Skærmene har givet os mulighed for at flygte fra os selv. Skærmmisbrug skaber endda alvorlig afhængighed, der fx isolerer både børn, unge og voksne mere og mere fra hinanden. Kommer vi for sent frem til os selv i den digitaliserede tid? Kommer vi for sent til besindelse og et tydeligt gensvar på den store afhængighedsudfordring?
Flere nyudgivelser om børn og unges digitale afhængighed er nogenlunde enige om de dystopiske udsigter, hvis det ikke lykkes at få det digitale misbrug omdannet til et godt onlineliv. Vi er oppe imod stærke, magiske kræfter, som disse bøger analyserer og udfolder ud fra forskellige faglige perspektiver. Kræfter som kan tage livet af fx fordybelsen som livsform og forpligtelsen på hinanden. Er man kontinuerligt loaded up i singularitetens sky, står man i fare for at falde til jorden som en stivfrossen pind. En stadig tættere tilknytning til det blå lys fra mobilen eller andet lys fra øvrige skærme styrker menneskers isolerede liv ude på de respektive digitale øer.
Psykologen Ulla Dyrløv giver en slags guide til den gode omgang med de digitale medier. Samtidig er den en alvorlig opsang til børnenes forældre. De må vågne op og at tage aktivt ansvar for børns brug af skærmene. Samlet set er det ganske urovækkende læsning. Forældrene stikker fx typisk deres børn en digital sut for at få fred og slappe af. Der er mange uheldsvangre konsekvenser af disse forældres ansvarsforflygtigelse. Bogens titel er Få styr på dit barns digitale verden.
Grundet den mere filosofiske forankring har professor Bent Meier Sørensens bog Skærmens magi: At træne modstandskraften i en digital tid gjort størst indtryk på mig. Han gør gældende, at der bag skærmmisbrug ligger angst. Her spiller netværkende, distraherede voksne en central rolle i en udvikling, der mestendels får ensomhed, kedsomhed, ubeslutsomhed og rastløshed til at tage til i omfang, selv om målet for mange digitale aktiviteter netop er at afbryde nævnte følelser og reaktioner. Vi formår herved ikke at svare på Søren Kierkegaards spørgsmål: Hvorfor er vi ængstelige, og hvad kan angsten lære os?
Det er store og stærke kræfter, vi er oppe imod, skriver Bent Meier Sørensen. Uden at vi rigtig har opdaget det, er europæiske kerneværdier som oplysning, dannelse, samtale og demokrati kommet under et massivt pres fra skærmenes skabere, techgiganterne fra Silicon Valley, Google, Apple, Facebook og Amazon. Under dette pres er vores liv og samfund ved at ændre sig fundamentalt. Vi er i færd med at aflære gamle dyder som gentagelse, træning, fordybelse og evnen til at kunne være alene og til at kunne tale sammen ansigt til ansigt.
Bent Meier Sørensen har et afgørende greb om spørgsmålene: Hvad er mennesket bag skærmen blevet til? Hvilken kultur ønsker vi at styrke og videregive til kommende generationer? Hvilket liv ønsker vi egentlig at lave? Jeg kan kun være enig i dette stærke fokus. Der består vitterlig en intens kamp for den modstandskraft, den europæiske kultur har trænet i årtusinder, og som menneskelig talt og vurderet er grunden til, at vi er her endnu.
Særlig ét nedslag i denne blog skal fremhæves fra bogens interessante kapitler, nemlig singularitetsfilosofien. Den ser fremtidens menneske uploaded i supercomputerens sky. Den er som en bevægelse hen imod at gøre verden stedløs og abstrakt, uden materie og tyngdekraft, befriet for uvidenhed og smerte, kød og død. En verden kun bestående af den digitale dualisme mellem lys og mørke, 1 og 0. En verden, der som et kosmisk Silicon Valley ultimativt kun kommer til at bestå af lys, af ’lysets lys’, hvis man vil bruge et gnostisk begreb. Dét Silicon Valley eksisterer ikke. Endnu.
Har techguruen Ray Kurzweil ret i sin gnostisk inspirerede profeti om singularitetens tid? Det kan måske være svært at gennemskue. Beholder han ret, vil vi via nanocomputere og upload af bevidstheder til en superintelligent sky, ”være overalt” og ”leve evigt”. Denne forestilling kan se ud til at have slægtskab med det, som i kristendommen forstås som Guds omnipræsens, hvor intet udelades helt af samme Guds bevågenhed. At netværkerne har skabt denne nye situation, har sit modbegreb på softwaresiden i everyware (eller pervasive computing), hvor milliarder af små enheder tænkes at blive spredt overalt: på gaderne, i hjemmene, som pigmenter i maling og som sporstof i kroppenes blodbaner. Her bliver verden lig med The Internet of Things, og Gud ikke eksisterer endnu. For med singulariteten opstår Gud sammen med og uskelneligt fra den guddommeligt intelligente menneskemaskine.
Det konkrete menneske og tilsvarende menneskelige relationer står i oplagt fare for at gå tabt i denne singularitet, som er gnosticisme og monopol i uskøn forening. Jeg kan måske ikke selv gennemskue alle konsekvenser af denne singularitet, men at den står i modsætning til kristendommens inkarnatoriske side synes oplagt. Vi står i alvorlig fare for at komme for sent til os selv i den digitaliserede tid. Bent Meier Sørensen har begået en bog, som bør studeres nøje af ansvarlige unge og voksne. Den giver megen indsigt og bibringer hjælp til at træne modstandskraften i en digital tid.