Det er mere end svært at forstå, hvorfor der finder så grusomme lidelser sted rundt omkring, når Gud med et knips i fingrene kunne forhindre det, hvis han ville. Har han ikke magten til at forhindre de her ubegribelig grusomheder?

Det virker ganske ubegribeligt. For den der virkelig kæmper med dette spørgsmål som andet end et spekulativt eller filosofisk problem, så er Guds afmagt og tavshed et ganske alvorligt spørgsmål. Guds tavshed kan blive en ekstra lidelse i sig selv. Forfærdelig kan det være at opleve denne tavshed, når et menneske har råbt sin nød og klage ud mod Gud. I visse tilfælde får et grædende menneske lov til at møde en grædende Gud.

Det store kontroltab

Der er skrevet ufattelig mange hyldemeter om denne klassiske problemstilling, uden at den gode forklaring er kommet for en dag. Heller ikke jeg kan levere byggeklodser til et sikkert tankesystem.

Det ligner det største kontroltab i verden. Guds tab af kontrol og magt. Der sker så mange forfærdelige ting rundt omkring, som kun kan være det her bevis på, at Gud har tabt kontrollen med sin verden og sit menneske. Mange har derfor nået til den konklusion, at Gud slet ikke eksisterer. De har forkastet tanken om Gud på grund af livets grusomhed.

Tilstedeværelsen af ondskab og lidelse i verden ses som et virkeligt blokerende problem for tanken. Men vi kan ikke sige, at f.eks. det onde kommer fra Gud. Det onde skyldes sig selv. Den korte version lyder sådan: Gud er ikke det ondes årsag. Lidelsen er ikke efter Guds vilje.

Der kan godt ske noget i verden, som ikke på nogen måde er et udtryk for Guds vilje og væsen. De forskellige religioner forholder sig meget forskelligt til lidelsen. Kristendommen er her redelig på sin egen måde: Den erkender blankt, at den ikke har et klart og entydigt svar. Lidelsen er noget unaturligt i Guds skabte verden. Bibelen giver også plads til protesten imod lidelsen. Forundringen og ubegribeligheden lever sit liv på Bibelens blade.

Hvorfor siger Gud ikke stop?

Jeg har tænkt noget over forfatteren C.S. Lewis’ ord om lidelsens problem: ”Gud hvisker til os i vore nydelser, taler til os i vores samvittighed, men råber til os i vore lidelser; de er hans megafon, som han bruger til at vække en døv verden”. – Ordene her giver især retning og mening for den, der kæmpende kommer til Gud med sin frustration, smerte, tro, tvivl og vrede – og stiller Gud selv de barske spørgsmål: Hvorfor stopper du ikke det alt sammen? Hvorfor udrydder du ikke det onde og den onde? Hvorfor skjuler du dig i forhold til disse forfærdelige ting?

Kristendommen rummer tanken om den grædende Gud. Han kommer i Jesus Kristus til os og græder med os. Hans tårer falder på menneskejord. Teologen Leif Andersen har i bøger (bl.a. Gud, hvorfor sover du?) og artikler på en hudløs måde udfoldet, hvad vi kæmpende og tøvende kan sige. Jeg bringer nogle få af hans punkter i spil her:

Gud står ved en vens grav og græder, står uden for et afvisende og vantro Jerusalem og græder over byen osv. En Gud, der selv i Getsemane have beder om at blive fri for døden (og ikke bliver det); en Gud, der på korset skriger over, at Gud har forladt ham. Vi savner måske de teoretiske klare svar – i stedet er Gud kommet til os for at dele vore spørgsmål og vores angst og bøn med os.

En medlidende Gud

De kristne vedgår, at de ikke kan hive de gode svar op vedrørende lidelsens problem. Men de har en medfølende frelser i Jesus Kristus. Derfor sker der også det mærkelige, at det ofte er de lidende mennesker selv, der er i stand til at fastholde tilliden til Guds kærlighed, mens de mere velbjærgede mennesker sidder på afstand af lidelsen og bruger den som indvending imod de lidende menneskers egen tro på Gud.

Guds vilje sker slet ikke altid på jorden. Men lidelse og ondskab er på den anden side heller ikke et fornuftsbevis imod Guds eksistens. Det virker absolut mest fornuftigt og indlysende – og mest kærligt, hvis Gud bare gav os et liv uden lidelse. Det er også det, han helst vil; for han er glædens Gud og vil kun os det bedste. Men det er muligt, at der simpelt hen er noget, der er vigtigere end glæde: At vi lærer at elske ham og elske hinanden.

Gud er ubegribelig og uforståelig. Ja, det kan han være. Han kan være tavs og skjule sig. Men Gud har givet os en tolk, der kan oversætte hans fjerne, forståelige tale til kærlighedens sprog. De bedste forklaringer og spekulationer når ikke i mål med tanke på lidelsens hvorfor. Men Gud har afsløret sin kærlighed til os i Kristus. Denne nøgle forklarer ikke alt, men Gud er vores grædende og lidende Gud, der ikke stiller sig på ydersiden af vores eksistens. Han er med sin svaghed til stede i vores svaghed.

Det er vigtig side af inkarnationens under. Gud kom til verden blandt andet også for at påtage sig menneskets lidelse. I Jesus Kristus erfarede Gud den ultimative smerte. Vores erfaring af smerte finder vi ikke en tilfredsstillende forklaring på, men kristendommen giver ressourcer til at møde lidelse med håb og mod i stedet for bitterhed og lidelse.