgsmål: Hvorfor lever vi? Hvorfor synes ondskaben at sejre? Hvorfor rammer lidelsen tilsyneladende blindt? Hvorfor skal vi skilles fra dem, vi elsker? Hvorfor varer det skønne alt for kort? Findes der en Gud, som er andet end min egen ønsketænkning?

Livet har til tider flere spørgsmål end svar. Hjertet opleves tungt og fyldt af sorg. Ikke underligt at sorgen er blevet kaldt kærlighedens dyreste pris. Det kan virkelig være svært at stå alene ved sorg over den uigenkaldelige adskillelse. Der kan være behov for nogle, som er villige til at gå et stykke vej sammen med os. Mennesker som ikke nødvendigvis kommer med svar, før vi er blevet set og hørt – og fået sat ord på noget af det, der måske tynger os allermest.

Da kan grænseområdet i vort liv også blive et område præget af forandring, vækst og fornyelse. Og sådan er det også i mødet med andre. Vil vi forandre må vi være der for andre. Da må vi tilbyde medvandring og se det menneske, der har brug for nærvær og tilstedeværelse.

En forpligtende tanke hos mig har været, at al forandring kræver forankring. Det betyder blandt andet, at forandring skal ske med dyb respekt for det lokale, folkelige liv, stedets historie og traditioner. Kirken og verden uden for kirkerummet bør finde hinanden. Udsmykningen med farverne i kirkens rum bør derfor også give plads til både lethed og dybde, der åbner op for udsyn og tolkning af kirkens budskab og opgave ind i vor tid. Det smukke, kærlighedsfulde, det bevægende, det medlidende, det grumme … ja, alt det der har med menneskelivet og kristenlivet at gøre bør optimalt set komme til udfoldelse i kunsten.

Dette kan overføres til mine tanker om altertavlens trefløjede malerier (en triptykon), som blev indviet i Faster Kirke den 1. april 2012. Mit mål har været at skabe en altertavle, hvor vi kan finde glæde, livsmod og håb, fordi vi på dette sted – også gennem beskuelse af billederne – møder den bevægelse og dynamik, som prædikenens ord, sakramenterne, tilbedelsen og lovprisningen er fyldt op af.

Flisegulvet i kirkens midtergang har jeg set som en vandringssti, der kunne udgøre det første stykke vej op i et billedunivers, som blotlægger vandringen for enhver beskuers ’Vandring til Emmaus’. Bærende farver i malerierne er rødlig, brændt sienna, lysere sand- og jordfarvet sienna, natur og lokalt bestemte elementer af varmgrønne, lys-blålige og mørkere kontrastfelter. Farverne skal alle beskrive det spændingsfyldte ’undervejs’ i menneskelivet og kristentroens modsætninger, som lyser ud af teksten.

Jesus kom gående ind i bedrøvede disciples liv, jf. Lukasevangeliet, kapitel 24. Han blev deres medvandrer. Disse vandrere – mellem Jerusalem og Emmaus – slider voldsomt med det, de har oplevet i påskeugen. Vi forstår, at de taler om alt det, der var sket. Fraværet af deres herre var så forfærdelig nærværende. Det er ét af grundvilkårene i mange menneskers liv. De færreste oplever en intens og urokkelig forvisning, tvivl og usikkerhed nager … Men på denne vandring kommer Jesus selv og slår følge med sine disciple. Den opstandne lever. De troede, at de havde oplevet katastrofen, men påsken forklarer ligesom alt for dem. Igennem et nølende gennembrud åbnedes deres øjne, og de ser.

På malerierne har jeg forsøgt at indlemme både den rådløse vandring på vej til Emmaus (under mørkets fortegn), trosvejen (hvor Jesus dukker op som medvandrer, hvor der sker en afsløring af en usynlig virkelighed, hvor Guds nærvær og omsorg træder frem eller ind i disciplenes liv …) og den glade retur til Jerusalem (hvor erfaringen netop går på, at det gamle er borte, de vender tilbage – vender om – til fællesskabet).

I det moderne liv søger mennesker selv en mening. Spørgsmålet til kirken er derfor, om de søgende kan møde op med deres liv, rådvildhed og tvivl – og møde andre på denne vandring og få tolket de eksistentielle spørgsmål i en åben og tillidsvækkende atmosfære. Så kirken kan blive et sted, hvor livets tekst og tekstens liv mødes.

Mit lede- og ønskeord med tilknytning til altertavlen og gudstjenestelivet i Faster Sogn er:

”Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?” – Lukasevangeliet 24,32