Men hvad er så melankoli? Er den blot glæden ved at være trist? Svaret giver ikke så let sig selv. Robert Burton skrev i The Anatomy of Melancholy, at ”Babelstårnet afstedkom ikke en lige så stor sprogforvirring sammenlignet med den mangfoldighed af symptomer, dette melankoliens kaos har forårsaget”; og vi må konstatere, at forvirringen ikke er blevet mindre i de knap 400 år, der er forløbet siden da. Forsøget på at besvare spørgsmålet om, hvad melankoli er, viser sig hurtigt at være en uoverstigelig opgave, da begrebet har spillet en rolle i europæisk tænkning, kunst, medicin, ja, snart sagt overalt siden antikken og vedbliver at bevare sin styrke som begreb. Det betyder, at den er blevet udlagt på så forskellig vis, at den kan forstås som både genialitet og galskab, depression og eksaltation, åndelig sterilitet og dyb skaberkraft eller mere generelt, som henholdsvis menneskets forbandelse og velsignelse. En egentlig bestemmelse eller præcisering af melankolien kan altså ikke lade sig gøre, for den er og bliver et dynamisk begreb, der ustandseligt trækker på sin lange historie, samtidig med at den lægger nye betydningslag til de allerede eksisterende. Dens historie afspejler melankolikeren selv, der, fordi melankolien er en kraft, der destabiliserer verden, hele tiden må nyfortolke relationen mellem et selv og omverdenen.

Melankolien er som udgangspunkt præget af unøjagtighed og ubestemmelighed, så enhver, der rammes af den eller vil søge at forklare den, ser sig nødsaget til at investere sin egen subjektivitet i begrebet for at sætte det i spil. Måske kan det formuleres endda skarpere med reference til melankoliforskeren Lázló F. Foldényi, der siger, at melankolien kan der egentlig ikke tales om. Den er ikke genstand for vores tale. Det drejer sig snarere om et forsøg på at forstå vores egen stilling ud fra de begreber, den har skabt. Melankolien er altså ikke definerbar. Den er derimod et sted, subjektet kan benytte som erkendelsesredskab. Eller den er som et laboratorium, hvor der gøres eksperimenter. Grænserne mellem jeget og verden afprøves. Derfor er melankoli også et grænsebegreb med stor eksistentiel og kreativ betydning. Melankoli er en refleksionsproces, hvilket vil sige, at det er et meget dynamisk begreb med forankring i det enkelte menneskes anvendelse og erfaringsliv.

Vi har set, hvordan filosoffer og digtere har bidraget til at frisætte fantasien og tillader bevidstheden at splitte sig selv. Dens dynamiske grundbestemmelse gjorde en dialektik mulig, hvor selvet på samme tid faldt tilbage i sig selv og trådte ud af sig selv for at betragte sig udefra. Dette subjekt og objekt i én korresponderer godt med en kunstnerisk fornyelsesproces. Melankolien må på mange måder formulere en erfaring af sin splittelse. Melankolikeren fremstilles ofte som kommunikationsløs, som tavs og uden forbindelse til verden, men når han bevæger sig ind i kunstens domæne, hører stumheden op, og han tvinges til artikulation. Melankolien kan på den måde blive til en kamp mod stumheden (Ludvig Völker). Det sker gennem digtekunst og andre kunstudtryk. Kunsten bliver det domæne, hvor melankolien virkelig kommer til udfoldelse, fordi den i sig selv er en af menneskets vigtigste refleksionssteder og selvsagt kan lade fantasien spille uden indblanding fra politik, tro, ideologi osv. I det mindste i princippet. En erfarings- og troshorisont kan dog aldrig lades helt ude af betragtning. Men igen – i princippet – er kunsten som melankolien et frihedens rum, hvor alle tænkelige forestillinger kan udvikles og afprøves.

I kunsten må melankolien nødvendigvis være en refleksionsproces, da den melankolske bevidsthed ellers aldrig ville kunne formulere et eneste ord om sig selv, og derfor bliver melankolien en frugtbar erfaring i mødet med kravet om artikulation. Den rene negativitet, forstået som stumhed, åndelig impotens og afmægtighed, kan ikke fungere her, hvilket betyder, at den, der er ramt af en konkret, depressiv melankoli, aldrig ville kunne blive eksempelvis digter. Ved udgangen af eller på bagkanten af depressiviteten kan der imidlertid skabes fornyende og tit skånselsløse kunstværker. Både digtere og billedkunstnere har leveret mange markante og spidse eksempler på dette. Sorgen eller smerten er fx nødt til at blive sprogliggjort, for at subjektet kan komme til erkendelse af sig selv, ellers går det til grunde. Malcolm i Macbeth udtrykker problemet fint, da han trøster Macduff, efter dennes familie er blevet slagtet af Macbeth: ”Nej, ven! Lad være at trække hatten ned i panden: Giv sorgen ord; den smerte, der ikke får mæle, hvisker til det overbebyrdede hjerte og befaler det at briste.”

Det negative må således komme til udtryk. Det må fx formuleres sprogligt, for at selvet kan komme på afstand af sig selv, og her åbner litteraturen et enestående refleksionsrum. Den melankolske kunst er altså ikke ”negativ”, som stemmen hos Hultberg påstod, men sætter negativiteten i spil, så den dermed mister sin ensidighed og bliver en produktiv størrelse, der genererer indsigt og erkendelse. Den melankoli, der kommer æstetisk til udtryk, kan altså blive en frugtbar refleksion over de såkaldt negative fænomener som tab, forkrænkelighed, døden etc. På den måde rummer melankolien som kunstnerisk topos et bekræftende aspekt, som den uformidlede melankoli ikke indeholder, og derfor kan den således også have et erkendelsesmæssigt potentiale. Derfor er det en almindelig erfaring i mødet med kunstens værker, at man som beskuer eller læser aner, om de er forankret i melankoliens åbne refleksionsfelt, om sorgen og smerten er en fortrolig og ressourcestærk følgesvend etc.

Det konkrete startpunkt for disse tekster, om hvordan skønheden er splittet i denne ruinøse verden, var noget, jeg læste i en redegørelse om Charles Baudelaires værk med speciel reference til melankoli og skønhed. Teksterne er meget foreløbige. Baudelaires bidrag er jeg således slet ikke færdig med.