Skal vi vente med at leve til den dag, hvor vi får tid? Det er vist det, vi kalder et retorisk spørgsmål. Men giver svaret nu også sig selv?

Mange længes efter ro, stilhed og tid til eftertanke. De ønsker at slippe fri af det liv, der er blevet for forjaget og hæsblæsende. De vil gerne slippe ud af livets hamsterhjul, men det er ganske vanskeligt at gøre det, fordi det højhastige liv har overtaget styringen.

Den tilpassede betegnelse væredygtighed er blevet ét af tidens løsen. Kort fortalt handler det om et almindeligt råderum til at være, hvor der for eksempel er rigeligt med luft til fornyelse, hukommelse, kreativitet og livsmod. Din egen liste rummer måske endda flere ønskemål.

—

Vi eksisterer. Rent sprogligt gør vi det også. Det afledede udsagnsord hægter sig på det latinske ex-istere, som betyder ’at stå ud’. Mennesket står ud fra sig selv.

At stå ud fra sig selv betyder, set i et nutidigt perspektiv, noget i retning af, at vi er under vedvarende omdannelse eller tilblivelse. Forandringer spiller ind på et menneskes identitet, dets selvforståelse. Det er en gængs måde at tænke på, at mennesket ikke er fastlagt på forhånd. Det er ikke formet af nogle fastlagte, indre personlighedstræk. Det hele sker flydende.

Finurligt hedder det hos Oscar Wilde: ”Vær dig selv, enhver anden er taget!” Det er fortvivlende, når et menneske ikke vil være sig selv. Det forfejler selve bestemmelsen som et selv. Mennesket taber indhold og kerne i dets identitetsdannelse.

—

At stå ud fra sig selv er en sårbar affære, når livet er underlagt de fortløbende forandringer, krav og valg. Særligt det hæsblæsende er magtfuldt. Forandringer kan nemt blive styret af det hastige og hurtige. Hvad der kommer let, går let. Det bidrager til at tømme mennesket for indhold, kerne og tydelighed.

Har vi for megen hurtig tid og for lidt langsom tid, bliver vores eksistens let defineret på vilkår, vi har svært ved at balancere på en sund måde. For meget bliver for hurtigt overvældende. Der skabes usikkerhed i og omkring os.

Vi tvinges hurtigt væk fra vores være-identitet og over til en arbejds- og handlingsidentitet. Væredygtighed trives suverænt bedst i langsomheden.