Det vil være vanskeligt at få tilgang til eller opnå nogen nytte af det kreative rum, hvis man ikke udholder kedsomheden. Det synspunkt har jeg mødt forsvaret og udfoldet af adskillige aktive kunstnere. De vedgår deres kendskab til forbindelsen mellem angst, kedsomhed og kreativitet i deres liv og kunstneriske virke. Det gælder selvsagt særligt dér, hvor den eksistentielle angst ikke er en sygdom, men et vilkår ved at eksistere. Et livsvilkår. Jeg åbner denne del af bloggen med nogle få indsigter hos Søren Kierkegaard og begrebet angst.

Den normale angst kender de fleste mennesker således til, og den omfatter blandt andet den eksistentielle angst, som Kierkegaard beskrev. Den sygelige angst er de egentlige angstlidelser, for eksempel panikangst. Disse angstlidelser er invaliderende i forskellige henseender og kan have vidt forskellige årsager.

Søren Kierkegaard udgav i 1844 sit psykologiske hovedværk, Begrebet Angest, under pseudonymet Vigilius Haufniensis. Her trækker han en klar skillelinje mellem angst og frygt. Frygten retter sig mod noget konkret, hvor angsten er genstandsløs. Angsten er angst for intet. Angsten vidner om, at mennesket endnu ikke er blevet sig selv. Angsten peger på et eksistentielt vilkår, og denne eksistentielle angst skal man ifølge Kierkegaard ikke forsøge at medicinere sig ud af. Angsten peger nemlig på den mulighed, som endnu ikke er blevet realiseret: Muligheden for at blive sig selv. Men mennesket vil, uvist hvorfor, ikke være sig selv. I mulighedens øjeblik hersker der en mærkelig blanding af tiltrækning og frastødning, som illustrerer den ambivalens og handlingslammelse, som rammer den angste.

Muligheden knyttes til det uendelige, og her kommer også fantasien i centrum hos Kierkegaard. Fantasien er en sans for mulighed, og fantasien er som sådan det medium, som selvet reflekteres i, da mennesket ser sig selv ved at se mulighed for, hvordan det kunne være. Fantasi er ikke bare evnen til at overskride det givne ved at forestille sig noget, man ikke ser, men også at kunne se muligheder i det, man ser. Det kræver fantasi at forstå en andens situation, men det kræver også fantasi at forstå sin egen situation, nemlig at forstå de muligheder, som ligger i ens situation. Fantasien er således et mulighedens spejl, for i fantasien ser vi også muligheden i den givne virkelighed. Metaforisk placerer fantasiens begreb sig tæt op ad en kreativ tilgang.

Den gode eller sande udgang er den, hvor angsten fører til, at man griber muligheden for at blive sig selv. Alternativet til at gribe muligheden og blive sig selv er, at man lader sig skræmme og i stedet vælger det sikre, det man allerede kender. Derved vælger man i virkeligheden sig selv fra og bliver en bleg kopi af sig selv. Resultatet er et selvtab. Angsten hos Kierkegaard er derfor også et tvetydigt fænomen mellem passivitet og aktivitet. Angsten er det fænomen, i hvilket mennesket bliver opmærksom på sig selv som selv-forhold, dvs. det bliver opmærksom på, at det kan forholde sig anderledes til sig selv. Fortvivlelsen, et begreb Kierkegaard også benytter, er derimod det fortvivlede ikke at ville være sig selv. Fortvivlelsen er et misforhold, idet mennesket ikke er sig selv. Det vil derimod af med sig selv. Dette udfoldes i Sygdommen til Døden.

At Kierkegaard ser en sammenhæng mellem angst eller lidelse og kunst, vidner et dagbogscitat fra 1849 om: ”Ja, dersom ikke min Liden, min Svaghed var Betingelsen for hele min Aands-Virksomhed: ja saa vilde … (jeg) naturligviis endnu gjøre et Forsøg paa at gribe Sagen ganske simpelt medicinsk an.” Kierkegaard ønskede altså ikke at dæmpe sin lidelse med medicinsk behandling, fordi han mente, at den var en vigtig del af hans skrivekunst. Han har et klart blik for angstens frihedsskabende funktion, selv om han på den anden side heller ikke benægter den radikale negative betydning af angstens identitetsnedbrydende kraft – en negativitet, der viser sig ved, at angsten borttager al sammenhæng mellem for-, nu- og fremtid og dermed lader mennesket tilbage uden holdepunkt.