Kærlighedens kræfter er stærke. De leder os til en kontakt med livets største hemmeligheder, herunder også de sværeste byrder og koder. Det dybeste i det smukke og det smukkeste i det dybe kan – måske helt bag om ryggen på os – trylles frem af en afsked, et opbrud. Men noget hænger ved. Glæden kan skinne på os. Samtidig sparker sorgen os i mindet.

Døden, kærligheden og sorgen er forlenet med sammenhængskraft. Det ser vi også af dette citat fra Højsangen, kapitel 8, i Det Gamle Testamente: ”Læg mig som en seglring ved dit hjerte, som en seglring om din arm; for kærligheden er stærk som døden, lidenskaben er grum som dødsriget; dens flammer er flammer af ild, en voldsom brand. Vældige vande kan ikke slukke ilden, floder kan ikke skylle den bort.”

Du kan måske spejle dit eget liv, dine egne erfaringer, fra lyset af denne kærlighedens flammeskrift. Døden udgør en smertefuld grænse. Du har betalt kærlighedens pris. Du mærker, hvordan sorgen river og slider i seglet, som du bærer på din sjæl. Men hvis du elsker, er der også glinsende skær af kostbarheder forbundet hermed. Det er tegn på, at du bærer kærlighedens segl dybt i din sjæl. Seglet er brudt i stykker af døden.

Låst og slået i mindet

I det bitre er der måske alligevel en sødme – en eftersmag af alle de gode øjeblikke, som du har delt med den, du elskede. For du sørger i kærlighedens overvældende erindring. Kærligheden griber ud efter taknemmeligheden. ”Vi får, og vi mister, og vi må forsøge at være taknemmelige og med den taknemmelighed helhjertet favne det, der er tilbage af livet, når det mistede er trukket fra.” (Andre Bubus II, Broken Vessels) Det mistede kan dog være mere end vanskeligt at radere ud af mindet. Og det er nok heller ikke pointen i citatet. Men taknemmeligheden er naturligvis såre vigtig.

Kærlighedshistorier kan være stærkt bevægende. Men de kan også være tilknappede. Tillåste. Vi kan forsøge at skabe mening og sammenhæng i vores liv gennem den gode historiefortælling. Men nogle gange rækker ordene ikke til. Små sorger har ord, de store er stumme. Karen Blixen hævdede, at alle sorger kan bæres, hvis de sættes ind i en fortælling. Hun var selv en fremragende historiefortæller, men hendes påstand fortjener modsigelse. Hvad nu hvis et menneske ikke kan fortælle en historie om det, der er helt fastlåst? Om det der er slået så forfærdelig hårdt i mindet? Det forekommer, at sorgen bærer dette udtryk. Der var måske ingen, der kunne bidrage med at finde ordene til en historie. Den blev derfor heller ikke fortalt.

Sorg er et liv der skal leves

Ethvert væsentligt tab starter en sorgproces. Sorgens opgave er at bearbejde adskillelsen og tabet. Gamle tilknytninger kommer på en måde ind på et nyt sted i vort liv. Vi må også forholde os til dem på en ny måde. Sorg er nemlig ikke et problem, der skal løses, men et liv der skal leves. Hertil kan der være hårdt brug for livshjælp i form af konkrete råd, men det åbne lyttende hjerte overtrumfer næsten alt.

Vi skal alle dø en dag – men lad os også huske, at alle andre dage skal vi leve. Vi har fået livet som gave, og den skal ikke pakkes ned eller gemmes væk. Det er velkendt, hvordan man kan sørge for smertelindring på mange slags måder. Men det er straks vanskeligere at sørge for hinanden på den måde, at vi giver liv og livsmod til sorgfyldte medvandrere.

Når sorgen virkelig er et liv, der skal leves, så betyder det alverden, at der er et menneske, som ved hvad der volder netop os sorg og smerte. Åbenhed kan være et kæmpe skridt. Men åbenhed rummer potentiel stor sårbarhed. Og mest sårbare er vi, når vi kæmper med sorg og fortvivlelse, eller når vi føler os ensomme og isolerede i al vores sorgfuldhed. Kan vi skænke hinanden så meget nærvær, at sorg ikke er et liv, vi lever alene?