Jakob Knudsens salme ‘Se, nu stiger solen af havets skød’ udfolder dybe indsigter, der tit kobles op på mit arbejde i atelieret. Linier som “luft og bølge blusser i brand, i glød”, “medens lyset lander på verdens kyst” og “lad mig nu kun drage ad natmørkt hav” skærer sig vej dybt i bøn, sind og tanker. De kanaliseres gennem penselstrøg.

Sorgens tårer kan ligefrem væde udsynet i mødet med sådanne verslinier, fordi jeg ser ind i smertens dybder. Blikket bliver langt, men det fugtes og mattes også.

Vi fødes og går lidt rundt i den her verden, men så skal vi ikke være her længere. Det skønne, det livsbekræftende og de gode, kærlige relationer, som vi får lov til at smage varer kun kort, inden det skal afbrydes.

At tage livet alvorligt er også at tage den nedstemthed på sig, som følger af livets korthed. Dér kommer jeg ind til et tomt rum, hvor nyskabelsen sker. Det er mulighedernes kreative rum. Skal der ske noget nyt må jeg i kontakt med melankolien og vemodet i mit liv. Jeg må vove at være i tomheden.

Når jeg erobrer den langsomme tid tilbage, mærker jeg den blå ild, som brænder i mig som en smerte. Det er som et sted uden beskyttelse, helt uden ly og læ. Det er om noget sårbarhedens sted. Nedstemthedens sorg breder sig, fordi fraværet af det tabte efterlader mig i et tomrum.

Vemodets sorg bærer farven blå. Mit livssyn er blåt. Fraværet af det tabte er som en skygge, der formørker den ydre verden. Det kunstneriske arbejde er ej blåt til lyst. Livets glæde og smerte er ligesom spændt ud i farven blå. Glæden og skønheden tager også lod og del i mine egne frembringelser, men den dybe smerte rører også kraftigt på sig. Vemodets ild brænder løs.

Uden tårer kan vi risikere, at smerten bliver en forstening i sjælen. Et gammelt ordsprog siger: Små sorger har ord, de store er stumme. Den stumme tavshed er måske det eneste, jeg har at kommunikere med, når den store smerte sætter sig igennem. Det får så et billedligt udtryk i forbindelse med sindets og tankens kampe. Men der er knyttet håb til vandringen i dødens skygge.

På denne vandring kan jeg opleve kærlighed og omsorg. Indsigt og visdom om livets dybder dukker også op. Smerten og sorgen tager livtag med glæden og håbet. I bedste fald – også under arbejdet med maleriet – slår lyset frem indefra, fra den tro, det håb og den kærlighed, som vokser bedst her i dødens skygge.