Hvordan kan jeg få et meningsfuldt liv? – Teologien skyder et nyt spørgsmål ind: Hvordan kan jeg leve meningsfuldt for mine medmennesker?
På stille afstand af livet
Livet kan være fantastisk. Især når de store åndelige værdier sætter sig igennem. Værdier som mod, medfølelse, optimisme, tillid og næstekærlighed. Men det samme liv kan også være ganske forfærdeligt og opleves som meningsløst og uværdigt. Det kan skyldes fysisk og psykisk tyngende kår – gennem nedværdigelse og smertefuld lidelse. Eller måske endda når vi rider på tomhed, åndelig fattigdom, overfladiskhed, forbrug eller stærke øjebliksoplevelser.
Vi bruger forskellige erfaringer, når vi tager stilling til vores liv. I dag er det næsten et krav, at alt, hvad man foretager sig i sit liv skal være et udtryk for et gennemtænkt valg. Der lægges mange tanke- og valgbyrder på mennesker i alle aldre. Mange moderne mennesker fralister ligefrem Gud og medmennesker deres betydning ved egoistiske livsholdninger og opfindsomme selviscenesættelser.
Sikkert er det, at spørgsmålet om det meningsfulde liv ikke altid dukker op i mødet med selve oplevelsen af ’meningsfylden’ eller ’meningstabet’. Det bedste sted at finde svaret er ”på en stille times afstand af livet” (Kierkegaard). Dette rolige tidspunkt kan opstå, når man falder i staver over en avisartikel, på vej hjem fra et foredrag, ud på natten i en god samtale med venner, over overvasken, gennem mødet med et menneske, der lever anderledes på den skønne måde, er stærkt forelsket eller i selskab med en bog, der handler om emnet.
En sang kan bedst udfolde sig gennem en stemme. Tanken om et meningsfuldt liv benytter sig også af medier eller redskaber. Sprog, kultur, teknik, natur, Gud og menneskelige fællesskaber hører til medierne for mening i livet. Det er disse forhold, som livet blandt andet udfolder sig igennem. Mest afgørende er dog de gode og givende relationer, som vi forhåbentlig lever i og kender den livgivende betydning af.
Aldrig for sig selv
Sig selv bliver man aldrig for sig selv. Det understreger Søren Kierkegaard på denne måde: ”Selvet maa brydes for at blive Selv.” – Et andet sted kommer han med en hel programerklæring for et kursus i dannelse: ”Eet er nemlig at digte sig selv, et Andet at lade sig digte.”
Menneskets jeg eller dets selv må altså brydes. Det er på denne måde, at et menneske bliver et meningsfuldt væsen. Og valget står ganske klart: Man kan digte sig selv eller lade sig digte. At digte betyder her det samme som at danne og bygge. Man kan altså danne sig selv eller lade sig danne. Valget får store konsekvenser for det enkelte menneske og dets liv, som det udspiller sig mellem det individuelle og det sociale.
Mange i dag tror og tænker, at de kan bygge liv med sig selv. Det sker i pagt med menneskers egne behov og ønsker. Tit råder et oplevelsestyranni. Men det er farligt på den lange bane at være så klog, at man tænker, at man kan være en livets selvbygger og selv styre tilværelsen. Det er her de bærende relationer og de store sammenhænge går tabt. Tomheden øges og meningstabet vokser i hastigt tempo. Det giver vitterlig alvorlige belastningsskader, når mennesket vil råde selv og bære på livet selv.
Omvendt giver det kvalitet og mening i og til livet, når man erkender glæden ved eller er taknemmelig over at være til. At eksistere eller at være til kræver, at man med taknemmelighed anerkender andres bidrag til sit liv. Det er fundamentalt for den enkelte, at man ser, at man ikke selv er årsag til sit liv. Mennesket har ikke skabt sig selv eller kan skabe det selv udenom andre.
Vi kan nævne eksemplet med vort daglige arbejdsliv: Her bæres den enkelte også gennem relationer. Det at kunne bruge sig selv og udrette noget, som er værdifuldt for andre end os selv, sætter vort arbejde ind i en større meningsgivende sammenhæng. Her kommer spørgsmålet til at dreje sig om, ikke hvad der er meningsfuldt for mig, men hvad der er meningsfuldt for andre. Dybest set er det derfor absurd at spørge: “Hvordan kan jeg få et meningsfuldt liv?” Det giver kun mening at vende tankegangen på hovedet og spørge: “Hvordan kan jeg leve meningsfuldt for mine medmennesker?”
Digtet af Gud selv
Dannelse kan ses som et spørgsmål om at finde frem til sig selv, at besinde sig på sig selv, kort sagt at komme til sig selv. Men hvordan sker det på rette måde? Det sker netop ikke ved, at man tilvejebringer sig selv! Intet menneske er fordømt til at være sin egen skaber eller sit eget livs ”ansvarshavende Redacteur” (Kierkegaard). At være overdraget til den store ”Redacteur” er i dybeste forstand livets og meningsfuldhedens forudsætning.
Selv den ufuldkomne, den udstødte, den utilpassede, kan prise sig lykkelig over, at vedkommende er digtet af Gud selv. ”Selvet maa brydes for at blive Selv”. Kun derved kan mennesket blive til ”Aand”, altså til at væsen, der kan forholde sig til sig selv og ved dette selvforhold forholde sig til Gud og derved vinde en sund identitet. Et menneskes gen-opbygning må ske ”fra Grunden af”, understreger Kierkegaard i sine opbyggelige taler.
Den kristne grundfortælling eller de bibelske beretninger lader os ikke i tvivl om, hvordan vi kan vinde livet og dets kvaliteter, herunder meningsfuldheden, tilbage. Mennesket kan ikke finde eller indhente sig selv. Der findes noget uden for menneskets dannelse og opdragelse, som sætter alt i et nyt perspektiv. I kristen forstand kan man ikke føde sig selv, men man må lade sig genføde for at kunne blive en ny skabning, Guds skabning. Kun derved kan man, kristeligt, blive sig selv. Det er en om-dannelse, en underfuld forvandling, hvor man lærer at give slip på illusionen om sin suverænitet, sin forestilling om selvstyring, sig selv.