Der er vægge, som kunstnere er nødt til at gå igennem. Herved erfarer de ifølge Tomas Tranströmer, svensk digter og nobelpristager i litteratur, at verden ikke er tom, men åben. Der gives måske ikke endegyldige svar på noget. Dog er det eneste svar, at der altid er noget bagved det, som vi fatter lige nu. Og som læsere af for eksempel en forfatters tekster får vi en mulighed for selv at blive åbnet. Tranströmers digtning åbner ofte en låst port. Det gælder også det skabende mørkes port.

I kunsten er der mange trædesten for nye erkendelser. Kunsten byder dog på mere end fornuftsprægede, teoretiske indsigter. Hvorfor er det sådan? Fordi den fødes på et kvalfuldt sted. Menneskeliv og kunst vekselvirker – eller smelter ligefrem sammen. Få har som Søren Kierkegaard evnet at beskrive kunstens fødested: ”Hvad er en Digter? Et ulykkeligt Menneske, der gjemmer dybe Qvaler i sit Hjerte, men hvis Læber ere dannede saaledes, at idet Sukket og Skriget … ud over dem, lyde de som en skjøn Musik.”

Men hvem er disse kunstnere egentlig? Jeg har ofte tumlet med spørgsmålet. Deres sinds rum går ofte fra kælder til kvist. Men det er ikke klargørende nok at svare sådan. Tilbage i historien kunne de blive opfattet som ”undtagelsesmennesker”, men denne betegnelse skal ikke trækkes for langt. I forlængelse af Kierkegaards beskrivelse vil jeg forsigtigt formulere denne karakteristik:

Måske har kunstnerne det ikke så godt, for de er uroligt søgende, nogle måske med længerevarende ængstelse i forbindelse med skabelsen af deres værk. De kæmper med en del livssmerte, men de oplever også, at de gennemgår en forandrings- og forløsningsproces ved deres kunstneriske virke. De sætter livet på spil, hvor de måske oplever en slags eksistentiel udtværing, en særlig meningsløs tomhed, under vægten af spørgsmål, der både stilles indefra og udefra, på vej til deres dér-væren i egentligheden (inspireret af tænkningen hos Martin Heidegger). Denne tilstedeværen er vital i al slags fornyende kreativitet.

Hvor tristhedens vemod bliver til en længsel efter det umulige, kan horisonten for det samme vise tegn på glæde og styrke. Kunstens tegn inde fra det skabende mørke understøtter et menneskes liv.

Hvad der ikke kan siges, kræver alligevel at blive sagt. Det lyder som en uovervindelig modsætning, der skal kæmpes med. Det hører imidlertid til i mange helt almindelige liv. Det almenmenneskelige er også kunstens sted. 

Tomas Tranströmer har opsnappet og formuleret indsigten rundt om i hans digte. Det viser han for eksempel i digtet ’Lamento’ (der betyder klage). Her får han ordknapt sagt: ”For meget der hverken kan skrives eller forties!” Eller når han afslutter digtet ’Vermeer’ på denne måde: ”Og det tomme vender sit ansigt mod os / og hvisker / ”Jeg er ikke tom, jeg er åben.”

Tranströmer formulerer sig også pågående og stærkt i sine haikudigte, som det sker i ’Sørgegondolen’: ”Nærvær af Gud. / i fuglesangens tunnel / åbnes en låst port.” – Det kan være helbredende at få alt dét sagt, om alt andet ikke kan siges. 

Kieslowskis berømte film Blå dokumenter – gennem et helt andet medie – tilsvarende stærkt, hvordan den melankolske stemning gavmildt efterlader indsigter. Tiden læger ikke vore sår. Vi lærer at leve med dem – eller går til grunde med dem. Først da en klog ven og musikkens verden tvinger og hjælper Julie til at involvere sig i livet igen, står det atter åbent, bliver rigt på muligheder. 

Filmskaberen viser, hvordan bundethed og frihed er koblet sammen. Frihed er at have muligheder, men også at vide, hvad der binder én. Der er kun frihed at finde, når man står fast på det, der var – og er rede til at binde sig til andre mennesker. Med risiko for at det går galt, at det kommer til at gøre ondt. Frihed er at være bundet, først da kan man være fri til. Absolut frihed eksisterer ikke.

Kunsten opstår i det melankolske, i fortabelsen, i mørket. Det er dér, sproget trænger sig på, det uendelige forsøg på at komme overens med eksistensen. Her forsvinder også friheden fra, for en sådan frihed er bare uafhængighed og tomhed. 

Det skabende mørkes port kan låses op. Der findes måske et lys derinde bagved. Et lys, der kan få skyggen til at flakke og forvandle dens mørke til en forventning om noget andet, noget underfuldt.