Kedsomhed som forløber for kreativitet – Del 1

Kedsomhed er et gammelkendt aspekt ved tilværelsen. Men det er også et både flertydigt og komplekst fænomen i vores egen tid. Det er endda nærliggende at tænke, at hvis vi vil opnå en dybere indsigt i livets meningsproblemer i vores samtid, må vi forstå kedsomhedens problem. Mit ærinde i denne lille blogserie er at sætte fokus på, at kedsomhed kan være en forløber for kreativitet og fornyelse. Kedsomhed kan være en positiv kilde eller stimulus til handling, eftertanke og kreativitet. Samtidig er det værd at understrege, at kedsomhed kan være vanskelig at definere, hvilket især skyldes de noget ambivalente årsager, symptomer og virkninger.

Kedsomhed er som en mat, ubestemmelig længsel, der ikke har et konkret objekt eller en bestemt årsag. Fænomenet mangler den positivitet, som kendetegner mange andre fænomener. Den er grundlæggende at forstå som et fravær, et fravær af personlig mening, hvilket er det dominerende synspunkt hos fx eksistensfilosofferne Søren Kierkegaard og Martin Heidegger. Læsningen af nogle af deres tekster udgør inspirationen bag disse blogs.

Det er blevet hævdet, at vi lever i en kedsomheds kultur, og at kedsomhed er et udbredt fænomen i vor tid. Kedsomhed har en desintegrerende kraft i samfundet. Det er imidlertid meget vanskeligt at finde plads til en eksistentiel eller kulturel selvrefleksion i det moderne samfund. Forøgelsen af samfundslivets hastighed og den accelererede forvandling af den materielle, sociale og åndelige verden besværliggør udnyttelsen af de åbne, tomme rum, som måske netop kedsomhed kan give os adgang til. Den tyske sociolog Hartmut Rosa har bl.a. udfoldet nogle af disse perspektiver. I denne situation afkræver vi verden en mening, og uden sådan et krav ville kedsomheden ikke findes. Kedsomhed er derfor noget, som det enkelte menneske lever i og udfordres af. Der kan dog udpeges forskellige niveauer med henblik på den eksistentielle betydning af kedsomhed. Det kreative potentiale i visse former for kedsomhed er særlig interessant her i dette oplæg. Angst og kedsomhed kan overskrides eller transformeres til en kreativ drivkraft.

Det er vitterligt vanskeligt at udvikle præcise definitioner af kedsomhed til en øget forståelse af, hvad det er, som rammer os, når den gør sig gældende. Og egentlig må vi opfatte kedsomhed som en klynge af beslægtede fænomener. Både Søren Kierkegaard og Martin Heidegger bringer jeg i spil, fordi de så inspirerende kan bidrage til at belyse forholdet mellem angst, kedsomhed og kreativitet.

Kreativitet, modning og følelsesmæssig udvikling er knyttet til menneskets evne til at være alene med sig selv. Den norske forsker og teolog Paul Otto Brunstad har så fint redegjort for dette i bogen Seierens melankoli. Uden denne evne til at udholde sig selv og sit eget selskab, modnes og vokser man ikke som menneske. Derfor er det vigtigt at kunne tage vare på det rum, som alle mennesker har i deres indre. Melankolien disponerer på en særlig måde dette rum, hvor der kan ske en kritisk og kreativ bearbejdelse af impulser indefra og udtryk udefra. I dette eftertankens rum har melankolien en livgivende kvalitet. Hvis man uroligt søger efter impulser udefra eller stadig forlader rummet for at finde adspredelse udenfor, vil den skabende udvikling ophøre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>