Stol på at det vil lysne

En anmeldelse af en ny, vigtig bogudgivelse

70 korte, livsbekræftende og vedkommende klummetekster indgår i Tomas Sjödins nyeste udgivelse, Stol på at det vil lysne. Den er netop oversat og udgivet på dansk (marts 2020). Her følger en kort anmeldelse af bogen:

Den svenske præst og forfatter Tomas Sjödin skriver enkelt og vedkommende om den menneskelige eksistens. Han undgår på ingen måde det komplekse, det sværeste. Forfatteren har en helt særlig evne til at belyse de nære livsemner og konkret udfolde dem med tanke på almindelige menneskers hverdag.

Forlaget Boedal har tidligere gjort andre af hans bøger tilgængelige på dansk. Da jeg er blevet beriget og klogere på livet ved at læse Det sker når du hviler, Der er så meget vi ikke er nødt til og Den der finder sin plads tager ikke en andens, sker mødet med den nyeste af forfatterens hånd også med meget positive forventninger.

Bogen er eksistentielt og åndeligt velinformeret. En række bibelord og teologiske perspektiver er velintegrerede i dens klangbund og bærende lag, sådan som de er det omkring nogle opbyggelige pointer, der er værd at reflektere nøjere over. Generelt er teksterne godt komponeret både på et indholdsmæssigt og sprogligt niveau. Deres rytme og tråd understøtter på mange måder de særlige ærinder, der knytter sig til hver af bogens mange tekster.

Det flertydige og komplekse betyder tit et opgør med det enfoldige. Det er ikke tilfældet i denne udgivelse. Bogen er alt andet end naiv, indskrænket, snæversynet. Netop det enkle og enfoldige er eksistentielt og helhjertet på en måde, så bogen her rækker vidt ud. Den har med andre ord adresse til en meget bred målgruppe. Den kan vitterligt med stort udbytte læses af alle interesserede. Den kræver ikke fortrolighed med tro, kirke og kristendom. Alligevel ånder langt de fleste af bogens tekster af åndeligt liv og nærvær, men altså langtfra på en anmassende måde.

Tomas Sjödin har en direkte og åben kommunikation. Det virker tillids- og tryghedsskabende. Det harmonerer helt med hans sigte om, at ”vi kan møde tilværelsen i håbet om, at vi er omgivet af gode kræfter, tanker og fællesskaber”. Mennesker betyder meget for hinanden. Vi fristes til at sætte foden ned i døren og spørge, hvis de altså gør? Naturligvis ligger der opgaver og udfordringer og venter på os alle. Som Sjödin er inde på det: Er vi selv bærere af lys og håb og muligheder for andre? I vores omgang og tilgang med andre? Denne prøvesten, jævnfør de pågående spørgsmål, skinner klart og tydeligt efter endt læsning.

Det er ikke svært at finde noget, der kan undertrykke mennesker og deres liv med hinanden. Bogen rummer megen inspiration og gode frisættende meldinger, der virker opbyggelige, også når livet ramler ind i mørke og svære ting.

Bogen får min allervarmeste anbefaling. Køb og læs den – og giv den til andre! Der er storslemt brug for fordybelse og livsopbyggelse.

Yderligere info om bogen Stol på at det vil lysne

  • Forlaget Boedal, 2020, 165 sider, kr. 199,95
  • Bestil evt. bogen direkte fra forlaget (bogsalonen.net)
  • Og i samme forbindelse: Forlaget tilbyder netop nu en række andre gode sager til ekstraordinært lave priser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *