Jeg er blevet spurgt: På hvilket grundlag kan humanisme og kristendom gå hånd i hånd? Er det muligt at forene disse størrelser?

Umiddelbart må jeg svare, at der råder en konflikt mellem humanisme og kristendom. Hvis vi med humanisme tænker på den verdslige, særligt den ateistiske, humanisme, så ønsker den netop ikke forbindelse til religion, det overnaturlige osv. Den humanistiske tro og tænkning indebærer derfor – i bred historisk forstand – kamp og konflikt i relation til for eksempel kristendommen. Men billedet bliver straks meget mere komplekst, hvis vi begynder at overveje den såkaldte kristne humanisme, der trækker på inspiration fra kristen teologi og etik. Er fokus på skabelsesperspektivtet og etiske problemstillinger, så optræder der berøringsflader og ligheder mellem humanisme og kristendom.

I forbindelse med den klassiske spænding mellem humanisme og kristendom kan vi rejse et par vigtige spørgsmål, som vi bliver nødt til at overveje kritisk:

• Står mennesket i relation til sig selv eller til noget uden for sig selv? Kan det finde identitet og liv med sig selv alene? Eller sker det gennem troen på Gud, som vi kender ved mennesket Jesus Kristus?
• Er mennesket i bund og grund godt? Så det blot på forskellige måder kan knytte til ved livets godhed, storhed og de smukke humanistiske værdier? Eller er mennesket bestemt og præget af ondskab? Så det slet ikke vil Gud og lade sig drage af Ham?

Disse spørgsmål er ganske skarptskårne, men de er afgørende for, hvordan vi tilrettelægger svaret på spørgsmålet i overskriften. Jeg har lyst til her at understrege, at det kritiske blik på menneskets muligheder uden Gud og tanken om menneskets ondskab ikke giver os en ’fribillet’ til at nedvurdere livet på jorden til fordel for det kommende liv, at vi så bare kan afsky det kropslige og i øvrigt modsætte os alt det fantastiske i skabelsen, kulturen og videnskaben. Det er en meget stor misforståelse.

Der en vigtig spænding, vi må vedgå os i tilknytning til kristen tro og teologi, også når det kommer til en vurdering af det menneskelige og potentielle humanistiske værdier. At Kristus bekræfter mennesket i dets menneskelighed, indebærer ikke uden videre en accept af humanismens ofte optimistiske tro på menneskets store evner, inklusive mulighed for frit at vælge Gud og troen på ham til i sit liv.

I denne forbindelse kender du måske Luthers berømte formulering i Den Lille Katekismus til den tredje artikel i bekendelsen af troen: ”Jeg tror, at jeg ikke ved egen fornuft eller kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig til det ved evangeliet, oplyst mig med sine gaver, helliget og bevaret mig i den sande tro, ligesom han kalder, samler, oplyser og helliger hele kristenheden på jorden …” – Denne tekst sætter foden ned i forhold til en overdreven tro på menneskets muligheder i relation til Gud. Tanken om den frie vilje gælder i forhold til et hav af menneskelivets ydre aktiviteter, men den går i clinch med den idé eller tro, der indebærer, at vi af egen magt selv kan tro på Gud. Det er Helligånden, der kalder og drager et menneske, skaber troen.

I forhold til den nævnte spænding mellem humanisme og kristendom vil jeg fremhæve et par store teologiske tænkere mere:

Den danske filosof og teolog K.E. Løgstrup var optaget af spændingen. Han holdt foredrag og skrev om den. Han er kendt for sine udfoldelser af skabelsesteologien og taler på mange måder positivt om menneskets muligheder for at tage vare om alt det gode, som ingen af os vil undvære i livet med dets relationer. Men også han sætter på en indsigtsfuld måde foden ned i forhold til den overdrevne humane optimisme. Det er den tro, at mennesket faktisk rummer så meget godt, for eksempel at det gennem enten kulturel dannelse eller kristen tro er i stand til at forbedre sig og således tilnærme sig Gud. Jesus opfattes måske som et ideal, som mennesket skal forsøge at efterleve, også om det ikke helt vil lykkes.

Løgstrup skriver blandt andet i Den etiske fordring: ”At vise tillid og udlevere sig, at nære en naturlig kærlighed er godhed. I den forstand hører godheden vort menneskeliv til, skønt vi er onde. Begge dele gælder fuldt ud, så der ikke kan gøres et regnskab ud deraf. Skønt det ofte nok sker, når det hedder: ”noget” godt er der altså ved mennesket! Hvortil kun er at sige: Nej, der er ikke! I den tale om, at der da er ”noget” ved mennesket, vil man nemlig trække fra ondskaben og lægge til godheden – på den enkeltes egen konto! Som om tilliden og den naturlige kærlighed ikke var skænket, men var dets egne drifter og hørte hjemme på selvets konto.”

Betyder det, at vi helt skal opgive tanken om en kristen humanisme? Kan mennesket bekræftes i dets menneskelighed ud fra andre forudsætninger eller orienteringspunkter, end de netop skitserede? Det kommer i høj grad an på, hvordan vi ønsker at forstå den kristelige humanisme. Set i det større historisk perspektiv kan vi finde eksempler på nogle, der har sammentænkt humanisme og kristendom. Det samme gælder i nyere tid i en række kontekstuelle udfoldelser af både befrielses- og kulturteologi, hvor der er sket tilpasninger eller skabt synteser.

Mange har af gode grunde hentet inspiration hos den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer, der udfoldede betydningen af Kristi forsonergerning på en måde, så den blandt andet indebar en bekræftelse af mennesket. Bekræftelsen kredsede i hans optik om Kristi komme i kødet, at Gud selv blev menneske og underlagde sig menneskelivets vilkår. Kristus er det sande menneske, og menneskets mulighed for at lære sig selv at kende ligger i troens forening med Kristus. Der sker en ligedannelse med Kristus, når et menneske fortløbende kaster sig ind på ham i tro og efterfølgelse. Dette er også udgangspunktet for en bekræftelse af menneskelivet og en forpligtelse på et livskald i denne almindelige verden. Skal det give mening at tale om kristen humanisme, må afsættet være netop denne bekræftelse. En sådan bekræftelse vil også få vide følger for menneskets liv i verden, forholdet til for eksempel erkendelse, kultur, politik og videnskab.