Det splittede skønhedsbegreb er især fyldt af det, vi kan kalde mangel på harmoni. Det harmoniske er slet ikke alene om at forme skønheden. Disharmonien spiller en væsentlig rolle. Den melankolske smerteoplevelse af altings flygtighed og livets korthed river selvet væk fra det vante. På den måde bliver udgangspunktet for kreativitet og nyskabelse båret af en splittet skønhed. Det bidrager til en dynamisk oplevelse af det kunstneriske arbejde. Udsatheden er evident.
Brudfladerne eller ridserne i historien er i det ultrakorte perspektiv det, som denne tekst vedrører. Blogteksten her er den første station på en vejstrækning, vi standser op ved. Inspirationen til teksten kommer især fra Kjersti Bales bog Om melankoli (Pax Forlag A/S, Oslo 1997) og Jens Eichler Lorenzens Vær smuk og vær trist: Melankoli og skønhed i Charles Baudelaires værk (Syddansk Universitetsforlag, Odense 2013).
Den gamle græske kosmiske grundforestilling, hvor verden udgøres af elementerne ild, jord, luft og vand, er stedet for temperamentslæren. Det melankolske temperament får filosofisk bevågenhed. Melankolikeren er derfor en slags filosof på forhånd, i og med filosoffens væsen står i refleksionens og introspektionens navn. Ikke mindst den platoniske filosofis forestilling om forholdet mellem skabelse og ekstase og tragediens skildring af den storladne, men ofte vanvittige helt, medvirker til at skabe fokus og interesse for melankoliens betydning.
Det billedlige aspekt ved teorien om væsker er værd at bemærke, selv om psykologien bag ved kan forekomme noget primitiv. Teorien bidrager med vigtige klassiske elementer i fx poesien. Blod, gul galde respektive sort galde og flegma forbinder sig med årstider og aldre. Den melankolske introspektion knytter sig fx til efteråret, dvs. igen til død og forfald. Tilsvarende sættes den i forhold til farven sort, der leder tankerne hen på det uigennemtrængelige og naturligvis på natten; også det kolde og tørre får metaforisk liv som billede på det døde, det impotente og sterile.
De fire temperamenter bliver hver for sig genstand for filosofiske overvejelser, men ganske hurtigt kommer det melankolske temperament til at nyde en særlig bevågenhed. Den pseudoaristoteliske tekst Problemata XXX, 1 fra 400 f.Kr. blev en vigtig tekst, som afspejler disse overvejelser på en tydelig måde. Når det kommer til indflydelse, er denne tekst nok den vigtigste overhovedet, når det gælder benævnelsen melankoli og dens forbindelse til det, der kaldes undtagelsesmennesket. Teksten er også blevet kaldt ”den sorte galdes monografi”. Den rummer allerede i optakten dette ledende spørgsmål: ”Hvordan kan det være, at alle mænd [og kvinder, vil vi tilføje i dag], der har været fremragende inden for filosofi, statsmandskunst, poesi eller kunst, har været melankolikere, og nogle endda i en sådan grad at de har været angrebet af de sygdomme, der stammer fra den sorte galde, som historien om Herakles blandt heltene beretter” (Aristoteles).
Kunstneren – som oftest en melankoliker – er spændt ud mellem to poler, genialitet og galskab, alt efter hvordan den sorte galde opfører sig. Fra nu af forudsættes en forbindelse mellem kreativitet og erfaringen af tilværelsen som noget problematisk og ofte nedslående, ja, fremragende intelligens kendetegnes som indsigt i en negativ grund bag livet, der er skjult for andre. Det melankolske intellekt kan se noget mere, besidder en form for profetisk gave, der kan afdække tingenes sande væsen, og dermed er digteren blevet udstyret med den gave, der skal kendetegne vedkommende de efterfølgende par årtusinder: Evnen til som ”seer” at fortolke verden, om end denne indsigt kan være forbundet med at se dens negative egenskaber. Og balanceakten er altid vanskelig eller direkte farlig, for aldrig så snart kan klarsynet slå om i vanvid og formørkelse. En kunstner behøver ikke at være decideret vanvittig, men det hjælper da et godt stykke på kunstnervejen, kunne vi måske sige.
Aristoteles forklarer galskaben som en overophedning af galden, der fører til, at personen ikke længere kan tænke klart, den stiger ham så at sige til hovedet. Bliver galden bare almindelig varm, så bliver karakteren kvik og lidenskabelig, men varmen kan også stige så tæt til hovedet, så både raseri og vanvid sætter ind. Visse forfattere har da også skrevet noget af det bedste, når de var lidt småvanvittige. Tilsvarende har billedkunstnere skabt nogle af deres bedste værker, når de – sådan med måde, skal vi nok tilføje – gav efter for den lidenskabelige varme. For kunstneren må ikke helt miste forstanden og dermed realitetssansen, ligesom han heller ikke må fortvivle og synke ned i mismod. Den sande melankoliker kan betragte både livets herlighed og intethed uden at miste fodfæste og kan derfor bestride både statsmandens og digterens hverv, der begge kræver dyb indsigt i tilværelsen, men samtidig et køligt overblik. Undtagelsesmenneskets gode blanding hos dette ganske manifeste menneske resulterer i særlige blik for eksistentiel filosofi, poesi og kunst. Melankolikeren kan se en dybde i verden, der ikke er dusinmenneskene forundt. Interessen for melankolikeren som positivt undtagelsesmenneske skulle imidlertid blive forholdsvis kort, for allerede med romerne og senere kristendommen opstår et nyt syn på fænomenet. Den historie – i korte træk – skal den næste tekst handle om.