Her ved nytårsskiftet 2012/13 vil jeg gerne bruge en lille tale i bloggen, som jeg holdt tidligere dette år. Læs den gerne grundigt med plads til fordybelse og eftertanke.

Tale ved afsløringen af BENTE POLANO’s skulptur ’Den hjemvendte’ ved Kingos Kirke, Nørrebro, København

Pinsedag den 27. maj 2012

Det er meget afslørende, hvad vi skal stå vidner til i dag. Tak for muligheden for at bidrage med lidt af det afslørende lys på kunstneren Bente Polanos skulptur ’Den hjemvendte’. Jeg vil fremhæve tre forskellige perspektiver i min tale:

A

Det er så sandt, som det er blevet sagt: “Kunsten er lang, livet er kort”. Vi fødes og går lidt rundt i den her verden, men så skal vi ikke være her længere. Det skønne, det livsbekræftende og de fantastiske relationer og den kærlighed, som vi får lov at smage varer kun kort, inden det skal afbrydes. At tage livet alvorligt er også at tage den nedstemthed på sig, som følger af livets korthed. Når det går op for een, så kommer man til et tomt rum, som også er mulighedernes rum. Men mange af os når ikke at erfare, at vi er ved kanten af et tomt rum, for vi lader os i stedet adsprede og underholde. Men der hvor der absolut ingenting sker, det er også der, hvor fornyelsen sker. Det er vigtigt for enhver fornyende, skabende proces. Skal der ske noget fornyende og livsbevægende, som flytter noget i de menneskelige relationer, så skal man ud i det vækstområde, som man kun finder dér, hvor der ingenting sker. Den ro og stilhed kender Bente Polano. Det er årsagen til, at hun har kunnet skabe dette fantastisk smukke og markante værk.

Kunstneren har lavet en unik skulptur. Unik blandt andet set igennem kirkebriller. Hun viser også i denne nye, stærke skulptur sin hudløse sårbarhed og ærlighed. Intet fra eftertænksomhedens og smertens dybder er gemt af vejen. Denne sand- og vandskårne stålskulptur viser nogle af dybdens og gennemsigtighedens yderste mål og grænser. Livsvandreren er inviteret ind i skulpturen, og vi kan alle følge med helt frem til og opleve selve hjemkomsten. ’Den hjemvendte’ har gjort livet hårdt for sig selv og har øslet så mange gode relationer bort. Materialet her er tilsvarende hårdt, men også i denne skulptur ser vi uroen, den søgende usikkerhed, det bløde, drømmende svæv, gennemsigtigheden. Det åbne og gennemsigtige bliver konsekvent båret rundt, så vi kan møde de menneskelige erfaringer, som vi alle kender til.

B

Kunsten bærer tydelige spor af livet. Eller vi kan sige: Kunsten genspejler hele livet. Måske kan vi endda skærpe påstanden: Kunsten ER selve livet. Netop fordi kunsten kommer ned i alt det sandt menneskelige og går i kødet på de åndelige og eksistentielle spørgsmål. Intet er gemt af vejen. Kunsten kommer helt ind eller ned i dybet, menneskelivets dyb, det vil også sige nede i de føderum, vi bærer med os i livet. Alt det væsentlige kommer i spil. Kunsten kan skære sig vej ind til det dybeste og vigtigste i menneskelivet. Vi er inde og røre ved selve livet, den menneskelige eksistens.

Åbenheden kan også sigte på den skabende kunstners egen personlige åbenhed. Måske i form af en søgen efter identitet og eksistentiel klarhed og gennemsigtighed. Erfaringer og erindringer er genspejlinger af smerte og sårbarhed – eller måske af glæde og håb. Menneskelivets og dermed kunstens fortegn er kærligheden, sensualiteten, sorgen, ondskaben, glæden og håbet. Tit er alle disse fortegn spundet ind i søgende usikkerhed og uvished. Den ærlige åbenhed rummer hele spektret fra smertens dybder til sejrrig glæde. Det kendes og mærkes på en enhver lidenskabelig engageret kunstner. Når jeg for nogle år siden foreslog Bente Polano til at løse opgaven, som du er fuldført, så hænger det jo præcis sammen med dette. Men også fordi ingen som hende kan formgive denne åbenhed, denne glæde og smerte, så mesterligt smukt og betagende.

Men vi kan også åbne åbenheden på en anden måde, nemlig med tanke på ethvert engageret beskuende eller deltagende menneske. Tanken om det åbne menneske i relation til kunsten og kulturen er blandt andet kommet styrket ind via tanken om det åbne kunstværk (Umberto Eco). Det har til hensigt at fremme den størst mulige åbenhed, hvor beskuer og fortolker ses på som et aktivt centrum midt i et net af uudtømmelige relationer. Man kan gøre gældende, at et hvilket som helst kunstværk kræver et frit og skabende svar, men i vores tid tages ”åbenheden” op for at gøre den til et produktivt program, et mål om den størst tænkelige åbenhed. Jeg kan møde op med mit liv og tolke og tyde løs på kunstens værker. Når vi med kunsten er inde og røre ved selve livet, så byder den også ind med tolkninger af det samme liv.

C

Hele menneskets historie er genfortalt i lignelsen om den fortabte søn (Luk 15). Jesus har fortalt denne historie og lovet intet mindre end håb for verden. I lignelsen flygter den yngste bror til et fjernt land i forventning om et bedre liv, men han bliver skuffet. Han begynder at længes hjem, da han kommer i tanke om maden i sin fars hus. Sådan gør vi alle. ’Hjemmet’ har en stærk indflydelse på menneskers liv. Børn, som aldrig finder et sted, hvor de føler, de hører til, kan langt ind i voksenlivet mangle evnen til at indgå i relationer. Mange af os har gode minder om øjeblikke, personer og steder, hvor vi i sandhed følte os hjemme.

Der er et tysk ord, som rammer denne erindring om hjemmet. Det er begrebet ”Sehnsucht”. Det udtrykker dyb hjemve eller længsel, men med transcendente overtoner, altså det som vi ikke har helt hold på i vores fysiske verden. Forfatteren C.S. Lewis siger i en berømt tale, at det handler om åndelig hjemve. ”Vores livslange hjemve, vores længsel efter at blive genforenet med noget i universet, som vi føler os afskåret fra, at stå på den anden siden af den dør, vi altid har betragtet fra ydersiden, er ikke lutter neurotisk fantasi, men den mest sande beskrivelse af vores virkelige situation.”

Bibelen fortæller, at vi har vandret omkring som åndeligt hjemløse. Det betyder, at vi har levet i en verden, som ikke længere matcher vores dybeste længsler. Selv om vi længes efter kroppe, som ”løber uden at blive trætte”, møder vi sygdom, ældning og død. Selv om vi har behov for blivende kærlighed, er alle vore relationer underlagt tidens uundgåelige ustadighed, og de smuldrer mellem hænderne på os, dør og efterlader os, eller vi dør og efterlader dem. Selv om vi længes efter at gøre en forskel i verden gennem vores arbejde, erfarer vi endeløs frustration. Vi realiserer aldrig fuldt ud vores håb og drømme. Vi arbejder måske hårdt for at genskabe det hjem, vi har mistet, men, siger Bibelen, det findes kun der, hvor den himmelske far, som vi er flygtet fra, er nær. Budskabet er, at menneskeheden som sådan er i eksil og prøver at vende hjem. Lignelsen om denne fortabte søn handler om os alle. Skulpturen som et åbent værk er en indbydelse, sådan som kirken er det. Det åbne menneske i kunstværket og kirken som et åbent favntag kan mødes på forunderlige måder. Også sådan at møderne bliver til stor glæde og inspiration, til stadig forandring og fornyelse.