Kunsten på vemodsrejsen

Kender du til at befinde dig hinsides kulturens trøst? Du elsker kunstens rige udtryk. Men glæden og trøsten indlejrer sig ikke på nogen mærkbar måde. Det insisterende i den positive, livsopbyggende forstand glimrer ved sit fravær. Du bliver lavmælt ivrig, når du skal tolke både livsleden og skønheden. Tankegangen er egentlig klar nok. Du bliver klogere undervejs, for du har kontakt med bevægelserne derinde i sindets kroge og afkroge.

Presset må ikke begrædes. Der findes en side i det menneskelige livsvilkår, som mennesket aldrig kan komme fri af. Det kan italesættes på flere måde. Men i den direkte og koncentrerede form handler det om indsigten i livets grundlæggende tragik, at livet varer så kort. Kunsten er lang, livet er kort. Glæden over livets dejlige og smukke sider skal levnes plads. Alligevel må mennesket vove at nærme sig den bitre indsigt, at det vidunderlige varer kort, at også kulturens skønhed er flygtig.

På livsrejsen dukker melankolien og vemodet op. En smerte og sorg tager lod og del. Men sorgen hører grundlæggende livet til, og vi skal ikke nægte den adkomst. Ubestemmelig kan den være, men den er der. Forsøg på at ignorere sorgens følelse hjælper ikke stort. Når livet snævres ind gennem sygdom eller andre specifikke hændelser, så slås der sprækker i sikkerheden. Vi mindes om den fundamentale hjemløshed. Men længslen melder sig. Længslen er en konsekvens af menneskets søgen efter mening, en tørst.

For mig selv er det blandt andet billedkunsten, arbejdet foran lærredet, eller skrivekunsten, der kan bidrage til roen og langsomheden. For dig er det måske nogle helt andre ting. Men for min del sker det vigtige arbejde i atelieret og ved skrivepulten. Her kan jeg tilbageerobre den langsomme tid.

Billedkunsten er et eksempel. Det hvide lærred kan være grusomt, fordi det står som et spejl og venter på mig. Og selve processen med at bygge op og slå ned kan også være noget anspændt, og jeg kan føle mig noget tom efter en krævende kamp foran lærredet. Men så kan man måske få tømt hjernen – og begynde at se andre steder hen og opsamle ny inspiration. Det jeg oplever, det er: Kunsten giver plads til, at jeg kan frede mig selv og give mig tid til at synke ned i roen og genvinde et langsommere åndedræt. Denne søgen efter en fredfyldt oase fører mig hen til nye steder. Først når man er faldet til ro, kan man ane betydningen af venners ansigter, smil, ømhed, kaldet til tjeneste, storheden i naturen osv. Først når man ikke kaster sig hid og did, kan venskaber fordybes og horisonter udvides.

Hvor fører dette hen? Kunsten får mig til at se. Den er i det hele taget til for syns skyld. Kunsten rammer én med glæde, fryd, storhed, smerte, vrede osv. Den får én til at se ting, der måske slet ikke skulle være der (noget du må gøre op med), og den får mig til at se det, som den såkaldte civilisation har gjort mig blind for (noget som jeg burde satse meget mere på). I bedste fald kan den også skabe vej for nyt fællesskab og bidrage til vigtige omprioriteringer og justeringer i livet. Den kan være en vejbereder for ændringer, så jeg får tid til at leve med alt, hvad det indebærer.

Kunsten kan vise, at fællesskabet med medmennesket bør fylde noget mere, at livet kan få en ny retning, at vores egen og vores medmenneskers situation kan afsløres som falsk, at vi måske lever på et bedrag, hvorfor vi måske heller ikke får tid til det allervigtigste. Nogle gange må vi simpelthen lære at se. Lære at se i øjnene. Lære at blive set. Vejen går fra blindhed til klarsyn. Nogle gange skal synet skoles, øjnene gennemgå en læreproces. Her kan kunsten løse en opgave. Kunsten er i særklasse god til at håndtere melankolien og vemodet.

En tanke om "Kunsten på vemodsrejsen"

  1. Har under en tid tagit del av din blogg från andra sidan Sundet. Förutom de ”vackra” målningarna har texterna talat till mig. Du är inte rädd för att benämna de mörka sidorna av livet. Att smärta, sjukdom, död, och uppbrott finns. Att livet är kort att det gäller att leva här och nu i ett långsamt tempo, trots att tidsandan säger fortare, fortare.
    Vid min läsning idag fastnade jag för din formulering kring längtan:
    ”Længslen er en konsekvens af menneskets søgen efter mening, en tørst.”
    Har själv alltid burit på en längtan som jag inte har kunnat sätta ord på. Nu fick jag hjälp med det, i denna enkla rad. Det är mitt sökande efter livets mening och själva livet. Min längtan är en törst…
    Att kunna känna törst är ju livsnödvändigt både rent somatiskt och andligt. Alltså är det inte så konstigt att jag bär på en längtan. Tack…
    Du skriver att du finner ro genom att måla och skriva. Själv finner jag ro vid havet. Att se det öppna landskapet i olika skepnader. Ibland i rasande storm, ibland helt stilla. För mig är det en bild av min egen inre människa. Denna min kärlek till havet som ibland är blått, ibland svart eller grönt har gjort att jag sugits in i dina tavlor.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>