”Vær dig selv, enhver anden er taget!”

Det er vigtigt at holde fast i sig selv, så ens liv ikke opløses. Tager vi de stærke kræfter i det moderne, måske uroramte, liv i ed, er det en svær udfordring. Det kræves hele tiden, at vi følger med udviklingen. At vi er forandringsvillige og omstillingsparate. At vi vækster på det personlige såvel som på det professionelle plan.

Et sådant liv bliver dog alt for let overbelastet. Mennesket frarøves blikket for, at det er, det vil sige, at det eksisterer som det givne. Og dertil kommer, at det får belastende konsekvenser for de bærende relationer i livet. Vi slynges let ud til kanten af livets centrifuge, hvorved vi står i fare for at miste os selv og splatte ud.

Søren Kierkegaard gør gældende, at den ægte frihed består i at komme ud over sig selv i kærlighedens lidenskab. I samme forbindelse taler han om, at mennesket dels er noget givet og dels en opgave. Begge dele. Det giver en tiltrængt forståelse af at blive og at være menneske. Vi er alle sammen mennesker, men samtidig er det noget, vi skal blive.

Det er finurligt sagt af Oscar Wilde: ”Vær dig selv, enhver anden er taget!” – Du er altså dig, hvilket er ganske oplagt, for hvem skulle du ellers være, men samtidig er det at være dig også en opgave, der skal virkeliggøres, for du skal blive den, du er, hvilket du ikke umiddelbart er. Det er Kierkegaards provokerende påstand.

’Selvet maa brydes for at blive Selv’

Kierkegaard skånede vitterlig ikke mennesket, når han udmaler, hvor fortvivlet et menneske kan blive, når det ikke vil være sig selv. Det gør han i ét af sine hovedværker med titlen Sygdommen til Døden (1849). Råt for usødet hedder det hos Kierkegard: ”Selvet maa brydes for at blive Selv.” – Skal selvet undgå at blive selvberoende og selvmægtigt, må mennesket satse på at blive sig selv.

Hvis menneskets selv ikke bliver brudt, så blomstrer forskellige former for fortvivlelse. De dækker spektret fra åndløshedens fortvivlelse over det fortvivlet ikke at ville være sig selv til det fortvivlet at ville være sig selv. Et selv er forholdet til sig selv. Fortvivlelse er et misforhold. I fortvivlelse er et menneske ikke sig selv.

Kierkegaard beskriver denne fortvivlelse ad en negativ omvej – med fokus på det ikke at være sig selv eller vedkende sig selv. Hvad det vil sige at være et selv, får man altså først og fremmest at vide gennem en skildring af forsøget på at undgå at være det.

Det er virkelig fortvivlende, når et menneske ikke vil være sig selv. Det forfejler selve bestemmelsen som et selv. Mennesket taber indhold og kerne i sit liv. Det sker, når et menneske ikke kan eller vil forholde sig til sig selv. Mennesket indgår i relationer og processer. I bevægelser. I tiden mellem det endelige og uendelige, det timelige og evige.

Hvad betyder dette ”sig selv”, som man forholder sig til? Det er livet eller tilværelsen, som man har fået. Det er det levede liv. Det er de muligheder, som dukker op undervejs i livet. Alt er det givet, og derfor må det også overtages i denne forstand: Det, som man allerede er, den tilværelse, der er ens egen, og som man er sig selv i forhold til. Selvets opgave er derfor at blive sig selv, det vil sige at vokse sammen med sig selv. Livet bøjes med andre ord tilbage til det, som det enkelte menneske allerede er.

Selvet og den anden

I Kierkegaards tankeunivers må den enkelte for at blive sig selv, sondre sig ud fra andre. Mennesker bliver ikke sig selv engros, men enkeltvis. Men i at forholde sig til sig selv, forholder et menneske sig også til den anden, eller til næsten. Man står i sig selv over for andre og får blik for den anden, man er stillet overfor.

Hvad et menneske vælger at være i selvforholdet, det er afgørende. Friheden viser sig som en opgave for den enkelte. Opgaven har et positivt fortegn. Den er frihed ved kærlighed. Eller en trang til kærlighed, en trang til at elske og blive elsket som en lidenskab, som mennesket er båret af og allerede er ude i. Men denne glæde i grunden kan tabes af sigte i den fordunkling af os selv, som synden er udtryk for.

Både friheden og opgaven er på den vis svimlende skrøbelige. Selvforholdet er et spændingsfyldt forhold mellem mulighed og den givne virkelighed. Men netop her ser vi også tit, at der er megen plads til løssluppen fantasi, fortvivlelse og urolige tanker. Mennesket øver modstand mod at blive sig selv.

Kierkegaard holder – sagt positivt – sammen på det modsatrettede i én selv, at vokse sammen med og overtage sig selv, idet man forholder sig til sig selv både som mulighed og nødvendighed. Friheden sættes sammen med håbet om en ny begyndelse, som vi hører om hos apostlen Paulus (2 Kor 5,17), hvor håbet også er mulighedens lidenskab, i hvilken virkeligheden åbnes på ny. Deri består den berømte ’gentagelse’ hos Kierkegaard: Begyndelsen er ikke det, man begynder med, men det, man kommer til.

At blive sig selv

En væsentlig ledetråd hos Kierkegaard kan vi kalde genvindelsen af sig selv. Men denne genvindelse sker bedst ved selvafhændelse. Man er først sig selv, når man vedgår sig selv som en anden end den, man troede at være. Men det er man først, når man selv er ’ude over’ sig selv. Mennesket er relationelt. Det er ligefrem en lidenskab. Menneskets lidenskabelighed må dog ikke gribe fejl ved at blive selvkredsende.

Sig selv bliver man aldrig for sig selv. I Om begrebet ironi (1841) var tanken navngivet på denne måde: ”Eet er nemlig at digte sig selv, et Andet at lade sig digte.” At digte betyder her det samme som at danne og bygge. Man kan altså danne sig selv eller lade sig danne. Valget får store konsekvenser for det enkelte menneske og dets liv.

Når man med glæde og taknemmelighed anerkender andres bidrag til sit liv, får det konsekvenser for oplevelsen af livets mening. Det er afgørende for det enkelte menneske, at det ser, at det ikke selv er årsag til sit liv. Mennesket har ikke skabt sig selv og kan ikke skabe det selv udenom andre.

Aldrig for sig selv

Dannelse kan ses som et spørgsmål om at finde frem til sig selv, at besinde sig på sig selv, kort sagt at komme til sig selv. Men hvordan sker det på rette måde? Det sker netop ikke ved, at mennesket tilvejebringer sig selv. Intet menneske er fordømt til at være sin egen skaber eller sit eget livs ”ansvarshavende Redacteur” (Kierkegaard). At være overdraget til den store ”Redacteur” er forudsætningen for et meningsfuldt liv.

Selv den ufuldkomne, den udstødte, den utilpassede, kan prise sig lykkelig over, at vedkommende er digtet af Gud selv. Kun derved kan mennesket blive til ”Aand”, altså til at væsen, der kan forholde sig til sig selv og ved dette selvforhold forholde sig til Gud og derved vinde en sund identitet. Et menneskes gen-opbygning må ske ”fra Grunden af”, understreger Kierkegaard i sine opbyggelige taler. Det er med andre ord en om-dannelse, der rykker stort, hvor man lærer at give slip på illusionen om sin suverænitet, sin forestilling om selvstyring, sig selv.

Mennesket er sat af Gud og dermed sat ind i forpligtende relationer. Sig selv bliver man aldrig for sig selv.