Angst og kedsomhed kan have en døråbnende funktion til kreativitet og kunstnerisk udfoldelse. Ubehagelige kendsgerninger i form af angst og kedsomhed kan vise vej til frihed og ofte være en drivkraft for skabelsen af kunst. Talent er naturligvis et ufravigeligt krav, men angst og kedsomhed kan være en ekstra drivkraft, som forløser talentet til fulde. Det er mere end gisninger, når jeg hævder dette, da mange interviews med udøvende professionelle billedkunstnere understøtter synspunktet.

Med Heidegger kan vi sige, at alle mennesker har en grundlæggende livsangst. Meget af det vi foretager os, det er forsøg på at eliminere denne angst. Samtidig er der netop en forbindelse mellem angst og mulighed, sådan som der er det mellem den dybere kedsomhed, hvor man altså erkender, at man keder sig selv ved noget, og nye muligheder, som Heidegger også fremhæver det. Både angsten og kedsomheden kan på en måde blive både glædelig og nøgtern, når de er med Dasein i egentligheden. Men vejen frem til en sådan tilstand skal være hård. Vi skal tilsyneladende piskes ud af en kedsomhed så dyb, at vi får øjnene op for vores egentlige værensmuligheder. En dybde og radikalitet er gemt her. Kedsomheden er blevet så radikal, at den kan frembringe et omslag til en egentlig væremåde. Dasein ek-sisterer (ekstasis, at stå ud) da i et felt af egentlige muligheder. Konkret kan det betyde, at når kunstnere, uanset om de er forfattere, skuespillere, billedkunstnere eller noget andet, brænder igennem, så skyldes det givetvis, at de er meget følsomme, og at de arbejder på en skærebrænderagtig følelse, som de ikke forsøger at skjule. De har det ikke godt, for de er uroligt søgende, nogle måske med længerevarende ængstelse i forbindelse med skabelsen af deres værk.

Det udefinérbare, utilfredsheden skaber en længsel, der rækker langt ud over det konkrete, det nære. I kedsomheden er en spænding gået tabt, og selv mange former for adspredelse, der genlyder uden efterklang øger den eksistentielle kedsomhed, ifølge Kierkegaard. Kedsomheden kan derfor ses som mangel hos den, der keder sig. Hvis man mangler evnen til at se sammenhæng og mening i en sag, vil man hurtigt opleve, at ting bliver kedelige. Man mister motivation til at investere tid og opmærksomhed på sagen. Selv overstimulering kan ikke løse dette problem.

Den passive og distancerende livsholdning har en række negative konsekvenser, men den har også sin styrke. Dette tilsyneladende, ensomme og adskilte melankolske rum – eller som her med slægtningene til melankoli, nemlig angst og kedsomhed – er væsentligt for kreativitet og nyskabelse. Netop her har man mulighed for kritisk at vurdere ydre påvirkning, indre impulser og reaktioner. For mange bliver tomheden, fraværet af andre, for skræmmende. Kedsomhedens separationssmerte bliver vanskelig at udholde. Frygten for fremmedgørelse og ensomhed bliver for stor, hvorfor man åbner sig for adspredelsens indtryk hele tiden. Man tør ikke at leve med angstens smerte, ensomheden, kedsomheden og stilheden, hvorfor man må underholdes og informeres hele tiden. Evnen til kreativitet, til modning og følelsesmæssig udvikling er imidlertid knyttet til menneskets evne til at være alene med sig selv. Kreativitet virkeliggøres ikke i en rastløs flugt, hvor man altså er på vej bort fra angst og kedsomhed.

Kedsomheden er en overgang og en mulighed; en samling fraværende muligheder. Midt i mødet med disse må man blive modig nok til at lade følelserne få lov til at udvikle sig. At flygte fra kedsomheden øger blot den urolige forjagethed. Omvendt får en accept af eller en forsoning hos det enkelte menneske med kedsomheden, at det får adkomst til nye rum og nye muligheder. Manglende evne til at tåle tomme rum begrænser mængden og anvendelsen af de øvrige rum som står til rådighed. Så den positive opfordring går på, at vi skal lære at gøre brug af både melankolien, angsten og kedsomheden, for da vil der åbne sig nye muligheder, vi var udelukket fra tidligere.

Men kan vi møde for eksempel kedsomheden, så den bliver god og åbnende for kreativ handling? Af dybtliggende, eksistentielle årsager er det måske ikke så let at lære kunsten at kede sig og gøre brug af kedsomheden. Der findes en krampagtig rastløshed, som hedder kedsomhed. I den situation kan selv det mest trygge opleves som kedsomhed. Kedsomhed optræder i et bredt spektrum: fra en mild kedsomhed, man venter måske længe på noget, til kedsomheden i sin mest konsekvente form: en uudholdelig tomhedsfølelse. Imidlertid er vi ofte alt for hurtige til at svare på kedsomheden ved at underholde og give os den hektiske og urolige adspredelse i vold. Heidegger havde et klart blik for letheden og overfladiskheden i megen kedsomhed, som blot bliver en sovepude, sådan at Dasein ikke bestræber sig på at blive sig selv. Derfor bliver det afgørende for ham at vække kedsomheden, at vise dens radikalitet, at gøre tilværelsen vanskeligere. ”Kun den, som i sandhed kan pålægge sig selv en byrde, er fri.” Filosoferen er i den situation en mulig byrde. Den finder sted i “tungsindets grundstemning.” Men denne stemning forsøges ofte reduceret gennem flugtforsøg.

Den gode kedsomhed er den kedsomhed, som også kan være en kur mod kedsomheden. Kedsomheden skal åbenbare henslumretheden og stivnetheden, for at trække på Heideggers bestemmelser. Den eksistentielle og især den kreative kedsomhed er interessant, fordi den er en forløber til et stærkt fornyende og kreativt potentiale, der netop kan ligge i at acceptere kedsomheden. Herved gives der bedre plads til kritisk refleksion, større kreativ fantasi og ikke mindst en mulig kreativ brug af det opståede brud med den hektiske aktivitet. At angst, kedsomhed og kreativitet kan være en vej til berigende åbninger eller indgå i et interaktivt, generativt forhold, det understøttes også af både moderne kulturanalytikere og kunstens udøvere. Angst og kedsomhed er som et forspil til kreativitet og må derfor ikke dæmpes og mildnes.

Hvis vi skal erfare kedsomhedens positive side, så må man kunne udholde den smertefulde ventetid. Kreativitetens kedsomhed og glæde er relateret til en ukuelig hårdhed og udholdenhed. De mest kreative mennesker synes at være dem, der tolererer og udholder angsten, kedsomheden og usikkerheden i længere perioder. Fornyelse og kreativitet forudsætter en slags kedsomhed, der også kan tilbyde at være stimulus for tanke og kreativitet.