Skulle melankoliens sorg skyldes, at den er funderet i menneskets fantasi, at det virkelige og det indbildte ikke længere evnes adskilt? Skulle åndens forfatning være af så ringe kaliber, at den helt er i indbildningskraftens styrke og vold? Så den alene er i sorgens og tristhedens domæne, uden at der kan siges mere herom? Ser melankolikeren alene ting, der ikke er, og opfinder ting, der ligger uden for Guds skaberværk?

Der er en del mere at sige om melankolien. Subjektets og sorgens frisættelse fortjener ikke kun en sygdomsdiagnose. Det er sandt nok, at subjektet lever med faren for kun at falde tilbage på sig selv, men relativerer melankolikeren per automatik livet eller verden gennem refleksion og fantasi på negativ måde? Resultatet vil ikke altid blive apati og åndelig sterilitet, hvorfor de seneste overvejelser i middelalderen også standser op ved konflikten. Melankolien må på en eller anden måde indrømmes at rumme et skabende potentiale, der kan udfordre den bestående orden. Subjektet glider måske nok væk fra verden, men det skaber også de verdener, det har brug for, hvilket ikke kan vurderes entydigt negativt. Den farlige fantasi bliver til stor skaberkraft i digtningen og kunsten i øvrigt. Den bliver et erkendelsesredskab i den nye tid.

Den skaberkraft, middelalderen frygtede, bliver renæssancens anliggende. Humanismens interesse for subjektet og dets potentiale fører til en rehabilitation af melankolien som fænomen, der udmærker det enkelte menneske, og som betoner, at denne sindstilsstand fører en privilegeret indsigt med sig. Denne fortjeneste kan for en stor dels vedkommende tilskrives Marsilio Ficino (1433-1499), hvis besynderlige syntese af platonisme, kristendom, medicin og astrologi danner rammen for et nyt syn på melankolien og det enestående individ. For Ficino er den lærdes temperament afgjort af melankolsk beskaffenhed. Det fremgår blandt andet af værket De triplici vita (1489). Saturn var de melankolskes planet, og dens konjunktion på fødselstidspunktet regnedes for en afgørende faktor i udviklingen af den enkeltes temperament. Og netop planeternes forhold til temperamenterne var jo et nyt indslag hos renæssancens tænkere. Dertil bliver introspektion netop et adelsmærke, helt modsat tænkningen i middelalderen. Melankolikerens disposition bliver til et aktiv, til et privilegium, der sætter ham i stand til at gennemtrænge verden og dens gåder med sit særlige blik. Ficino går videre end Aristoteles, når Ficino ser melankolikeren som et geni, en kategori, der fødes med renæssancen.

De individer, der er født under Saturns tegn, er allerede skabere, hvad enten deres virke bliver inden for filosofi, digtning, malerkunst etc., og dermed fødes den moderne kunstnerrolle, der afløser middelalderens syn på den skabende som håndværker. Man bliver ikke til en stor ånd eller kunstner ved at slide med talentet, men fødes til det. Denne udvikling resulterer i en bølge af melankolsk ”opførsel” hos kunstnere., der skal understrege deres særlige gave, som fx humørsyge, excentricitet eller social afsondrethed.

Middelalderens negative syn på melankolien gav ikke digterne anledning til at beskæftige sig nævneværdigt med den; den forblev alene et anliggende for teologerne. Med forestillingen om melankolien som kreativitetens genius kommer digterne på banen, og det bliver dem, der definerer dens indhold de efterfølgende århundreder. Digternes subjektivitet udspringer af humanismens nye menneskesyn, der bestræber sig på at frigøre subjektet ved gennem refleksionen at lade det vinde indsigt med sig selv, således at det kan blive autonomt og frit. Det spekulative liv, ”vita contemplativa”, bliver renæssancens nye redskab til at lade subjektet nå frem til denne selvindsigt og til at forstå sig selv i relation til den omgivende verden. Den nye selvbevidsthed gav grobund for melankolien, idet subjektet nu helt er overgivet sig selv og derfor let bliver et bytte for modstridende tanker. Det ene øjeblik oplever et sådant menneske følelsen af at beherske og forstå hele verden, og det næste martres han af tvivl på sig selv og sine evner; kort sagt oplever han sig nu som et splittet individ. Melankolien bliver denne moderne erfarings metafor, fordi den rummer et ”dobbeltblik”, der gør, at subjektet både kan se sig selv indefra og udefra. Det kan se sin egen ”andethed”. Netop denne interesse for selvet og dets konflikter bliver til et stort tema i den nye litteratur, der vokser frem af de erfaringer, humanismen har gjort, og for de næste århundreders vedkommende som gennemgående metafor.

Den gamle melankoliopfattelse sprænges. Det at være melankolsk bliver til en forbigående sindstilstand, den kan bemægtige sig subjektet i forbindelse med forskellige erfaringer som fx kærlighed, sorg eller ensomhed. Melankolien bliver som stemning eller en sjælelig tilstand et oplagt fænomen at skildre for tidens digtere, der ustandseligt kredser om jegets refleksion over sit forhold til sig selv og til den omgivende verden. Begrebet anvendes derfor også i en bredere betydning og i stadig flere sammenhænge. Nu taler digterne om melankolske landskaber, rum, toner og stemninger, ja, adjektivets anvendelighed synes at kunne varieres i det uendelige. Denne enorme udvidelse af begrebet giver digterne mulighed for at fylde alverdens betydning i det, og det tøver de ikke med at gøre, så fra dette punkt og frem bliver alle tænkelige variationer mulige. Allerede på Shakespeares tid er betydningerne så mange og specifikke, at han i sin Henry IV, Part I kan gøre sig lystig over det næsten absurde antal af melankolinuancer, der byder sig til.

Både i litteraturen og billedkunstneren blev melankolikeren den mest interessante mennesketype. I ham så man en skueplads for den menneskelige ambivalens, der blev denne periodes store interesse. På billedkunstsiden er det mest berømte værk fra denne periode Albrechts Dürers stik Melencolia I fra 1514. Stikket udtrykker melankoliens dobbelte væsen. Her rummes erfaringen af både tristhed og apati på den ene side og af kreativitet, refleksion og geni på den anden side. Kvindeskikkelsens indesluttethed og nærvær og interesse for yderverdenen finder hinanden i en tung, ubevægelig krop (som tungsindighedens fysiske aspekt), men samme skikkelse er udstyret med vinger, der minder om, at hun også er guddommelig, og at hun ville kunne svinge sig op i himlen. Melankolien bliver en forudsætning for skabelse. Den dybe meditation går forud for anvendelsen af redskaberne. Andre aspekter – hvilket også gælder mere generelt for renæssancens opfattelse – af melankolien kunne også fremhæves. Det gælder fx i den memento mori-tanke, at døden skjuler sig, men den er dog altid nærværende. Stikket etablerer en forbindelse mellem erfaringen af forgængeligheden og den kreative proces, således at det er bevidstheden om et tab, der ansporer til kreativitet. Intetheden bliver paradoksalt nok det stof, der kan skabes af.