Livets sang i Det døde hus

Hvilken nytte er kunsten til i en sorgproces? Sådan har jeg spurgt i forbindelse med et bidrag til en bog, der snart udkommer. Det er nok for indsnævret at spørge på den måde. For kunsten skal ikke bøje alt i neon. Kunstens frihed og uafhængighed er et gode. Det er det også med tanke på den menneskelige eksistens og livets smertepunkter.

Kunsten kan for eksempel stille mange kritiske spørgsmål, ikke fortie sande og ægte erfaringer. Den kan indfange eller søge brudflader og nuancer, ikke budskaber i neon. Den kan lukke op for spejlinger og refleksioner, ikke udslukke stærke følelser og sorgerfaringer.

Kunstens forgrenede udtryk har ofte en særlig evne til at forbinde sig med menneskers vidt forskellige oplevelser af tab og sorg. Disse erfaringer spejles i kunstens rum. Det kan for eksempel være gennem billedkunst, litteratur eller musik. Sorgprocessen kan også blive spejlet og åbnet på en måde, hvor livsglæden, -modet og -kvaliteten på ny finder fodfæste.

Kunstens brudte skønhed

Kunstens værker er født i dybderne af kunstnernes egne føderum. De rummer derfor også i høj grad følelsesmæssige tilstande, herunder smerte og sorg. Når sorgen i kunsten får lov til at sætte sine aftryk, kan kunsten ofte tjene en smertelindrende opgave. Kunstens værker kan være til livshjælp, bibringe eksistentiel, mental og åndelig styrke.

Kunsten optræder både i lyst og nød. Kunstens brudte skønhed har næsten været et mærkat i moderne æstetik. Kunstneren selv er ofte blevet set på som et menneske, der lider. Kunsten bærer en krog til noget hos kunstneren selv. Søren Kierkegaard beholder derfor delvis ret i, at digteren eller kunstneren er et ulykkeligt menneske med dybe kvaler, som så på forunderlig vis alligevel får skabt skøn musik.

Livets smertepunkter indgår i kunsten. Jeg vil nævne både ordfyldte og ordløse eksempler på kunstens brudte skønhed i og med denne klummetekst. Det sammenspundne i ord, billeder, bevægelser og lyde flyder ikke uhindret. Det ser let ud, men måske er det hårdt tilkæmpet. Det kan også se smukt ud, men det er meget usikkert, hvad smukt betyder. Kun sådan står det imidlertid nagelfast og kan agere pejlemærke. Måske skabe vigtige efterklange i vort liv.

Sorgens skygger i litteraturen

Hvad der ikke kan siges, kræver alligevel at blive sagt. Sorgen er nødt til at blive sprogliggjort, om nødvendigt uden ord, for at det enkelte menneske kan komme til erkendelse af sig selv, ellers går det til grunde. Verden af i går blev Stefan Zweigs afskeds- og erindringsbog. Bogen handler særlig om den indsigt, som han skrev frem på kanten af det totale mørke. Om det lys, som kan få skyggen til at flakke og forvandle dens mørke til en forventning om noget andet, noget underfuldt. Noget, der betyder, at man kan leve med skyggen og føle den som en del af sit selv, som ikke er opslugende eller ødelæggende. For skyggen er jo ikke kun noget, der er uden for mennesket, den er også inde i mennesket.

Skyggen skabte forbindelsen til hans inderste hemmeligheder. Netop fordi skyggen var en del af hans skabende væsen, sjælens dunkle spejl. Der er gemt en uudryddelig modsætning i, at kunsten som udtryk for livet selv – og for den enkelte selv – henter sin kraft ud af mørket og forsøger at transformere det. Kunst er dybt afhængig af sin egen skygge, nærer den og lever af den. Men i de bedste øjeblikke kan kunsten oplyse mørket og give skyggen et omrids af lys.

Flere af forfatteren Naja Marie Aidts bøger vil kunne nævnes i denne sammenhæng. Her skal blot henvises til ‘Carls bog’, hvordan livet efter at have mistet et barn er, hvordan sorg forandrer ens forhold til virkeligheden, til ens nærmeste, til tiden. Det er også en bog om poesiens sprog om tab og kærlighed. Den intense fortvivlelse blotlægges i et sorgskrift af skurrende og stor skønhed. Paradoksalt insisterer forfatteren på at skrive om det, man slet ikke kan skrive om. “At forstå det uforståelige er ikke sprogligt”, skriver Aidt.

I forfatteren Helle Helles netop udgivne roman De møder vi en 16-årig pige og hendes mor. Smuk og rørende er bogen, men også både morsom og uendelig trist. Moderen er alvorligt syg. Men de taler slet ikke om sygdommen og sorgen og det kommende tab; de taler om alt muligt andet, de griner sammen og lever videre som om sygdommen ikke er der. Men også kun næsten, for der er en stærk undertone af sorg og tab. Forholdet dem imellem er varmt og omsorgsfuldt, men også skrøbeligt i sin udsathed, og netop det taler de ikke om. Det usagte i de rammende replikker mellem moderen og datteren toner frem og lader sig høre, som det der ikke bliver sagt. Et kærligt portræt af en mor, der taler meget om mad og daglige gøremål i stedet for at tale om sorg og sygdom. Et genkendeligt problemfelt indlejres dermed i romanen. Mulighedernes hjælpsomme spejl åbnes, så vi i tide får talt om det svære.

Fra dødens hus til Guds hus

Når alle veje lukkes til for et menneske, findes stadig vejen indad. For den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij åbnede den sig, om end påtvunget og uønsket. I den mest selvbiografiske bog med titlen Det døde hus beskriver han sin fangenskabsperiode i Omsk, Sibirien. De fire års ophold i tugthuset er som en skærsild for Dostojevskij. Det barske liv og menneskers ondskab overmander ham.

Når ondskaben besejrer et menneske, kan det på ingen måde slippe sin gemenhed og uretfærdighed. Og blikket for kampens åndelige natur må det også vinke farvel til. Det eneste Dostojevskij kunne håbe på under opholdet i tugthuset var ”noget af en genopstandelse, et nyt liv”. Det indre opgør, en omvendelse, begynder fra da af at bryde sig vej. Ufrivilligt går han op i selv og lærer at elske ensomheden. Andres mørke afslørede hans eget mørke. En gådefuld magnetisme trækker indsigten om fangernes sjælelige ufred frem og tydeliggør sygdomstilstanden i hans eget sjæleliv. Dybet råber til dybet.

I sin sjæls store ensomhed gennemgår han hele sit liv, ind i mindste detalje, tænker sig dybt ind i det forgangne, dømmer sig selv ubarmhjertigt hårdt. Midt i alt det forfærdelige han oplever, herunder gennem samværet med de andre fanger, tændes der et håb i hans hjerte. Der fødes en helt ny sang, livets sang, da troen på Gud midt i al lidelse og sorg tager form.

Han skrev blandt andet til sin bror: ”Mennesket – det er selve gåden. Den må tydes, og bruger du dit liv på at tyde den, kan det ikke med rette siges, at du har forspildt tiden. Jeg vil selv beskæftige mig med denne gåde, for jeg vil være et menneske.”

Den dybe selvransagelse i Dostojevskijs eget liv fremstår som et spejl, vi i dag kan bruge, for at se dybere og mere af vores sande tilstand. Ensomhedens sorg og smerte hos denne verdenskendte forfatter bliver såre gavmild. Han møder Kristus i hans lidelse for og medlidelse med mennesker. ”Også jeg er jo menneske, overfor Gud er vi alle lige”, tænker han. ”Sådan som Du viste røveren på korset din nåde, sådan …” Sådan mødte han i Guds hus ved nadveren Guds nåde og tilgivelse. Det skete under et af vagtsoldater eskorteret besøg i en lokal kirke tæt på tugthuset.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>