Alle mennesker har et behov for at tale, for at forstå, og blive forstået. Derfor bør vi lytte til hinanden, ikke kun til ordene, men også til stilheden mellem dem. Denne stille lytten kan være svær at praktisere, når det sorgramte menneske står foran os. Da skorter det tit ikke på de velmenende råd. Altså med mindre berøringsangsten og utryghedsfølelsen fuldstændig har taget styringen og gør os totalt tavse.

Den sørgende finder det måske ikke let at italesætte smerten og sorgen. Sorgen leder ud på ubalancens sted. Sorgen opleves ubærlig. Da har dette menneske mest af alt brug for at blive forstået. Digteren Benny Andersen tydeliggør udfordringen på denne måde: ”En klagesang er til for at høres, og ikke en stil, der skal rettes.” En livshistorie skal høres og forstås. Den skal ikke korrigeres eller skævvrides gennem andres uvise forivrelsesord.

Et par særligt udfordrende pointer følger her:

Adskillelse er også en forbindelse

Det er filosoffen Simone Weil, som formulerer dette slående udsagn: ”Enhver adskillelse er en forbindelse.” Aforismen findes i bogen Gravity and Grace, hvor betydningen af den bankende lytten dukker op i forlængelse af en billedrig erfaring: To nabofanger i et fængsel lærer over en længere periode at kommunikere med hinanden ved at banke på væggen. ”Væggen skiller dem ad, men den er også deres kommunikationsmiddel,” skriver hun.

Enhver adskillelse er en forbindelse. En banken på en væg er en udvej til at lytte. Meget kan dog være vanskeligt at banke sig vej til. En længsel efter det uopnåelige, det umulige, rækker ikke altid til. Modstanden mod forandring på grund af en uopløselig vrede kan udgøre det for en spærre. I den situation kan virkelig lyttekontakt synes helt uden for rækkevidde. Adskillelsens tab kan omdannes til en fossil tilstand, en så tung nedstemthed, at sorgen synes ubevægelig. Men så må kommunikationens forbindelse slå ned omkring denne ubevægelighed.

Sorgen er en levende sorg

Det sørgende menneske lever videre, og så længe det lever, vil det have muligheden for at føle sorg. Den døende er på vej mod en håndgribelig afslutning, men det er ikke tilfældet for det menneske, der sørger. For den sørgende bliver sorgen en livsledsager. Sorgen kan ebbe ud og så pludselig, helt uden varsel, strømme ind over os igen. Tabet af et barn kan for eksempel være årsag til en vedblivende smerte.

Megen sorglitteratur fra krisebranchen lover, at sorgen kan fikses. Du kan komme dig. Du kan finde fred. Psykoanalytikeren Stephen Grosz (i bogen Det granskede liv: Om hvordan vi mister og finder os selv) er én af dem, der, det sker på baggrund af årtiers samtaler, modsiger denne erfaring. Sorgen lever videre. Fordi sorgen er en dynamisk og levende størrelse. At man kan afslutte sorgen, er for ham at se en overordentlig tillokkende fantasi. Det er indbildningen om, at vi kan elske, miste, lide og derefter gøre noget, der for altid udraderer sorgen. Men ideen om, at vi kan afslutte sorgen, er umulig – den er det falske håb om, at vi én gang for alle kan tage livet af vores levende sorg. At stjæle sorgen fra mennesker må vi øve os i at afstå fra.