Der er en sagte, susende stilhed på ensomhedens sted. Muligheden herfor er i det mindste til stede. Det betinges af, at ensomheden er en frivillig sag. Kun derved kan ensomheden blive god. Generøs og godgørende bliver den ikke med årsag i ufrivillig forladthed eller tilbagetrækning. Eller hvis familie- og samfundsudviklingen får lov til at blive så bestemmende for ensomhedsfølelsen, at den fremkalder en sygelig tilstand.

Man kan vælge at svare med humoristen Storm P.: ”Ensomhed er en god ting – hvis man ikke havde sig selv at trækkes med.” – Her går Storm P virkelig bag om ryggen på den enkelte ensomme. Men der er formodentlig alt for meget sandt i hans sjove italesættelse af, hvad det vil sige at kæmpe med sig selv i ensomhedens dal.

Den realistiske og ærlige vurdering af ensomhed finder denne vej: Ensomhed kan være et godt sted at besøge, men mange oplever det som et trist sted at slå sig ned. Den gode ensomhed indgår i et komplekst billede. Ensomhed forekommer både at være en smerte og en åbning. Der er rådende tvetydigheder forbundet eller integreret i ensomhed. To sider altså. Som der er det ved ensomhedens søskende: længsel, kedsomhed, tristhed og vemod.

Men er ensomhed vitterlig en god ting? Det er ikke godt for mennesket at være alene, for det er i den grad et socialt væsen. Det er identitetsvoksende og tilblivende gennem gode relationer. Længslen virkeliggøres og udfoldes i et fællesskab. Tidligt fik jeg blik for dette skærpende lys gennem en kristen livsforståelse.

Bibelens ord er om nogen meget udfordrende i dette emnefelt. Der er slidstærke værdier gemt her. For alene- og ensomhedsperspektivet blev spejlet meget modsat, når jeg tænker på nugældende tankegange. Der findes et livssyn, der kun opholder sig ved, at vi nok blot skal hjælpes til at gøre det gode, og hvor kærligheden nærmest selvforstærkende vil kunne vokse. Men ensomhedens problem stikker meget dybt. Bibelen svarer noget mere dybtgående:

1. Bruddet på de mest bærende og livgivende relationer er ifølge Bibelen årsag til ensomhed. Det er en meget alvorlig påstand. Men mennesket lever på grund af synd adskilt fra Gud, andre mennesker og sig selv. Det mest ultimative eksempel på ensomhedens mørke og menneskets forladthed finder vi i Jesu eget liv og gennem hans død på korset til relationernes genoprettelse. ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” (Matt 27,45). Jesus måtte ind i denne forladthed, for at vi aldrig skulle blive forladt af Gud.
2. Derfor kan længslen efter fællesskab og følgeskab i ensomheden dybest set kun få et sandt og sundt svar, når du ønsker at blive set, at blive kendt og at blive elsket. I Bibelen ser vi, at Gud kender os, elsker os, hører vores fortvivlede råb, og at han altid er hos os. Selv når vi er alene, behøver vi ikke at være alene hele tiden. Selv den ensommes kommunikationsvej står helt åben. Læs f.eks.: Sl. 25,16; Sl 73,23-28; 1 Joh 1,7.
3. Mennesket står i fare for at forløfte sig på sit eget liv. Det giver grobund for megen ensomhed og mange skyggedannende bekymringer. Men mennesket skal ikke tilvejebringe sig selv. Intet menneske er fordømt til at være sin egen skaber eller sit eget livs ”ansvarshavende redaktør” (Kierkegaard). At være overdraget til den store ”redaktør” er i dybeste forstand livets og meningsfuldhedens forudsætning. Læs f.eks.: Matt 6,24-34.
4. Vi er sat i et ubetinget ansvar for hinanden. Vi glemmer hurtigt, at vi ikke styrer os selv. Vi mangler selvindsigt og viljestyrke til at overkomme vores egen dovenskab og ligegladhed. Der råder blot en forsvindende lille trang til at elske dem, man ikke umiddelbart interesserer sig for. Men kærligheden bygger ikke på vort vakkelvorne sindelag. Den enkeltes ansvar stadfæstes ikke gennem et flygtigt lystprincip, men der er noget, vi skal gøre for et andet menneskes skyld. Gør godt og lev for din næste! Læs f.eks.: Luk 10,25-37.
5. At nå til en erkendelse af, at der i magtesløshedens og utilstrækkelighedens mørke findes en Gud, der selv har oplevet ensomhedens mørke og skamfyldte sted, er et meget hjælpsomt perspektiv i samtalens sjælesørgeriske rum. Akslen i kristen teologi drejer sig om, at vi i vores ensomhed ikke er alene. Gud svigter og forlader ikke sit menneske. I den forstand gælder det også: Hvis du føler dig alene, er du ikke alene. Læs f.eks.: 5 Mos 31,8.

Ensomhed er altså i høj grad også religiøst og etisk betinget, eftersom vores pligtfølelse og liv med hinanden har at gøre med forholdet til Gud, med en ægte selverkendelse og med tilgangen til kærlighed. Friheden består i at komme ud over sig selv i kærlighedens lidenskab. Dermed brydes ensomhedens problem indefra. Det er i høj grad udfordrende med tanke på de rådende strukturelle betingelser i familie- og samfundsliv i dag, og som den næste blog vil sætte nogle ord på.