Hele livet er kunstens emne. Intet unddrager sig kunstens skarpe ’analyse’, herunder heller ikke livets smertepunkter. Sorgen og vemodet bidrager således aktivt i mit eget arbejde med både ord og billeder. Forholdet mellem melankoli og kreativitet optager mig derfor på et dybt personligt plan.

Der er gjort mange overvejelser om, hvad kunsten gør med os og for os – i livet og i døden. Vi kan have forskellige forudsætninger for at se og fortolke kunstens bidrag til vort liv, men man kan måske sige, at kunsten er en slags bevidsthed. Det er især, når vi møder kunsten, at vi ser det enkelte kunstbidrags gyldighed og betydning. Det sker, når bidragene træder frem for mig som beskuer, lytter, deltager. Her kan min erkendelse af vort liv, vores eksistens vokse eller udvides.

Kunsten den er et sted, hvor man kan forbinde sig med verden og med omgivelserne, og oplever man lidelse og smerte i sit liv, kan man simpelthen ikke lade være med at forbinde sig med noget, der kan svare på den lidelse. Her bliver tanken om livslethed hurtig hjemløs.

Kunst er skønhed. Men kunst er også grusomhed, råhed, smerte, sorg, brutalitet. Kunsten skaber møder og danner fortolkningsmuligheder. Kunst er både liv og død. Repræsentationer af liv og død om man vil. Undren og klage, håb, sorg og længsel, ja, alle elementer findes i kunsten og i mødet med døden. Aristoteles sagde, at en tragedies æstetiske særkende, når den fremkalder medlidenhed og frygt hos tilskueren, fuldbyrder en renselse (katharsis) af følelser af denne art. På denne måde kan kunsten skabe vej for en slags klargørelse og øget indsigt i vores egen livssituation. Kunsten kan blive en form at klage i, når ordene standser, og vi bliver stumme.

Døden er det eneste i livet, der ikke er til forhandling. Af den lærer vi helt betingelsesløst, at vi er afmægtige over for noget, vi troede, vi kunne håndtere. Det har kunstens mange former og udtryk jo også kredset om. Blandt andet er kunst- og musikterapi kommet meget i brug i det palliative (smertelindrende) arbejde. Selv om vi som moderne mennesker egentlig ikke er så dygtige til at visualisere og læse billedsprog, symboler og metaforer, så tror jeg, at hele dette felt er vigtigt.

Det enkelte kunstværk fødes i meget personlige rum hos kunstneren selv. Erfaringer og erindringer bidrager til de rigt varierede udtryk i skabelsens proces. En ærlig åbenhed blotlægges og særlige fortegn som glæde, håb, kærlighed, ondskab, sensualitet, smerte og sorg er tydeligvis spundet ind i værkerne. Disse har måske endda til hensigt at fremme en gennemsigtighed og åbenhed, hvor beskuer og fortolker kan finde plads til sig selv, diskutere og svare ud fra egne forudsætninger i en livsglæde eller en nedstemthed eller forankret i andre menneskelige, måske smertefulde, dybder. Kunsten sigter på mennesket og menneskelivet.

Kunsten er at se, at blive seende og at blive set. For både kunstner og beskuer er det sådan, vil jeg gerne tænke. Så kan renselsen løbe ad sine spor hos den enkelte.

Livsmodet kan knægtes på flere måder. Bøjningskategorien i nærværende lille opsats går i den selvvalgte retning. Hvad handler denne fortælling om? Den selvvalgte måde er måske den mest oversete, fordi vi hurtigt ramler ind i en noget uhåndterbar selvbeskærmelse. Den kan dog let give mentale, livsnedbøjende belastningsskader.

Det vil tit være mere gavnligt for os selv og vore medmennesker, om vi på en ansvarlig måde påtog os et mindre ansvar. Vi stiller os ikke tilfreds med at være mennesker. Vi vil noget mere end præcis dét. Vi vil være stærke herrer og fruer over liv og død – og den slags. Men dette besnærende ansvar tror jeg, at vi må blive bedre til at give slip på. Ansvarsfralæggelse er, hvad jeg efterspørger.

Måske findes der ligefrem nogle med et specielt udviklet bekymringsgen derude, som har brug for at læse det i klartekst: Læg ansvaret fra dig! Du er jo hverken herre eller frue over det mest afgørende i livet, nemlig livet selv. Os der ikke er så erfarne udi bekymringsterrænet, vi kan dog også have stor nytte af at stave på de samme ord: Fralæg dig ansvaret! Meget kan du og jeg tage hånd om i vore liv eller ligefrem gøre noget ved, men i dybeste forstand råder vi ikke over livet, sådan som vi heller ikke i nogen måde er årsag til det.

Dette er ikke nogen letkøbt eller smart fortale til et liv på skæbnens præmisser. Men alle kan vi have hårdt brug for at blive mindet om det, som vi sidste instans ikke magter. Vi er langt bedre stillet med at leve et liv uden de her belastningsskader under vort eget hegemoniske selvstyre. Vi skal turde miste kontrol – og give slip på bekymringerne og herredømmerne. Vær ikke bekymrede for jeres liv, sagde Jesus i én af sine vigtigste undervisningstaler.

Adspurgt om forholdet mellem fortrængning af magtesløshed og dødsangst svarer sogne- og sygehuspræst Preben Kok i et interview (KD 06-07-2012): Dødsangst er altid en livsangst. Man har kun dødsangst, hvis man har levet for lidt. Vel, helt så ukompliceret er det ikke, men jeg forstår godt budskabet. Derfor beholder han også ret, når han fortsætter: Hvis man er meget stresset og derfor ikke bruger magtesløsheden, så lever man for lidt. For når man ikke vil være magtesløs, der hvor man er magtesløs, så er der evner, man ikke bruger. Den kreativitet, som ligger i at være magtesløs, er eksempelvis den, der er baggrund for, at vi er blevet født.

Lektien her er en tankevækker af dimensioner. Hvad gør en kvinde, når hun er blevet gravid? Hun venter. Hvad gør hun for at få fosterets hjerte placeret det rigtige sted? Ingenting. Det vil sige, at kvinder lader noget ske med sig, uden at de gør noget, og det kommer der liv ud af. Det betyder naturligvis ikke, at der kan komme liv ud af at gøre ingenting, men det er en fundamental livserfaring, vi har, og vi lader, som om den ikke findes.

Magtesløsheden har derfor en central eksistentiel betydning for ethvert menneske. Guds kraft udfolder sig helt i den. Derfor forsvarer jeg også gerne – sammen med Preben Kok og mange andre – ansvarsfralæggelsen og magtesløshden. Paradoksalt nok er der masser af livfuld kreativitet og styrke i fralæggelse af ansvar, fx når omsorgsudmattelsen sætter ind.