Hvis du føler dig alene, er du ikke alene. Rigtig mange kender dog til en tung ensomhed i deres liv. Alligevel må vi ikke koble det at være alene til det at være ensom. Ensomhedens problem er et sammensat problem. Der er ikke tradition for at tale åbent om det. Tværtimod er det tabubelagt. Men det er også i nogen grad generationsbestemt. En vedgåelse af ensomhed ligger ofte mere lige for hos de unge.

Sårbarheden stiger til store højder i et uopfyldt længselsbillede. Længslen går bagover og bliver til et savn. Et vemodssavn. En længselsfyldt smerte. Imidlertid tegner der sig et endda fyldigere længselsbillede, for også mennesker med gode, tilgængelige relationer kan igen og igen ramle lige ned i den samme længselssmerte. Billedet tegner sig såre komplekst.

Den schweiziske forfatter, dr.theol., Debora Cornelia Sommer (www.deborasommer.com) har netop sammen med denne blogforfatter fået udgivet kunstbogen Longing – Sehnsucht – Længsel på forlaget Vita Nuova Publisher (www.vitanuovapublisher.com). I bogen indgår et meget stærkt digt om ’Ensomhed’ af min medforfatter. I al sin direkte enkelhed udtrykker digtet en sammensat smerte, en fortvivlelse, et råb.

 

ensomhed

 

jeg fryser

mørkets ensomhed får mig til at skælve

jeg drukner

i følelsernes blå ocean

en trykkende stilhed bedøver mig

 

jeg græder

glødende tårer kvæler mit hjerte

jeg sprænges

som glas spændt til bristepunktet

i tusind stykker

 

jeg tier

det ubeskrivelige kender ingen ord

jeg lider

min verden går upåvirket videre

omgivet af mennesker er jeg helt alene

 

jeg falder

den dybmørke nat griber mig

jeg famler

rundt i mørket uden holdepunkt

panisk angst gør mig åndeløs

 

jeg bønfalder

dig som har lovet at være der for mig

kom mig dog i møde

favn mig i ensomhedens dal

så jeg atter bliver hel

 

Forfatterens billedbrug slår mig helt omkuld. Det gælder fx disse poetiske billeder: følelsernes blå ocean, glødende tårer, glas spændt til bristepunktet, den dybmørke nat og ensomhedens dal. Jeg får lov til at kigge ind i nogle af de sværeste bevægelser og erfaringer, der kan lænkes til ensomhedslivet. Råbet om hjælp og helhed kryber helt ind i mig.

Den dybt eksistentielle følelse af uforbundethed til nogen eller noget får overskriften på denne blog til at ligne en hån. Men der er måske nogle livsvigtige perspektiver på emnet ensomhed, en speciel drivkraft, en udfordrende forståelse, som vi ikke må lukke ned for uden yderligere refleksion? Spørgsmålet snurrer påtrængende.