Hvorfor keder vi os, når der sker så meget omkring os? Tilsyneladende kan selv megen adspredelse og underholdning ikke tage livtag med kedsomheden. Der er så meget, vi er optaget af. Alligevel stikker kedsomheden sit fjæs frem midt op i det hele. De mange stimulerende input får åbenbart kedsomhedens problem til at vokse.
Umiddelbart virker det ret overraskende, når nogle siger, at de keder sig. De har nemlig direkte adgang til myriader af film, fora og spil. Internettet, de sociale medier, multi-tv-kanaler og meget andet byder på et helt overflødighedshorn af muligheder. Den høje intensitet gennem en konstant underholdningssfære fjerner dog ikke kedsomheden. I Vesten er op imod halvdelen af os ofte ramt af kedsomhed, påstår nogle forskere ud fra deres undersøgelser. Det gælder både derhjemme og i skolen. På arbejdspladserne står det endda værre til. Der er måske ikke altid tale om en dyb eksistentiel kedsomhed, men den erfares af mange alligevel som hårdfør og ond.
Vi keder os blandt andet med papirarbejde, pendling og uinteressante møder. Den forventede spænding udebliver faktisk også ved weekendens sammenkomster eller filmkiggeri eller ægtemagens summende snakken. Vores børn keder sig både i skolen, ved lektiearbejdet og på feriedage.
Der findes en del bud på gode forklaringer på vores kedsomhed, livslede og tungsind. De er alle en del af problemet. Vi er overstimulerede, som den engelske forsker Sandi Mann formulerer det. Den megen underholdning får behovet for at blive mere og bedre underholdt til at øges. Sker det ikke, føler vi os ikke tilfredsstillet. Desto mere vi fylder vores verden med den hurtiggående, højfølsomme og altid forandrende stimulation, desto mere bliver vi vant til netop den og bliver tilsvarende mindre tolerante på dybere niveauer.
Forskellige former for opmærksomhedsterror påvirker de vigtige aktiviteter, der nødvendigvis må foregå langsomt. Rapportlæsning, møderne, forelæsninger, eksamenslæsning m.m. presses meget af det, vi har tilpasset os fra kategorien det hurtige tidsfordriv. Vi er gearet til at søge nyheder, som producerer dopamin (neurotransmitter), der har betydning for indlæring, styring af bevægelse, tankevirksomhed og hukommelse. Så snart den nye stimulus er noteret, er den ikke længere ny. Efter en kort stund keder den os. Derfor søger vi fortløbende helt ferske og friske forstyrrelser.
Skærmtiden øges gennem et væld af ’møder’ med de mange slags adspredelser. Fingrenes viltre jagt på tastaturet eller skærmfladen tager blot til i omfang, hvor et lille filmklip, et nyhedstjek eller en uskyldig interaktion med en ven via internettet eller mobilen griber opmærksomheden. Vi bruger i gennemsnittet cirka 6-7 timer foran vores telefon, tablet, computer og TV-skærme hver dag. Den effektive mobiladfærd gennem reaktioner på sms og messenger sammen med ivrig håndtering af Facebook, Instagram, Snapchat, WhatsApp, LinkedIn, Wordfeud, iTunes og meget mere hører ikke blot pausehåndteringen til. Det ligner mest af alt et fast parforhold. Eller et specielt, ubrydeligt giftermål.
Alt dette bliver ikke til en udøvelse af varierede aktiviteter, som engagerer forskellige neurale systemer (som for eksempel sport, strikning, maling, madlavning etc.), og som igen kan forløse det kedsommelige og trivielle. Disse små hektiske aktiviteter føder kun nye skærm-aftapninger. Derfor er det egentlig ironisk, når vores vidundere af mobile ’devices’ tillader os at udfylde hvert øjeblik, at de de facto bliver så enerådende gennem evindelig gentagelse eller rutine, at de udgør kilden for kedsomhed.
Men hvad gør det? Det kan vel ikke være så slemt? Kronisk kedsomhed bærer ansvaret for en overflod af negative konsekvenser. Som for eksempel at forspise sig, pengespil, lotto, fravær, pjækkeri, antisocial adfærd, medicinforbrug og ulykker. Listen kan nemt gøres længere. Vi har brug for mindre, ikke mere, stimulation og nysgerrighed. Paradoksalt forekommer det, men følelsen af kedsomhed på den korte bane vil gøre, at vi oplever mindre kedsomhed på den lange bane.
Agerer vi på kedsomhedens problem i vores eget liv i pagt med denne udmelding, så bliver kedsomheden i bedste fald en positiv størrelse, der kan være katalysator for humor, sjov, eftertanke, kreativitet og inspiration. Kedsomhedens problem kan tøjles. Det sker bedst, når vi ikke flygter fra kedsomheden. Vær derfor god og generøs mod dig selv: Giv dig selv stunder borte fra konstante stimuli. Det vil kunne berige dit liv. Favn derfor gerne kedsomheden – og se stik modsat på stilstandstiden i dit liv.