For Jean Paul Sartre (1905-1980) er angsten en ubehagelig kendsgerning, som følger med den uindskrænkede frihed, vi har som mennesker. Mennesket eksisterer ikke først for så derudover at have en frihed. Mennesket eksisterer somfrihed. Det er os selv og kun os selv, som vælger. Hvis man henviser til en ydre begrundende instans, er det at flygte fra sit ansvar. Vi er som mennesker tvunget til at foretage valg – og dermed fravalg af andre muligheder. Med vores handlinger skaber vi os selv. Vi vælger os selv ud af intetheden, vi er ”fordømt til frihed” og dermed til angst.

Udtrykket ”fordømt til frihed” stammer fra hans største større værk Væren og intet fra 1943. Det er meget relevant at sætte fokus på i relation til forholdet mellem angst og frihed. Sartre beskriver, hvordan vi i det daglige fornemmer angsten i forbindelse med helt almindelige beslutninger. 

Han følger på en måde Søren Kierkegaard her, fordi de begge ikke opfatter angsten som sygdom, men som et eksistentielt grundvilkår. Angsten er slet og ret en del af at være menneske. Både Kierkegaard og Sartre er også enige om, at friheden ikke er en evne, mennesket har, men en betingelse ved selve det at være menneske. At være menneske er at være fri. Vi er ikke frie, fordi vi kaster et eller andet åg af os, altså at vi gør os fri af forskellige bindinger, relationer etc. Vi er frie, fordi vi har muligheden for selv at influere på vores liv i verden. Friheden ligger i vores bevidsthed. Derfor kan man sige, at bevidstheden er bevidsthed om frihed, og det er herfra, angsten stammer. Pointen er, at det simpelthen er gennem angsten, at vi bliver bevidste om vores frihed.

Når man frygter for noget konkret, der faktisk kan ske, men som man ikke selv er herre over, forsøger man ofte at opstille en række ”sikkerhedsregler”. Så forsvinder frygten – men højst midlertidigt. Disse ”sikkerhedsregler” er kun mulige og kan ændres, fordi det er mig, der råder over dem, og jeg kan bare ombestemme mig. Her opstår angsten, som netop bunder i min frihed til at ændre mening. Jeg føler angst, fordi mine ”sikkerhedsregler” kun er mulige, ikke virkelige.

Sartre fremhæver her, at det er tiden, der er en udfordring. Vi er ikke samtidige med os selv, når vi beslutter noget, der først skal effektueres i fremtiden. For det kan være, at vi til den tid ikke længere kan få os selv, vores frihed, med på idéen. Det er bevidstheden om, at vi ikke ved, hvad vi vil, og dermed hvem vi er i fremtiden, som Sartre kalder angst.

Det er i denne forbindelse, Sartre benytter udtrykket ”fordømt til frihed”. Ligegyldig hvad vi beslutter os for, er andre handlemåder altid mulige, og vi kan ikke være sikre på, hvad vi vil vælge i fremtiden. Sartre benytter to eksempler: beslutningen om at holde op med at ryge og beslutningen om at holde op med at spille. I begge tilfælde træffer man en konkret beslutning på baggrund af nogle både rationelle og følelsesmæssige overvejelser. Det er usundt, det er dyrt, det gør ens familie ked af det, kort sagt: Begge dele ødelægger ens liv på den eller den anden måde. 

Beslutningen træffes. Man holder op. Aldrig mere, siger man til sig selv. Men problemet er netop tiden. For hver eneste dag, ja, hvert eneste øjeblik, hvor man ikke ryger eller ikke spiller, skal man faktisk (gen)træffe sin beslutning. Den oprindelige beslutning gælder kun i nuet, og man skal selv gøre en aktiv indsats for, at den bliver ved med at stå ved magt. For man har jeg jo til enhver tid friheden til at begynde og ryge eller spille igen. Det er kun en selv, ens egen beslutning, der afholder en fra at falde – i afgrunden. Den afgrund, der opstår, når friheden svimler, fordi den ikke har noget at holde sig til. Vi skal i frihed gentage beslutningen igen og igen, fordi vi som mennesker er underlagt tiden og dermed forandringens farer. 

Alle de muligheder, gode som dårlige, der er knyttet til det at være menneske, er et produkt af vores frihed. Og angsten er anelsen om, at vi selv skal realisere friheden gennem alle de beslutninger, vi tager gennem livet. Derfor bliver vi aldrig fri for angsten. Den er vores tro følgesvend. For vi kan aldrig vide os sikre på os selv. I angsten ligger genkendelsen af noget som en mulighed: Jeg kan til enhver tid ”springe i afgrunden” og give mig til at spille eller ryge igen. Således forstået er jeg fordømt til at være. 

Sartre beskriver angsten som skrækken for ikke at træffe på mig selv, som jeg gerne vil være: for eksempel som ikke-spiller eller ikke-ryger. Angsten ligger i forandringens mulighed. Til daglig oplever vi det næppe så intenst. Vi gør primært, som vi plejer. Vanen er derfor en måde at afvæbne angsten på. Alligevel fastholder Sartre, at selv når uret ringer om morgenen til sædvanlig tid, tager vi hver dag på ny en beslutning om at stå op. Vi gør nok, som vi plejer, og udfører vores morgenrutiner inden dagens dont. Men vi ville altid kunne stille spørgsmålet: Hvor gør jeg det? Eller som Kierkegaard siger: ”I enhver Tilstand er Muligheden til stede og forsaavidt Angesten”.

Noget lignende gælder vores forhold til en række vedtagne værdier. Sartres hævder, at det er min frihed, der danner grundlag for mit forhold til værdierne. Og i virkeligheden er der ingenting, absolut ingenting, der retfærdiggør valget af denne eller hin værdiskala, medmindre jeg selv kan stå inde for den. Her opstår angsten, når vi fornemmer, at det er vores frihed, der danner grundlag for værdierne, fordi vi jo derfor også er frie til at drage de samme værdier i tvivl.

Det er i min beundring, at værdiens storhed er givet. Og det er i min afsky, værdiens gemenhed viser sig. Det er altså mennesket selv, der har ansvar for og opretholder værdiernes værdi. Derfor er det også mig, der har muligheden for at tilintetgøre dem. Angsten viser sig altså, lige så snart jeg gennem min bevidsthed løsriver mig fra den verden, jeg er engageret i på en vanemæssig eller triviel måde, som Kierkegaard forskeren Pia Søltoft benævnt det. Eller som Kierkegaard siger: ”Muligheden er derfor den tungeste af alle Kategorier”.