En tung stemning omgærder ofte en begravelse. Sorgen sætter sig op imod os som en tyk, uigennemtrængelig mur. Selv en hjemmevant gang på kirkegården fjerner eller nedbryder ikke muren. Sådan kan vi opleve det. Men samme stemning kan også sætte tonearten i et menneskes liv i mange andre situationer.

Når alle veje er lukkede, findes dog vejen indad. Påtvunget oplevede den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij (1821-1881), hvordan denne vej åbnede sig. ”Jeg fik lov at leve uden bøger, og derfor kom jeg ufrivilligt til at gå op i mig selv og dér forsøge at finde svar på spørgsmålene – svar som ofte var plagsomme nok.”

Han går ufrivilligt op i sig selv og lærer at elske denne ensomhed. Han mindes, at det eneste han kunne håbe på i den tid, det var ”noget af en genopstandelse, et nyt liv”. Intet andet menneske kunne udtale sig om, hvad der fyldte op i hans indre under de vanskelige år i Sibirien, men det indre, uimodståelige opgør lå alligevel lige for.

Han velsigner det øde, ubeboede sted, hvor han fik anledning til at fælde en dom over sig selv. Men her tændes også forhåbningerne i hans hjerte.

Mørket kommer indefra

I sin sjæls store ensomhed går han i hele sit liv ind i mindste detalje, tænker sig dybt ind i det forgangne, dømmer sig selv ubarmhjertigt hårdt. Ensomhedens mørke skygger slår dog over i stærke forhåbninger. Han måtte tyde gåden om mennesket og meningen med livet.

Det vanskeligste er at få sagt, hvad der ikke kan siges, men som kræver at blive sagt. Det er den dybe indsigt, at så meget hverken kan siges eller forties. Sådan oplevede Dostojevskij den særlige renselsestid. Det skete blandt andet under presset for at opgive troen på Gud. Den sårbare forfatter måtte skrive og tale fra det mareridtslignende sibiriske tugthus, hvor den krænkende behandling og personlige fornedrelse ikke rigtig kendte til grænser. Her måtte han gå under eller holde ud.

Mørket er ikke blot et spørgsmål om ydre miljø. Mørket kommer indefra, fra hjertet. Dette ser Dostojevskij klart både hos sig selv og hos andre. Det døde hus (1860) er en stærk italesættelse, dybt personlig er den, baseret på hans ti år i fangelejr og landflygtighed i Sibirien. Bogen er den mest biografiske bog af forfatteren, hvori han afslører sin åndelige rejse.

I Det døde hus finder Dostojevskij livet. Idéen eller forestillingerne om livet får konkret indhold, ”ordet bliver menneske”. I dødens hus findes Kristus blandt folket, til og med blandt forbrydere. Mange opgiver tanken om Kristus i dette hus, men ikke Dostojevskij. Han finder Kristus som den konkrete, levende virkelighed.

De hårde spørgsmål

Hemmeligheden ved Dostojevskijs forfatterskab kredser om spørgsmål, som alle generationers mennesker må kæmpe med: Findes der en levende Gud? Eller er alt i tilværelsen kun et resultat af tilfældigheder? Hvordan kan mennesket leve med indsigten, at det er dødeligt, at alt skal efterlades, at man skal lægge sin stav? Hvordan kan mennesket leve med sin skyld, for uanset hvor det vender sig hen, så mislykkes det til stadighed for dette menneske, trods de bedste intentioner? Dostojevskijs figurer kæmper med problemer, der er indbygget i menneskets eksistens.

I forfatterskabets romaner møder vi højst levende personer, der lider, elsker, hader, længes og ængstes. De kryber nærmest ind under huden på os. Dostojevskij stikker dybt i den menneskelige psykologi. Midt i det hele forsøger han at forstå menneskets længsel efter Gud. Han sætter ord på menneskets søgen og tvivl, dets anelser og stærke begejstring. Men først og sidst er han optaget af de bibelske beretninger og Kristusfiguren – hvem er han egentlig?

Mennesket er selve gåden 

Allerede som 18-årig skriver han til sin bror: ”Mennesket – det er selve gåden. Den må tydes, og bruger du dit liv på at tyde den, da kan det ikke siges, at du har forspildt tiden. Med denne gåde vil jeg beskæftige mig, for jeg vil selv være menneske.” – Ofte blev han ført derhen, hvor dybet råber til dybet. Det er i skarnet, at man skal finde perlen, siger Dostojevskij. Med det vil han også sige, at man lettere finder Kristus blandt dem der lider, end blandt moralsk set højtstående mennesker eller blandt de rige og lykkelige.

I Det døde hus males den komplekse menneskelige eksistens i stærke farver. Det sker ikke uden brændemærker fra skærsilden, sådan som tugthuset i Sibirien var det for Dostojevskij. I 4 år opholdt han sig i tugthuset i Omsk. Oplevelserne dér udgør en sand fortvivlelse. Stedet er fyldt med had og den dybe ydmygelse. Men medlidelsen er også stærk netop dér. Ulykken får mennesket Dostojevskij til at ’omvende sig’ – og til at forstå livet bedre. For mennesket mister ikke sig selv og sin forståelse af livet i mødet med det lidende folk. Og det er dér blandt folket, at Dostojevskij også møder Kristus.

Derfor må han også give plads til den uforlignelige Kristus i Dødens hus: Skulle nogen kunne bevise, at Kristus stod uden for sandheden, da skulle Kristus endda være at foretrække. Oplevelsen af livets sang i Det døde hus er så afgørende, at selv om han i samme brev medgiver, at han er ”et tvivlens og vantroens barn”, så kommer Kristus for altid at være hans ledestjerne, den Kristus han mødte midt i livet blandt sit folk.

(Denne 2. del er en udvidelse af en tidligere publiceret blog, dec. 2014)