Grænsen er et vækstområde. Kreativiteten udfolder sig i dette område. Afgrænsning har en fundamental betydning for skabelsen og hele den menneskelige tilværelse. Det er ved at overskride grænser, at vi får adkomst til at gribe noget nyt. En grænse kan eller bør derfor lede dig. En grænseoverskridelse er som en åbning til nyt land. Den muliggør udveksling og samhandling, ny indsigt og kundskab.

Teologen Paul Otto Brunstad, Bergen, satte mig for alvor på sporet af disse tanker. De har beriget mit arbejde som kunstner. Men de har ligeledes ledt mig i andre opgaver. Man må forlade det trygge, for at give sig ud i det utrygge og fremmede, ud i et grænseland. Livet afhænger af beskyttende grænser, samtidig må vi overskride dem. Livet i det udsatte grænseområde kan skabe svimmelhed og ubalance. Men drømmen om den absolutte balance er lige så farlig som drømmen om det friktionsløse og kaosfrie. Grænsen er ubalancens sted. Randzonen er i stadig forandring. Brunstad satte ord på både betydningen af grænsedragning og overskridelsen af grænser. Udfoldelsen følger disse linier:

Skal man mestre livet i randzonen, må man leve med og i den usikkerhed, som findes dér. Skal man skabe noget nyt, skal man nå nye mål, må man have noget af kaosset på indersiden af sig selv. Ubalancen er stedet for ny erkendelse. Den gør os følsomme og åbne for landskabet rundt om os. Ubalancens åbenhed gør, at vi kan komme trygt gennem farlige områder. Den fuldstændige balance kan virke mere tillokkende, men harmoni og balance har sine egne farer. Man bliver hurtigt boltet fast i sin egen tryghed, i sin egen sikre position, man mister dynamikken, dristigheden og driften fremover.

En grænsedragning er en nøgle til det gode kreative arbejde. Det udflydende, det formløse eller amorfe er kendetegnet på det modsatte. Dér hvor alt flyder, hvor der ikke findes grænser, hvor ingen tør tage bestemmelse om noget, forsvinder skaberkraften, kreativiteten, innovationen. Når noget bliver udflydende, sker der en udsivning af kraft og energi. Det gælder på det kollektive plan, men det gælder også for det enkelte menneske. Mennesket bliver udflydende, karakteren går i opløsning. Al fokusering og målrettethed forsvinder. Det er ikke længere til at regne med eller at stole på.

I mødet med vore egne begrænsninger, i mødet med det fremmede, står vi på tærsklen til det nye. Den som aldrig møder sine egne begrænsninger, vil aldrig kunne se mere, forstå mere, end det vedkommende allerede har forstået. Det er først, når vi kommer til vejs ende, når vi står ved grænsen af det, vi allerede behersker og har kontrol over, at vi er i færd med at lære eller udvikle noget nyt. Aldrig er det fremmede, forstået som en ny mulighed, nærmere os end når vi ikke når længere. Væggen er stedet, hvor man med størst sandsynlighed er nærmest en dør. For den der møder væggen, kan det være en god trøst.

Grænsen er ikke kun adskillelse. Der står jeg også ved begyndelsen af noget, som er større og mere omfattende end mig selv. Grænsen er håbets og mulighedens fødested. Uden at noget slutter, vil heller ikke noget nyt kunne begynde. Grænsen er det muliges udgangspunkt. Stien som gik langs grænserne til det romerske rige, blev kaldt for limen. Var man på denne sti, var man kommet til vejs ende i det rige, som romerne allerede havde erobret, men samtidig stod man på tærsklen til en fremmed verden, fuld af nye muligheder.

Umiddelbart er dette en åbenbar psykologisk erfaring eller oplevelse hos det grænsevandrende menneske. Når det bryder eller overskrider grænser, får det vasket sanserne. Det liver op ved mødet med det uvante, og opmærksomheden flytter væk fra de vante riller. Måske kender vi det alle sammen. Vi oplever det for eksempel, når vi boltrer os i bølgerne, og det er måske årsagen til, at stemningen ved stranden altid er let og lys. Faktisk er passagen gennem overflader et af livsfænomenets inderste principper. I den forstand er livet et overfladefænomen, hvad der dog ikke indebærer, at det ikke også er dybt.

Det hører til mit personlige erfaringsuniversum, at livet gennem fraværets nærvær rykker rundt på grænser. Vemodet knytter sig blandt andet til adskillelse, tomhed, tab og fravær. Og i erfaringen heraf ligger en dyb længsel efter relation, fylde og nærvær. Tomrummet, der opstår som følge af tab og adskillelse, virker samtidig frigørende på fantasi og skaberkraft. Melankolien bærer i sig det kreative grænsearbejde. I sin grænse møder vi det nye.