Har litteraturen en særstatus i forhold til det menneskelige følelsesliv? Det er nok tvivlsomt. Uomtvisteligt er det dog, at vi eksempelvis kan møde angstoplevelsers indhold gennem forvandling af erfaret stof til digterisk form. Angsten er blevet en bearbejdelse af individuelle såvel som kollektive eller kulturelle kriser, idet litteraturen ikke kun afspejler, men også forløser angst kreativt og dermed skaber nye samtaler og måder at opfatte livet og verden på. Der bliver digteriske forvandlinger af angst også til en berigelse af måden at forstå angst på. Litteraturen giver os det sprog, vi ofte mangler i beskrivelsen og forståelsen af angsten.
Denne blog vil indkredse, hvilken rolle angsten har hos den østrigske neurolog, psykiater og grundlægger af logoterapi, Viktor E. Frankl (1907-97).
Frankl har haft en dybtgående indflydelse på forståelsen af angst, især gennem sine oplevelser som fange i nazistiske arbejds- og koncentrationslejre under Anden Verdenskrig. Her mistede han alt, inklusive enhver fremtidsudsigt og det bogmanuskript, han havde med sig i inderlommen. Han blev fange nummer 119.104 og brugte det meste af sine tre år på at lægge spor til nazisternes jernbane. Frankls far, mor, bror og gravide kone døde i en fangelejr eller i en gasovn. Kun hans søster og han selv overlevede. Da krigen var slut, satte Frankl sig og skrev i løbet af ni dage et nyt bogmanuskript – manuskriptet til Menneskets søgen efter mening (nyudgivet af Gyldendal 2024).
I nævnte bog forsøgte han at besvare det mest fundamentale spørgsmål af alle: Hvorfor er livet for langt de fleste mennesker værd at leve under selv de mest brutale, lidelsesfulde eller tragiske omstændigheder? Ifølge Frankl kunne svaret på dét spørgsmål hjælpe enhver. Også mennesker, der lever under helt andre og langt mindre forfærdelige omstændigheder end dem, han selv havde levet i.
Jeg gentager spørgsmålet på denne måde: Hvordan kan mennesker finde mening under de meste ekstreme forhold, og hvordan kan denne søgen efter mening hjælpe med at overkomme angst? Han skriver bl.a.: ”Man kan tage alt fra mennesker i koncentrationslejren, alt, undtagen ét: den sidste menneskelige frihed til at forholde sig sådan eller sådan til de givne omstændigheder.”
Frankl beskriver angst som en grundlæggende del af den menneskelige tilstand, der ofte opstår i forbindelse med eksistentielle kriser. Når mennesker konfronteres med livets meningsløshed eller usikkerhed, kan det udløse en dyb følelse af angst. Denne angst kan manifestere sig på forskellige måder, fra en underliggende uro til mere intense angstepisoder. Frankl påpeger, at angst ikke kun er et symptom på psykisk sygdom, men også en naturlig reaktion på livets udfordringer.
Hans møde med lidelse og meningsløshed skærpede således hans svar på spørgsmål, som jeg også tror, at vi har brug for i dag. Det er meget relevant i forhold til, hvordan vi reagerer på angst og lidelse. Under sine oplevelser i koncentrationslejrene så han, hvordan nogle mennesker blev knust af forholdene, mens andre fandt en form for indre styrke. Frankl observerede, at de, der var i stand til at finde eller holdt fast på sig selv i en søgen mening i deres lidelse, havde lettere ved at overkomme angst og frygt. Dette førte ham til at konkludere, at det ikke er selve lidelsen, der skaber angst, men snarere den oplevede meningsløshed i lidelsen.
Frankl introducerer begrebet “vilje til mening” som den primære motivation for mennesker. Ifølge ham er det afgørende for individet at finde en personlig mening, selv i de mest håbløse situationer. Denne mening kan komme fra forskellige kilder: kærlighed, arbejde, lidelse eller endda fra det, man efterlader sig i verden. Når mennesker er i stand til at identificere og forfølge denne mening, kan de transformere deres angst til en drivkraft til at finde styrke og modstandskraft.
I den såkaldte logoterapi, som Frankl udviklede, er der fokus på at hjælpe den enkelte med at finde vedkommendes egen mening i livet. Terapeuten arbejder sammen med klienten for at udforske vedkommendes værdier, mål og de ting, der giver dette menneske glæde og tilfredshed. Ved at konfrontere vedkommendes angst og identificere meningsfulde mål kan klienten lære at håndtere angsten bedre. Frankl understreger, at det er muligt at leve et meningsfuldt liv, selv under de mest udfordrende forhold, hvilket kan have en dybt helbredende effekt.
Samlet set belyser Viktor E. Frankl angst som en uundgåelig del af menneskets eksistens, den er et vilkår, men han giver også et håbefuldt perspektiv på, hvordan man kan håndtere angst gennem søgen efter mening. Hans erfaringer og teorier opfordrer os til at reflektere over vores egne liv og finde måder at skabe mening, selv når vi står over for vanskelige omstændigheder. Frankls arbejde minder os om, at vi besidder en indre frihed til at vælge vores holdning, uanset omstændighederne, og at denne frihed kan være en kraftfuld modgift mod angst.