Karl Ove Knausgård (f. 1968) er en markant stemme i moderne litteratur. Især er han kendt for sit omfattende seksbindsværk Min Kamp (2009-2011; 3.600 sider i alt). Værket er et eksempel på såkaldt autofiktion. En genre med et særligt blandingsforhold mellem fakta og fiktion, hvor fokus på eget liv spiller en central rolle. Men også de seneste romaner med titlerne Morgenstjernen (2020), Ulvene fra Evighedens Skov (2021), Det Tredje Rige (2023) ogNatskolen (2024) er vigtige værker fra forfatterens hånd, dog ikke så meget i forhold til emnet i denne tekst.

Angst spiller en central rolle i det litterære hovedværk Min kamp – og i dele af hans øvrige forfatterskab, både som en personlig udfordring og et litterært tema. Angst er en forudsætning for og øver en indflydelse på indholdet i romanerne. Det er rigtigt at sige, at forfatterens forhold til angst er komplekst og produktivt. Det ængstelige selv er i centrum. Angst fungerer som en primær drivkraft, der konstant skubber ham til at udforske dybderne af sit eget sind og liv. Denne trang til introspektion er tydelig. Knausgård ikke blot beskriver sine personlige oplevelser, men også de følelser og tanker, der følger med dem. Han skriver med en intensitet, der vidner om en indre nødvendighed for at forstå og artikulere de usagte og ofte smertefulde aspekter af sin eksistens.

Angsten bliver således en katalysator for hans kreative proces. Knausgård bruger skrivningen som en måde at navigere gennem sin angst på, en form for selvterapi, hvor han kan analysere og bearbejde sine følelser. Denne proces hjælper ham ikke kun med at forstå sig selv bedre, men også med at skabe værker, der taler til læserens egne oplevelser af angst og sårbarhed.

I Knausgårds forfatterskab bliver angsten et gennemgående tema, der forbinder de forskellige dele af hans historier. Han bruger angst til at udforske dybere spørgsmål om identitet, død, kærlighed og kunst. Hans ærlige og ofte brutale skildringer af angst gør det muligt for læserne at spejle sig i hans erfaringer og finde en form for trøst i, at de ikke er alene om disse følelser.

Angsten giver også Knausgård mulighed for at udforske spændingen mellem det private og det offentlige, mellem det individuelle og det universelle. Han viser, hvordan personlige oplevelser af angst kan afspejle større eksistentielle og kulturelle spørgsmål, hvilket gør hans værker relevante for en bred læserskare.

Knausgårds skrivestil er dybt påvirket af hans oplevelse af angst. Hans prosa er karakteriseret ved lange, indviklede sætninger og detaljerede beskrivelser, som skaber en følelse af umiddelbarhed og autenticitet. Denne stil kan ses som en metode til at kontrollere og fastholde angsten ved at sætte præcise ord på den.

Den fragmentariske struktur i hans værker kan også tolkes som en afspejling af den kaotiske natur af angst. Ved at lade sin fortælling følge en mere organisk og mindre lineær form, efterligner Knausgård den måde, hvorpå angst påvirker menneskets tankegang. Dette gør hans værker både udfordrende og dybt tilfredsstillende at læse, da de kræver, at læseren engagerer sig fuldt ud i teksten. Som læser kan man ikke bare sætte sig selv udenfor. Selv ned i den store detaljerigdom, som han får udfoldet i de relativt store og mangesidede bøger, møder vi angsten. Den dukker op i de mange fragmenterede dele.

Derudover udfordrer Knausgård de traditionelle maskuline normer ved at være åben om sine følelser og sårbarheder. Bøgerne, ikke mindst Min kamp, bidrager derfor til en vigtig samtale om, hvordan mænd kan opleve og udtrykke angst, og hvordan dette kan integreres i en moderne forståelse af maskulinitet. Skal vi skære dette lidt klodset til, så jeg måske påstå: At det er derfor, at en del kvinder læser Knausgård, fordi de gerne vil være dygtigere til at forstå sig på mænd.

Knausgaard bruger angsten til lidt forskellige formål eller får den til at optræde på forskellige niveauer i sine bøger. Det gælder ikke mindst i hans autofiktive eller selvbiografiske serie Min kamp. Her vil jeg nævne nogle få opsummerende punkter:

1. Selvudlevering og sårbarhed: Knausgård er kendt for sin brutale ærlighed, hvor han uden filter deler sine mest personlige tanker og oplevelser. Han beskriver sin egen angst og sårbarhed ved at eksponere sit indre liv, hvilket skaber en stærk forbindelse til læserne. Denne selvudlevering er en central del af hans litterære stil.
2. Angst i hverdagen: I Min kamp beskriver han, hvordan hverdagssituationer kan udløse angst og bekymring. For eksempel, hvordan han håndterer familieforpligtelser, børnepasning, og de små detaljer i dagligdagen, der kan føles overvældende. Han skriver om den konstante kamp for at finde balance mellem personlig frihed og ansvar som far og ægtemand.
3. Kreativ angst: Knausgård skriver også om den angst, der opstår i forbindelse med den kreative proces. Han beskriver frygten for ikke at leve op til egne og andres forventninger, og hvordan denne frygt kan lamme hans evne til at skrive. Denne angst forbundet med kreativitet og kunstnerisk skabelse er et tilbagevendende tema. Knausgård har jeg meget reflekteret tilgang til sine skriveprocesser. Det fremgår bl.a. af hans fine essay Hvorfor skriver jeg? (2019). Det giver et spændende indblik i Knausgård som forfatter og menneske.
4. Eksistentiel angst: Hans værker udforsker dybere eksistentielle spørgsmål, såsom identitet, død og meningen med livet. Knausgård reflekterer over, hvordan disse store spørgsmål kan udløse en underliggende angst, der påvirker hans daglige liv og relationer. Han undersøger, hvordan man navigerer i en verden, der ofte føles meningsløs.
5. Social angst: Der er også skildringer af social angst, hvor Knausgård beskriver sit ubehag i en række sociale situationer og frygten for at blive dømt eller misforstået af andre. I Knausgårds selvfortælling er det nok denne type, den sociale angst, der er mest fremherskende. Der er sociale situationer, som udgør kilder til angst og væmmelse. Derfor er der også blevet peget på, at den sociale angst er det eksistentielle udgangspunkt i hans romanprojekt. Dette tema er med til at skabe en genkendelig følelse hos mange læsere, der selv har oplevet lignende følelser. Gennem hans værker får vi indsigt i måden, hvor social angst opleves, og han udgør et paradigmatisk eksempel på det skrøbelige selvs lidelser i det senmoderne angstsamfund. Her fremstilles angsten gennem et omfattende magnum opus, der tager barndomstraumer, faderopgør, familieliv og identitetsforviklinger med i betragtning. På den måde har han været stildannende i Skandinavien på grund af dets radikale forpligtelse på at gengive virkeligheden. 

For Jean Paul Sartre (1905-1980) er angsten en ubehagelig kendsgerning, som følger med den uindskrænkede frihed, vi har som mennesker. Mennesket eksisterer ikke først for så derudover at have en frihed. Mennesket eksisterer somfrihed. Det er os selv og kun os selv, som vælger. Hvis man henviser til en ydre begrundende instans, er det at flygte fra sit ansvar. Vi er som mennesker tvunget til at foretage valg – og dermed fravalg af andre muligheder. Med vores handlinger skaber vi os selv. Vi vælger os selv ud af intetheden, vi er ”fordømt til frihed” og dermed til angst.

Udtrykket ”fordømt til frihed” stammer fra hans største større værk Væren og intet fra 1943. Det er meget relevant at sætte fokus på i relation til forholdet mellem angst og frihed. Sartre beskriver, hvordan vi i det daglige fornemmer angsten i forbindelse med helt almindelige beslutninger. 

Han følger på en måde Søren Kierkegaard her, fordi de begge ikke opfatter angsten som sygdom, men som et eksistentielt grundvilkår. Angsten er slet og ret en del af at være menneske. Både Kierkegaard og Sartre er også enige om, at friheden ikke er en evne, mennesket har, men en betingelse ved selve det at være menneske. At være menneske er at være fri. Vi er ikke frie, fordi vi kaster et eller andet åg af os, altså at vi gør os fri af forskellige bindinger, relationer etc. Vi er frie, fordi vi har muligheden for selv at influere på vores liv i verden. Friheden ligger i vores bevidsthed. Derfor kan man sige, at bevidstheden er bevidsthed om frihed, og det er herfra, angsten stammer. Pointen er, at det simpelthen er gennem angsten, at vi bliver bevidste om vores frihed.

Når man frygter for noget konkret, der faktisk kan ske, men som man ikke selv er herre over, forsøger man ofte at opstille en række ”sikkerhedsregler”. Så forsvinder frygten – men højst midlertidigt. Disse ”sikkerhedsregler” er kun mulige og kan ændres, fordi det er mig, der råder over dem, og jeg kan bare ombestemme mig. Her opstår angsten, som netop bunder i min frihed til at ændre mening. Jeg føler angst, fordi mine ”sikkerhedsregler” kun er mulige, ikke virkelige.

Sartre fremhæver her, at det er tiden, der er en udfordring. Vi er ikke samtidige med os selv, når vi beslutter noget, der først skal effektueres i fremtiden. For det kan være, at vi til den tid ikke længere kan få os selv, vores frihed, med på idéen. Det er bevidstheden om, at vi ikke ved, hvad vi vil, og dermed hvem vi er i fremtiden, som Sartre kalder angst.

Det er i denne forbindelse, Sartre benytter udtrykket ”fordømt til frihed”. Ligegyldig hvad vi beslutter os for, er andre handlemåder altid mulige, og vi kan ikke være sikre på, hvad vi vil vælge i fremtiden. Sartre benytter to eksempler: beslutningen om at holde op med at ryge og beslutningen om at holde op med at spille. I begge tilfælde træffer man en konkret beslutning på baggrund af nogle både rationelle og følelsesmæssige overvejelser. Det er usundt, det er dyrt, det gør ens familie ked af det, kort sagt: Begge dele ødelægger ens liv på den eller den anden måde. 

Beslutningen træffes. Man holder op. Aldrig mere, siger man til sig selv. Men problemet er netop tiden. For hver eneste dag, ja, hvert eneste øjeblik, hvor man ikke ryger eller ikke spiller, skal man faktisk (gen)træffe sin beslutning. Den oprindelige beslutning gælder kun i nuet, og man skal selv gøre en aktiv indsats for, at den bliver ved med at stå ved magt. For man har jeg jo til enhver tid friheden til at begynde og ryge eller spille igen. Det er kun en selv, ens egen beslutning, der afholder en fra at falde – i afgrunden. Den afgrund, der opstår, når friheden svimler, fordi den ikke har noget at holde sig til. Vi skal i frihed gentage beslutningen igen og igen, fordi vi som mennesker er underlagt tiden og dermed forandringens farer. 

Alle de muligheder, gode som dårlige, der er knyttet til det at være menneske, er et produkt af vores frihed. Og angsten er anelsen om, at vi selv skal realisere friheden gennem alle de beslutninger, vi tager gennem livet. Derfor bliver vi aldrig fri for angsten. Den er vores tro følgesvend. For vi kan aldrig vide os sikre på os selv. I angsten ligger genkendelsen af noget som en mulighed: Jeg kan til enhver tid ”springe i afgrunden” og give mig til at spille eller ryge igen. Således forstået er jeg fordømt til at være. 

Sartre beskriver angsten som skrækken for ikke at træffe på mig selv, som jeg gerne vil være: for eksempel som ikke-spiller eller ikke-ryger. Angsten ligger i forandringens mulighed. Til daglig oplever vi det næppe så intenst. Vi gør primært, som vi plejer. Vanen er derfor en måde at afvæbne angsten på. Alligevel fastholder Sartre, at selv når uret ringer om morgenen til sædvanlig tid, tager vi hver dag på ny en beslutning om at stå op. Vi gør nok, som vi plejer, og udfører vores morgenrutiner inden dagens dont. Men vi ville altid kunne stille spørgsmålet: Hvor gør jeg det? Eller som Kierkegaard siger: ”I enhver Tilstand er Muligheden til stede og forsaavidt Angesten”.

Noget lignende gælder vores forhold til en række vedtagne værdier. Sartres hævder, at det er min frihed, der danner grundlag for mit forhold til værdierne. Og i virkeligheden er der ingenting, absolut ingenting, der retfærdiggør valget af denne eller hin værdiskala, medmindre jeg selv kan stå inde for den. Her opstår angsten, når vi fornemmer, at det er vores frihed, der danner grundlag for værdierne, fordi vi jo derfor også er frie til at drage de samme værdier i tvivl.

Det er i min beundring, at værdiens storhed er givet. Og det er i min afsky, værdiens gemenhed viser sig. Det er altså mennesket selv, der har ansvar for og opretholder værdiernes værdi. Derfor er det også mig, der har muligheden for at tilintetgøre dem. Angsten viser sig altså, lige så snart jeg gennem min bevidsthed løsriver mig fra den verden, jeg er engageret i på en vanemæssig eller triviel måde, som Kierkegaard forskeren Pia Søltoft benævnt det. Eller som Kierkegaard siger: ”Muligheden er derfor den tungeste af alle Kategorier”.

Har litteraturen en særstatus i forhold til det menneskelige følelsesliv? Det er nok tvivlsomt. Uomtvisteligt er det dog, at vi eksempelvis kan møde angstoplevelsers indhold gennem forvandling af erfaret stof til digterisk form. Angsten er blevet en bearbejdelse af individuelle såvel som kollektive eller kulturelle kriser, idet litteraturen ikke kun afspejler, men også forløser angst kreativt og dermed skaber nye samtaler og måder at opfatte livet og verden på. Der bliver digteriske forvandlinger af angst også til en berigelse af måden at forstå angst på. Litteraturen giver os det sprog, vi ofte mangler i beskrivelsen og forståelsen af angsten.

Denne blog vil indkredse, hvilken rolle angsten har hos den østrigske neurolog, psykiater og grundlægger af logoterapi, Viktor E. Frankl (1907-97). 

Frankl har haft en dybtgående indflydelse på forståelsen af angst, især gennem sine oplevelser som fange i nazistiske arbejds- og koncentrationslejre under Anden Verdenskrig. Her mistede han alt, inklusive enhver fremtidsudsigt og det bogmanuskript, han havde med sig i inderlommen. Han blev fange nummer 119.104 og brugte det meste af sine tre år på at lægge spor til nazisternes jernbane. Frankls far, mor, bror og gravide kone døde i en fangelejr eller i en gasovn. Kun hans søster og han selv overlevede. Da krigen var slut, satte Frankl sig og skrev i løbet af ni dage et nyt bogmanuskript – manuskriptet til Menneskets søgen efter mening (nyudgivet af Gyldendal 2024). 

I nævnte bog forsøgte han at besvare det mest fundamentale spørgsmål af alle: Hvorfor er livet for langt de fleste mennesker værd at leve under selv de mest brutale, lidelsesfulde eller tragiske omstændigheder? Ifølge Frankl kunne svaret på dét spørgsmål hjælpe enhver. Også mennesker, der lever under helt andre og langt mindre forfærdelige omstændigheder end dem, han selv havde levet i. 

Jeg gentager spørgsmålet på denne måde: Hvordan kan mennesker finde mening under de meste ekstreme forhold, og hvordan kan denne søgen efter mening hjælpe med at overkomme angst? Han skriver bl.a.: ”Man kan tage alt fra mennesker i koncentrationslejren, alt, undtagen ét: den sidste menneskelige frihed til at forholde sig sådan eller sådan til de givne omstændigheder.”

Frankl beskriver angst som en grundlæggende del af den menneskelige tilstand, der ofte opstår i forbindelse med eksistentielle kriser. Når mennesker konfronteres med livets meningsløshed eller usikkerhed, kan det udløse en dyb følelse af angst. Denne angst kan manifestere sig på forskellige måder, fra en underliggende uro til mere intense angstepisoder. Frankl påpeger, at angst ikke kun er et symptom på psykisk sygdom, men også en naturlig reaktion på livets udfordringer.

Hans møde med lidelse og meningsløshed skærpede således hans svar på spørgsmål, som jeg også tror, at vi har brug for i dag. Det er meget relevant i forhold til, hvordan vi reagerer på angst og lidelse. Under sine oplevelser i koncentrationslejrene så han, hvordan nogle mennesker blev knust af forholdene, mens andre fandt en form for indre styrke. Frankl observerede, at de, der var i stand til at finde eller holdt fast på sig selv i en søgen mening i deres lidelse, havde lettere ved at overkomme angst og frygt. Dette førte ham til at konkludere, at det ikke er selve lidelsen, der skaber angst, men snarere den oplevede meningsløshed i lidelsen.

Frankl introducerer begrebet “vilje til mening” som den primære motivation for mennesker. Ifølge ham er det afgørende for individet at finde en personlig mening, selv i de mest håbløse situationer. Denne mening kan komme fra forskellige kilder: kærlighed, arbejde, lidelse eller endda fra det, man efterlader sig i verden. Når mennesker er i stand til at identificere og forfølge denne mening, kan de transformere deres angst til en drivkraft til at finde styrke og modstandskraft.

I den såkaldte logoterapi, som Frankl udviklede, er der fokus på at hjælpe den enkelte med at finde vedkommendes egen mening i livet. Terapeuten arbejder sammen med klienten for at udforske vedkommendes værdier, mål og de ting, der giver dette menneske glæde og tilfredshed. Ved at konfrontere vedkommendes angst og identificere meningsfulde mål kan klienten lære at håndtere angsten bedre. Frankl understreger, at det er muligt at leve et meningsfuldt liv, selv under de mest udfordrende forhold, hvilket kan have en dybt helbredende effekt.

Samlet set belyser Viktor E. Frankl angst som en uundgåelig del af menneskets eksistens, den er et vilkår, men han giver også et håbefuldt perspektiv på, hvordan man kan håndtere angst gennem søgen efter mening. Hans erfaringer og teorier opfordrer os til at reflektere over vores egne liv og finde måder at skabe mening, selv når vi står over for vanskelige omstændigheder. Frankls arbejde minder os om, at vi besidder en indre frihed til at vælge vores holdning, uanset omstændighederne, og at denne frihed kan være en kraftfuld modgift mod angst.