Søren Kierkegaards første to af tre taler om tålmodighed bærer titlerne: ”At erhverve sin Sjæl i Taalmodighed” og ”At bevare sin Sjæl i Taalmodighed”. Den helt afgørende begrebsmæssige afklaring finder sted i den første af talerne. Afklaringen udgør også det forpligtende centrum i forfatteren Niels Nymann Eriksens nye bog med titlen Tålmodighed. Forfatteren har de sidste 15 år været sogne- og indvandrerpræst ved Apostelkirken på Vesterbro og levet erfaringsnært med begrebet i sit hverdagsvirke blandt mange slags mennesker. Det kendes og mærkes i bogen.

Den er netop udkommet på Akademisk Forlag, som for et par år siden udgav den anmelderbesungne bog Gæstfrihed. Også Tålmodighed er langt mere end almindelig interessant. Den er i bedste forstand klog og livgivende. Jeg opfatter den som en generøs gave til det menneske, som – måske helt i pagt med det moderne livs magtfulde kriterier – slider med at agere som noget særligt i den forstand, at det vil sætte aftryk i verden og have frit valg på alle hylder. Eller måske blot kæmper med at blive eller at være sig selv i en verden med svære krav og udfordringer – og som øver en stærk indflydelse på menneskers identitetsdannelse. For er det ikke sådan, at det ofte er utålmodigheden, som styrer vores liv?

Vi kender vist alle til den rastløse jagen og uro i det moderne liv? Det kan vitterlig være svært at dæmme op for denne uro. Den tålmodige, vitaliserende venten har derimod ringe vilkår. Bogen dokumenterer på overbevisende måde, hvordan en tålmodig venten er alt andet end spild af tid. Betydningen af små eller store tålmodighedsprøver viser sig, når de enten er anledningen til eller ligefrem lukker op til fordybelse, fornyelse, ægte omsorg for næsten etc.

I bogen skelner Niels Nymann Eriksen – i pagt med Kierkegaards første opbyggelige tale om tålmodighed – mellem tålmodighedens to former (s. 53f): Tålmodighed som strategisk behovsudsættelse – og tålmodighed med sigtet at erhverve sig selv eller sin sjæl. Dem vil jeg særligt opholde mig ved i denne anmeldelse, fordi de har så fundamental karakter, som de har.

Den første form tjener som et middel til at nå sine drømmes mål uden at skulle vågne op. I virkeligheden sker der ikke nogen afgørende forandring gennem denne form. Den anden form besvarer det afgørende spørgsmål: Hvordan kan man overhovedet erhverve sin sjæl? Det vedrører en proces hos eller i det enkelte menneske, hvori det kommer til sig selv. Det forudsætter den stærkt formulerede tanke hos Kierkegaard, at individet er ude af sig selv og først må vende hjem. Den virkeligt tålmodige ”hører kun en eneste Stemme, for hvis Sandhed man næsten skjelver, fordi det er, som hvis man eengang hørte den, undslap man den aldrig mere, hverken i Tid eller Evighed”. Stemmen fortæller, at menneskelivets betydning ikke ligger i kampen for at nå sine mål i verden, men derimod at blive kaldt tilbage til udgangspunktet.

Dette er afgørende for ethvert menneskes dannelse, nemlig det at blive sig selv. Og det er et bærende perspektiv udfoldelsen af hele bogens tema: ”At erhverve sin sjæl handler altså om at komme til sig selv, indhente sig selv, vågne op. Sjælen er ikke noget nyt, der skal erhverves; der er snarere tale om en illusion, som individet skal komme ud af for at blive sig selv” (s. 55). Tålmodighed er således ikke et strategisk program for, hvordan mennesket er sig selv og nu skal ud og gøre sig gældende i verden. Nej, verden er ikke målet, men startpunktet. Og som forfatteren på sin karakteristiske måde beskriver det: ”Sjælen er verdens uretmæssige ejendom, som mennesket i tålmodighed skal vinde tilbage fra verden. Men denne indre frihedskamp forudsætter, at mennesket har et sted, hvor det hører til.” Grundlaget er ifølge både Kierkegaard og Niels Nymann Eriksen det evige eller Gud.

Med dette afsæt eller grundperspektiv giver bogen Tålmodighed et overflødighedshorn af livsnære eksempler fra møder med både mennesker og med litteraturen, filosofien og teologien. Ikke mindst det opbyggelige forfatterskab hos Kierkegaard er det informerende og inspirerende udgangspunkt. Fremstillingen – med dens appetitvækkende, lidt overraskende indledning, og de seks opfølgende kapitler – er beriget af indsigter, der dybest set tjener til, hvordan man kan lukke evigheden ind i sit liv. Lettere chokeret bliver man igen og igen som læser, når fremstillingen på opfindsomme måder afslører, at den tid, man ikke kan bruge til noget, viser sig at være den mest betydningsfulde.

En enkelt udgivelse kan naturligvis ikke belyse alle relevante spørgsmål, men jeg overvejede under læsningen betydningen af en produktiv ledetråd mere, som kunne have indgået i bogens redegørelse: Begrebet ”Gjentagelsen” hos Kierkegaard. Et emne som forfatteren har udfoldet i sin ph.d.-afhandling. Begrebet kunne med fordel være udviklet med tanke på emnet tålmodighed. For styrkes et menneskes modning, tålmodighed eller udholdenhed netop ikke – også – på en særlig måde ved eller gennem gentagelsen? Vores samtids søgen efter radikal afkobling, herunder også i forskellige retrætekontekster, hvor repetitive handlinger er tålmodighedsstyrkende kontra de her komplekse, stadigt forandrende arbejdsprocesser i menneskers hverdagsliv. Den eksistentielle gevinst heraf vil i høj grad være et bidrag til at erhverve sin sjæl i tålmodighed. Eller forbliver tålmodighed her en strategisk behovsudsættelse, en forsinkelse i tilfredsstillelsen af egne behov, som i dybere forstand ikke ændrer noget i mennesket?

En kritisk korrekturlæsning (mere) ville have opsnappet det relativt store antal stavefejl i bogen. Denne læsning kan klares før et nyt oplag går i trykken. For udgivelsen fortjener mange læsere og oplag. Bogen får hermed min allervarmeste anbefaling.

Ved bogreceptionen i Apostelkirken tidligere på måneden blev det afsløret, at en tredje udgivelse i samme serie forberedes. Den omhandler emnet taknemmelighed. Også her vil den tålmodige venten helt sikkert lønne sig. Taknemmelighed er en hovedhjørnesten i alt godt relationsarbejde. Taknemmelighed er en skabende kraft. Tålmodighed indgår også i et kraftfuldt domæne, som trilogien kommer til at udgøre.