Angsten peger derfor primært indad, ifølge Kierkegaard. Det er selvet, der dybest set ængstes for selvet og det ubestemte i den situation, som man ængstes for, peger derfor tilbage på en selv – på hvorledes man forholder sig i situationen. Angsten sætter sig dermed igennem ved, at mennesket strides med sig selv ved at spille den, det er, ud mod den, det kan blive og mod den, det skal blive.

For eksistensfilosoffen Martin Heidegger er angst primært dét forhold, at man lever sit liv på en overfladisk måde, og er dermed et tegn på, at man ikke er sig selv fuldt ud. Så langt er hans opfattelse parallel til Kierkegaards. I hans karakteristik af angsten som en åbenbaring af intet, lader Heidegger ingen tvivl om sin kilde. I dette læner han sig op ad Kierkegaard, selv om han ikke bygger på det samme normative fundament. Kierkegaards begreber er dybest set kristeligt funderede, hvor Heidegger bygger sit ’Dasein’ (’derværen’) på en almen temporal ontologi. Sidstnævnte er kritisk til transcendensfilosofien og den klassiske metafysik.

Heidegger forudsætter en selvbestaltet transcendens, hvor selvet relaterer til sin egen intethed. Kierkegaards transcendensbegreb er kendetegnet ved, at menneskets endelighed kvalificeres af uendeligheden. Dette skyldes, at mennesket som ånd og dermed som sættende øjeblikket er knyttet til Gud. Mennesket definerer derfor ikke sig selv. Det er heller ikke summen af sine handlinger, men mennesket er set af Gud, og er som Gud ser det. Menneskets væren er en væren for Gud, og dette uanset, om mennesket søger samhørighed med Gud eller er i fortvivlelse.

Daseins angst hos Heidegger er ikke en angst for virkeliggørelsen af muligheden. Tværtimod er det en angst for Daseins egen væren som sådan, dvs. som intethed og dermed stående alene. Angsten er et udkomme af, at mennesket konfronteres med den intethed, som er værens grund. Det er således ikke en strid mellem alternativet synd og tro, som det er hos Kierkegaard, men ikke desto mindre angår angsten også her selvets mulighed for at blive sig selv og miste sig selv. På grund af angsten flygter mennesket fra sig selv og bliver dermed igen og igen ’das Man’, og på denne måde bliver angsten en ’udfordring’, som Dasein søger at undvige. Men i dybeste forstand er al angst ifølge Heidegger i sidste ende angst for døden, som er den mest radikale form for ”ikke-væren”. At konfrontere sig selv med dødens kendsgerning er ifølge Heidegger vejen til frihed.

Angsten sætter derfor en negativ reference til det værende. Verden er dermed synket sammen som ubetydelig, idet den mening og sammenhæng, man tidligere så, ikke anerkendes. Angsten skyldes ikke skuffet forventning, men den er altid ’der’ som en del af Da-sein. Angsten bringer Dasein tilbage til en stadig gentagelig kastethed, en mulighed for en egentlig ”Seinkönnen”. Den grunder sig primært på noget i fortiden. Angsten er en magt, som tager Dasein tilbage i en oprindelig hjemløshed, og som dermed giver Dasein muligheden for en egentlig ”Seinkönnen” tilbage. Muligheden er der for at vinde sig selv tilbage (blive egentlig). Dasein erfarer sig selv om byrde, men selv samme erfaring sætter en beslutsomhed, som gør Dasein i stand til at konfrontere sig med sin intethed. Dasein rummer dermed en mulighed for og ressourcerne til at genrejse sig selv. Heidegger fastholder, at det er muligt at se en værens gennemsigtighed i sammenhæng med menneskets hjemløshed og det intethed/endelighed. Denne accept eller indrømmelse er en vej til at blive sig selv og kan også åbne for de kreative sluser. Dette bliver tydeligere i hans kedsomhedsanalyse.