Hvert enkelt menneske har sin historie og oplever sorgen forskelligt. Er sorg denne særlige nedstemthed ved adskillelse og tab, så er der alligevel forskel på, hvordan tilknytningen har været, og hvordan den sætter sig igennem i nutidens liv. Men sorgen kan opleves som en stærk følelse af tristhed, fordi der har været så megen kærlighed og tilknytning involveret.

Efter tabet af en nærtstående kan vi finde os selv i et par forskellige rum. Rum vi går ind og ud af. Sådan kan det være en ret konkret erfaringsoplevelse. I et tabsrelateret rum. Og i et genetablerings- eller genindsættelsesrum. En dynamisk proces udspiller sig mellem tab og restaurering. Vi kan også bare kalde disse rum for sorgens rum og livets rum. Med forskellig intensitet fortsætter sorgen med at dukke op resten af livet. Vi kan holde pause fra sorgen, men pludselig konfronteres vi på ny med den. Det er som om sorgens smerte ikke blot er dybt indlejret, men den dukker op og gør sig gældende.

Om at sørge i fortiden

Vi ved alle om betydningen af at være til stede i nuet. Men der findes sorgramte mennesker, som bliver hængende et sted tilbage i tiden. Det er svært for dem at vandre videre ud i livet, måske fordi det ubevidste er så ukontrollabelt. Sørgende kan have vanskeligheder ved at være helt til stede i nuets rum.

Det fraværende gør sig gældende på bekostning af det nuværende. Disse mange afstikkere ind i fortiden med dens sorg og smerte bliver hurtigt en flugt fra nutiden. Det sker på et ubevidst plan, at man nægter at lade nutiden få nogen aktuel betydning. Men er det muligt at blive bedre til at lade nutiden synke ind i sit liv? At lade de nye muligheder og udfordringer udspille sig mere aktivt?

Om at sørge over fremtiden

Fortiden lever i nutiden. Men fremtiden lever i høj grad også i nutiden. Fremtiden er ikke et sted, vi skal hen, men en forestilling, der allerede findes i vores bevidsthed nu. Den er noget, vi skaber, som til gengæld skaber os. Fremtiden er en fantasi, der former vores nutid. Der er en del sandt i dette overvejende psykoanalytiske perspektiv. Normalt er der dog et særligt fokus på førstedelen: Når fortiden lever i nutiden.

At fortiden kan fortrænges er velkendt, men kan man i sorgens liv fortrænge fremtiden? Kan man holde sin sorg ude af fremtiden? Det er absolut muligt at sørge i eller over fremtiden. Vi kan søge ind på flugtens udveje. Vi kan fortrænge sorgens liv ved at leve i et drømmejag eller på hektiske illusioner. Den svigtende virkelighedssans tager vi med os i fremtidens sorgliv. Heller ikke i fremtiden kan vi gøre os færdige med eller nå til en afslutning på sorgen.

Vi vil gerne tro, at vi kan nå til en afslutning, fordi sorgen ellers vil blive ved med at overraske os og bringe forstyrrelse i vores liv. Vi kan gennem sorgarbejdet efterhånden komme til at føle os bedre tilpas, selv om vi stadig kan føle, at den smertende tristhed tager scenen. Visse særlige pause- og mærkedage kan være vanskelige at komme igennem. Vi møder også mennesker, som tilsyneladende har sluppet sorgen og lever livet på ny. Men sorgen er ikke noget menneske helt fremmed. Og i den forbindelse skal vi ikke klynge os til falske håb om sorgens totale overvindelse. Vi kan ikke tage livet af vores levende sorg.

(I senere blogs vil jeg udfolde nogle andre vigtige perspektiver på tab og sorg. Blandt andet er det relevant at nævne, hvad den kristne tro og teologi kan bidrage med af nyt og justerbart lys på sorg, trøstet sorg etc. Jeg har primært villet introducere nogle få – overvejende – psykoanalytiske sorgperspektiver. De relaterer til alment kendte erfaringer.)