Kedsomhed som forløber for kreativitet – Del 4

Kedsomhed siger noget om mennesket som sådan, altså om vores grundvilkår som mennesker, at vi keder os.

Bedst som vi kedede os som børn, har vi alle fået at vide, at intelligente mennesker keder sig aldrig. Jeg plæderer for, at det gør de netop, eller som Kierkegaard siger det, så gør de det forhåbentligt, for alle mennesker er da kedsommelige, hvorefter han laver en inddeling af dem. De allerkedsommeligste er de utåleligste, de allermest fortravlede mennesker i verden. Han får også sagt, at dette at kede sig ikke er alle forundt, for når det står slet til med en, keder man blot andre med sin bevidstløse hasten af sted i livet. Der er forskellige måder, man kan kede sig selv på, men alene dette, at man kan kede sig, siger ganske meget om mennesket.

Kierkegaard opfatter mennesket som en spændingsfuld enhed, der har til opgave at gøre en aktiv indsats for at blive sig selv. Et menneske skal altså gøre noget med sig selv for at blive sig selv. I Sygdommen til Døden bestemmes mennesket som et forhold, der forholder sig til sig selv. Mennesket er selv et afledt forhold, idet der er et forhold, der forholder sig til sig selv og så igen forholder sig til det forhold, der har sat mennesket som et forhold – Gud. I Begrebet Angest taler Kierkegaard om, at selvforholdet kan være et urealiseret forhold, hvis man ikke ser, hvordan mennesket er en syntese af det sjælelige og det legemlige.

Spørgsmålet om, hvordan mennesket er eller bliver sig selv kalder derfor på en nærmere forståelse af, hvordan mennesket udfolder sin karakter af at forholde sig. Det centrale bliver, hvordan mennesket stiller sig til sig selv; hvordan det forstår sig selv. Et menneskes karakter af at forholde sig går netop på menneskets evne til at forstå, og idet mennesket endnu ikke er et selv, men skal blive et selv, er det, som mennesket her skal forstå, sig selv som opgave.

Men hvordan kan mennesket varetage denne opgave? Hvordan bringer mennesket sammenhæng i sig selv? Det gør mennesket ifølge Kierkegaard ikke ved at beslutte sig for at gøre det sådan en gang for alle. Menneskets liv er et liv, der er udlagt i og derfor også udsat for tiden, og tiden er derfor den tungeste byrde, der er blevet lagt på mennesket. Dette betyder, at mennesket ikke kan blive færdigt med at forholde sig til sig selv. Mennesket har derfor ikke en kerne, der kan fastlægges en gang for alle, men er kun ved at være i bevægelse. Dette betyder, at mennesket er kendetegnet ved, at det indgår i relationer til sig selv, andre mennesker og Gud. Denne relationelle karakter skal mennesket tage hånd om, og det er en vigtig pointe hos Kierkegaard, at man ikke blot kan tage hånd om én af delene. Forholdet til Gud, til sig selv og til den anden går så at sige hånd i hånd.

Kierkegaard taler også om den afgørende forskel, der er på at digte sig selv eller at lade sig digte. Det er netop i relationerne, at man lader sig digte og bliver til som værende. At blive sig selv – eller være sig selv – sker gennem relationerne. Dér slipper man også for at skulle være den ansvarshavende redaktør for sig selv og sit liv. For det kan være en trættende og udmarvende opgave at stå med et sådant ansvar. Mennesket forløfter sig da nemt på sit eget liv.

Mennesket er en opgave for sig selv, som må varetages på tidens præmisser, dvs. i tiden. Den menneskelige væren er således en væren i tiden, som må tage hånd om sig selv og den tid, det lever i. Men hvad så, når tiden netop sætter sig igennem som byrde, når den bliver tung, smertefuld eller efterlader mennesket med en tomhed. Det betyder jo, at mennesket er meget udsat. Det er selv, en syntese af det timelige og det evige sat i timeligheden.

Kierkegaard hævder et sted, at ”kjedsommelighed er en Rod til alt Ondt.” Umiddelbart lyder det som en overdrivelse. Kedsomhedens destruktive og onde virkninger kendes. At kede sig er et klart onde, men følelsen er samtidig basis for megen moderne livsførelse. Man kan måske hævde, at kedsomhed er så almindelig en sygdom, at den bl.a. kræver en hel underholdnings- og nyhedsindustri og rejsebranche til at udfylde kedsomhedens ramme. Kedsomhedens negative eller onde side fortjener en modvægt, så forbrugersamfundet ikke får lov til at misbruge tomrummet og længslen, som tidens melankolske kedsommelighedstræk er fyldt af. Kedsomhedens tyranniske side fortjener en stærk imødegåelse gennem relation, langsomhed, hukommelse, glæde og taknemmelighed, understreger Paul Otto Brunstad i sin bog Seierens melankoli.

Der findes i mit perspektiv både en ond kedsomhed og en god kedsomhed. Det kan altså med andre ord være godt at kede sig. Og det er en kunst, vi skal øve os i. Adspredelse og kedsomhed er forbundet ved, at de begge har en modsætning i koncentration, hukommelse eller erindring. Når kedsomhed er et problem, hænger det sammen med, at vi har mistet kompetence i, hvordan vi kan kede os på en god måde. Kunsten at kede sig er alvorligt truet.

Når Kierkegaard satte en overvejende negativ værdi på kedsomhed, så skyldes det, at den danner modsætning til menneskets karakter af væren. Han kæmper mod den udvikling, at mennesket vil vinde identitet med sig selv eller menneskets ønske om selv at være årsag til sit eget liv. Kedsomheden kan ses som tegn på, at et menneske ikke berøres af noget, alt bliver ligegyldigt. Der er strengt taget ikke noget at leve for. Livet er tomhed. Der er ikke rigtig noget at være glad og taknemmelig for. Denne ligegyldighed, man tillægger alt, man møder, kan sætte sig igennem som oplevelseslammelse, hvor mennesket er ude af stand til at indoptage de indtryk, det møder – det har sat evnen til at opleve over styr.

Det centrale i kedsomheden bliver derfor, at den er en lammelse af menneskets grundlæggende bevægelse. Kedsomheden forklares hos Kierkegaard ud fra tomheden og uroen i det liv, som Gud er fortrængt fra. Kedsomheden holdes altså sammen med en uro. Det er ingen modsigelse, for den sætter en rastløshed, og den danner modsætning til ro. Kedsomhed er derfor en tomhed, der står over for menneskets karakter af væren. Den afsporer mennesket efter en søgen efter en ro eller hvilen i sig selv, som mødet med Gud vil afstedkomme. Kedsomheden kan af og til blive så vanskelig at bære på, at livet bliver tomt og meningsløst. Med kedsomheden tager mennesket sit eget jeg bort. Man kan godt fortvivles over noget jordisk eller over det jordiske, men i bund og grund er fortvivlelse altid en fortvivlelse over hele ens verden, og dermed dybest set over sig selv. Kedsomheden i denne her forstand bygger altså ikke på en enkelt, ydre ting, men på menneskets eget liv. Menneskets liv på afstand eller borte fra Gud. Men en erkendelse af netop den nævnte fortvivlelse og kedsomhed kan overføres til en kreativ drivkraft, hvor mennesket kan være eller blive sig selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>