Martin Heidegger vil med sin analyse af kedsomhed i sit store værk Sein und Zeit vække nogle ting, der sover i mennesket. Heideggers analyse skal hjælpe mennesket til at vende sig fra et uegentligt til et egentligt liv. Livet drejer sig altså om et egentligt eller et uegentligt Da-sein. Afgørende i denne forbindelse er, hvordan vort liv er stemt. Han taler om en stemthed, et lidt underligt begreb, men hans tanke er, at stemningen stemmer et menneske, som man stemmer et instrument. Alt hvad man spiller på et instrument præges af den måde det er stemt på, og det er dette billede, vi skal overføre til mennesket; alle menneskets følelser, tanker, handlinger etc., præges af den stemning, som mennesket er i.

I Heideggers udlægning af stemtheden møder vi igen selvet eller, som Heidegger siger det, Daseins erfaring af sig selv som en byrde. Dette skyldes, at stemtheden gør det åbenlyst, hvordan det er med én: I stemtheden åbenbares menneskets væren som en Dasein, og det bliver således tydeligt for mennesket, at det ved sin blotte eksistens er ’dér’, og at det må tage hånd om sin væren. Heidegger skelner mellem den form for væren, hvori mennesket er sig selv, er egentlig og den form, hvor det blot lever som alle andre, som man eller ’das Man’ lever. Mennesket erfarer primært stemtheden som en byrde, når det ikke lever som sig selv, men som de andre, lever u-egentligt. Stemtheden er derfor altid ’med’ Dasein: Den er som en ’blind passager’, mennesket selv ikke kan tage sigte på og gennemskue, men som ’går bag om ryggen’ på mennesket for dermed at præge dets væren på helt afgørende vis. Kedsomheden tjener derfor til at gøre mennesket opmærksom på disse glemte muligheder, dvs. på den åbenhed, der tilsløres af et alt for ensidigt fokus på nutiden. Dasein skal hentes tilbage fra det forfaldne liv. Mennesket sover ofte i det faktiske liv, og denne søvn tildækker de muligheder, som mennesket står overfor i livet.

Kedsomhed åbenbarer en tomhed og ligegyldighed, menneskelivet frarøves dets mening. Tingene lader os tomme. Det sker i kedsomhedens første form, ifølge Heidegger. At noget lader mennesket tomt hænger sammen med, at tiden er tøvende og nølende. Selv om noget lader os tomt, slæber vi det med os – vi kan ikke bare ligge det bag os. På den måde bliver kedsomheden vores livs horisont eller et medium. Alt bliver kedeligt. Mennesket prøver derfor at beherske kedsomheden i kraft af tidsfordrivet, men det lykkes ikke. Kedsomheden opleves som et indgreb i menneskets tid: Som en magt det ikke kan beherske, og tiden bliver hermed til noget, der piner mennesket – man er ved at ’kede sig ihjel’ i den nølende tid. Det rammes af tiden i kedsomheden.

Kedsomhedens anden form er, at mennesket keder sig selv. Kedsomhed afdækker, hvad det vil sige, at tingene overlader os til os selv. Den viser, at der ikke findes noget (altså blot en eller anden ting), der keder os, og det bliver derfor klart, at vi keder os. Det er ikke blot en bestemt ting, der er kedelig. Nej, vi glider ligesom bort fra os selv i en nølende tid – og vi efterlader os selv i en tomhed. Det er os selv, der keder os. I den første form forekom en bestemt ting kedelig, i den anden er det kedelige ubestemt. Den første form for kedsomhed viste, at mennesket søger at modsætte sig et tab af tid, og heroverfor er den anden form karakteriseret ved, at mennesket tager sig tid til noget. Mennesket overlades til sig selv og underlægges den dvælende og ventende tid som et ufrit menneske. Kedsomhed udspringer af Dasein selv – af Daseins temporalitet.

Kedsomhed er for det tredje, at den er én kedeligt. Denne kedsomhed er den mest rodfæstede i tiden, den dybeste form. Kedsomhed er i denne form mennesket overmægtigt, er prisgivet denne. Mit eget selv er mig kedeligt. Det er ikke blot sådan, et jeg keder mig, men mit eget ’jeg’ keder mig. Derfor trænger denne kedsomhed sig dybt ind på mig. Der er ikke indhold tilbage; jeg bliver konfronteret med en intethed, der sætter en dyb angst i mit eget jeg. Forsøg på undvigelser fra denne giver kun dårlig samvittighed. I denne form for kedsomhed har mennesket indset, at flugten fra kedsomhed er en flugt fra noget i Dasein selv. Man begynder at lytte til kedsomheden. En særlig trang i Dasein, der må ses i forbindelse med friheden, baner sig vej (Heidegger 1992, 30, 205f). Når man bliver angst og urolig, kan der også opstå nye muligheder. For på en måde sættes jeg også fri, bliver ubundet og ser mine muligheder på ny, når mit ’jeg’ keder mig.

Heideggers kedsomhedsanalyse er inciterende: Med kedsomheden tages jeg ud af tiden og får del i en frihed. Kedsomheden tjener derfor til at afsløre den fremmedgørelse, som det bundne selv (det egentlige selv) lever i. Dette er et liv, hvor mennesket ikke selv sætter sine muligheder, men overtagne forestillinger om, hvad ’man’ gør og kan gøre i livet. Ved at sætte selvet frit åbner kedsomheden derfor for, at mennesket kan blive sig selv. Der råder således en gådefuld og uforklarlig magt i den tredje form for kedsomhed.

Det kan synes overraskende, at Heidegger taler om befrielsen fra den binding, som mennesket er i. Mennesket holdes fra det værende: Det undviger eller fornægter sig selv, og mennesket henvises derfor til sig selv som Dasein. Bundetheden er et udtryk for tidens magt og dermed en betoning af menneskets endelighed. Befrielsen består derfor i, at Dasein vedkender sig sin egen endelighed. Kedsomheden åbenbarer en tomhed og ligegyldighed, der vokser frem af den hverdagsagtige beskæftigelse med tingene. Den udvikler sig til at være en modreaktion. En åbning i fornyelsens og kreativitetens tjeneste måske.