Der indlejrer sig nemt hos den ensomme en mærkelig og ubestemmelig følelse af utilstrækkelighed. En følelse af manglende vellykkethed. Denne overvejende skamprægede situation skal man være årvågen overfor.

Følelsen af uforbundethed åbner op til en sårbarhed og smerte, som der ikke er meget positivt forbundet med. Uforbundethed kan knægte megen livslyst. Når man ikke er forbundet til noget, som på et dybere niveau betyder noget for en, bliver man ensom – måske helt frem til jordelivets sidste dag. Uvægerligt kommer man til at tænke på ham, om hvem der blev sagt: ”Selv i døden var han ensom.”

På trods heraf vil jeg fastholde, at ensomhed også er en god ting. Der er brug for et evaluerende og mere tvetydigt blik på ensomhedens komplekse problem, sådan at alt det fraværende i ensomheden ikke alene bliver det nærværende. Her følger nogle af mine perspektiver og vurderinger:

• Gode gevinster kan der komme gennem en forsoning med grundensomheden. For ensomhed er i og for sig et livsvilkår. Derfor er det ikke entydigt negativt at opleve sjælens mørke nat i form af ensomhed med eksistentielle over- eller undertoner. Vi skal være forsigtige med at dømme ensomheden ude. Det er ikke underligt, at mange føler sig ensomme blandt mennesker. Det kan i væsentlig grad have at gøre med det følelses-mode, man bærer med sig. Og det kan – i bedste fald – være et særligt drive til fornyelse og kreativitet.
• Denne indsigt, som jeg vil kalde det, bør slå hul i muren hos det menneske, der drives frem af jageriets motor, helt ned i hverdagens almindelige liv. Det ydre får hurtigt mere styrke i livet, når man fortløbende ønsker at være meget effektiv. En indbildt og uvirkelig verden med en stærk koncentration om alt det potentielt opnåelige resulterer ofte i en stålsat ensomhed. Men forløsende på livets naturlige udfoldelse er den ikke.
• En frivillig pause fra verdens nyheder og de mest interessante kulturelle, politiske og teologiske diskussioner – og måske en aktiv eller offensiv tilsidesættelse af tidens trends – kan være hjælpsomt til afvisning af ensomhedsmagtens fangarme.
• Den sociale acceleration og fremmedgørelse forlenet med rastløshed og uro kræver modhandling. Forsoningen med ensomhedens store udbredelse må ikke blive en lalleglad eller ukritisk accept af den frisætning, som er hovedgrunden til megen smertelig adskillelse i familie- og samfundsliv. Individualismens opløsning af den sociale kit er en velkendt kraftkilde. Opløsningen slår over i eksistentiel rystelse. Den udvikler livslidelse.
• Fritvalgssamfundet byder ikke på frit valg på alle hylder. Rigtig mange lever ufrivilligt alene, og mange i denne kategori oplever sig som værende meget ensomme. De sukker efter gode relationserfaringer i form af nærhed og forbundethed. Deres længsler i rammen af et mere naturligt sensuelt liv oplever de som uopfyldte. Netop det fraværende bliver den dominerende livshorisont.
• Ensomheden kan også smelte sammen med konkret realisering af stilhedens tænkning. Der findes en velsignet stilhed på den ensomme vandring. Denne vandringsvej tager det tid at finde. På vejen kan man fint sende et andet menneske de allerbedste tanker. Eller man kan nedskrive nogle linjer i en notesbog, så man måske kan være sig selv en hjælp til at opnå mere indsigt og livsvisdom. Det kan være en særdeles god ting at være alene og opleve ensomhed derude i ørkensporet i perioder af sit liv. Skal vi finde rum til at reflektere dybere over vort livs længsler og mål, så er det ikke altid, at de mange ord står distancen. Eftertænksomhed øger følelsen af stabilitet. Den langsomme søgen får værdien af de gode sider af uforstyrrethed til at vokse.
• Det er klart nok, at der må manes til forsigtighed eller et opgør med den eksistentielle ensomhed, der slår bunden ud af et liv, hvor naturlige relationer indgår og bærer igennem. Det kan være svært at se de positive elementer i ensomheden. Jeg opfordrer derfor ikke til uhildet dyrkelse af ensomheden.