Hemmeligheden ved Fjodor Dostojevskijs (1821-1881) forfatterskab går særligt på spørgsmål, som alle generationers mennesker må kæmpe med: Findes der en levende Gud? Eller er alt i tilværelsen kun et resultat af tilfældigheder? Hvordan kan mennesket leve med indsigten, at det er dødeligt, at alt skal efterlades, at man skal lægge sin stav? Hvordan kan mennesket leve med sin skyld, for uanset hvor det vender sig hen, så mislykkes det til stadighed for dette menneske, trods de bedste intentioner? Dostojevskijs figurer kæmper med problemer, der er indbygget i menneskets eksistens.

I romanerne møder vi højst levende personer, der lider, elsker, hader, længes og ængstes. De kryber nærmest ind under huden på os. Dostojevskij stikker dybt i den menneskelige psykologi. Midt i det hele forsøger han at forstå menneskets længsel efter Gud. Han italesætter menneskets søgen og tvivl, dets anelser og stærke begejstring. Men først og sidst er han optaget af de bibelske beretninger og Kristusfiguren – hvem er han egentlig?

I den mest biografiske bog af Dostojevskij, nemlig Dødens hus (1860), afsløres dele af en åndelig rejse. Når alle veje lukkes, så findes dog stadig vejen indad. Der er det nogle gange muligt at finde svar på plagsomme spørgsmål. Dostojevskij siger, at han fik lov til i en lang periode at leve uden bøger (under vanskelige år i Sibirien), hvorfor han ufrivilligt måtte gå ind i sig selv og finde svar på spørgsmålene – svar der ofte i sig selv var meget plagsomme. Det var i denne sjælens ensomhed, at han kom igennem sit liv, ind i de mindste detaljer, hvor det forgangne trådte frem, og hvor han ubarmhjertigt og strengt måtte dømme sig selv. Men han velsigner det øde, ubeboede sted, hvor han fik anledning til at fælde en dom over sig selv. Her tændes også forhåbningerne i hans hjerte.

Allerede som 18-årig skriver han til sin bror: ”Mennesket – det er selve gåden. Den må tydes, og bruger du dit liv på at tyde den, da kan det ikke siges, at du har forspildt tiden. Med denne gåde vil jeg beskæftige mig, for jeg vil selv være menneske.” – Ofte blev han ført derhen, hvor dybet råber til dybet. Det er i skarnet, at man skal finde perlen, siger Dostojevskij. Med det vil han også sige, at man lettere finder Kristus blandt dem der lider, end blandt moralsk set højtstående mennesker eller blandt de rige og lykkelige.

I Dødens hus males den komplekse menneskelige eksistens i stærke farver. Det sker ikke uden brændemærker fra skærsilden, sådan som tugthuset i Sibirien var det for Dostojevskij. I 40 år opholdt han sig i tugthuset i Omsk. Oplevelserne dér udgør en sand fortvivlelse. Stedet er fyldt med had og den dybe ydmygelse. Men medlidelsen er også stærk netop dér. Ulykken får mennesket Dostojevskij til at ’omvende sig’ – og til at forstå livet bedre. For mennesket mister ikke sig selv og sin forståelse af livet i mødet med det lidende folk. Og det er dér blandt folket, at Dostojevskij også møder Kristus.

Derfor må han også give plads til den uforlignelige Kristus i Dødens hus: Skulle nogen kunne bevise, at Kristus stod uden for sandheden, da skulle Kristus endda være at foretrække. Oplevelsen af livets sang i Dødens hus er så afgørende, at selv om han i samme brev medgiver, at han er ”et tvivlens og vantroens barn”, så kommer Kristus for altid at være hans ledestjerne, den Kristus han mødte midt i livet blandt sit folk.