Dannelse er blevet et modeord. Det ses tit i selskab med fænomener som coaching, livslang læring og kompetenceudvikling. Betydningen af begrebet spænder meget bredt. Definitionen går fra takt og tone til viden om verden til individets erhvervelse af sig selv. Det sidste har med identitetsdannelse eller opdragelse som menneske at gøre.

Det er både opbyggeligt og nyttigt at se nærmere på begrebet dannelse og dets betydning. Dannelse havde længe en noget odiøs klang og blev næsten udfaset i en dansk sammenhæng. Det vågnede lidt på sig, når der blev tale om god eller i hvert fald tålelig adfærd. Her vil jeg se på dannelse under den særlige vinkel at komme til sig selv.

Vigtigt er det for ethvert menneske at lade sig danne eller at lade sig gen-opbygge ”fra Grunden af”, som Søren Kierkegaard kan benævne det i Kjerlighedens Gjerninger. Dannelse skal ikke gøre mennesket til en anden, men skal ”udvikle de Spirer, Gud selv har nedlagt i Mennesket” (Kierkegaard i sin magisterafhandling Om Begrebet Ironi). Men kan der siges noget mere præcist om, hvad vil det sige at komme til sig selv?

Et bestemt sigtepunkt

Når Kierkegaard skriver om dannelse, er hans sigtepunkt et ganske bestemt. Det er teologisk. Han ønsker at bringe det selv- og gudsforhold, der er givet med den kristne grundfortælling, til virkeliggørelse i det enkelte menneske. Lige så bestemmende for ens identitetsdannelse den fortælling er, man dannes af, lige så afgørende er den måde, hvorpå man forholder sig til en sådan fortælling.

At digte sig selv er det samme som at danne sig selv, hvor Kierkegaard ganske klart sætter udfordringen op på denne måde: ”Eet er nemlig at digte sig selv, et Andet er at lade sig digte. Den Christne lader sig digte, og i denne Henseende lever en enfoldig Christen langt mere poetisk, end mangt et meget begavet Hoved.” Udfordringen kan deles op i tre: 1) at danne sig selv 2) at lade sig danne og 3) at lade sig danne som kristen.

Er man kun optaget af at danne sig selv, så er man ifølge Kierkegaard æstetiker. Til det etiske stadium i livet hører: at lade sig danne. Og til det religiøse stadium svarer: at lade sig danne/digte – vel at mærke nu som kristen.

At danne sig selv

Mange bestræbelser har der været på at erklære Gud for død. Mennesket ønsker selv at tage magten. Men derved kommer det også til at erfare sin egen afgrundsdybe magtesløshed. Mennesket bliver friheds- og grænsesøgende, og måske ikke mindst selvrådigt. Kierkegaard gør i den forbindelse gældende, at mennesket bliver fanget ind af ”Total-Ironie”. Det er en ironi, som kun har sig selv som formål og øverste instans.

Ironikeren skifter maske ud med maske blot for at skjule, at han i virkeligheden intet ansigt har, en desperat aktør, der opsøger en række virkemidler for dog at føle sig i live. Men den dybere sammenhæng i tilværelsen mangler. Mennesket må leve livet som nomade i et evigt opbrud fra sig selv. Det unddrager sig i virkeligheden identitetsdannelse og overgiver sig til selviscenesættelse. Det er blændværk ifølge Kierkegaard at danne sig selv ud fra den forudsætning.

At lade sig danne

Etikeren giver æstetikeren en kraftig opfordring. Noget Kierkegaard får til at lyse i Enten-Eller: Det påhviler æstetikeren ”at ordne, danne, temperere, opflamme, tilbagetrykke, kort at tilveiebringe en Ligelighed i Sjælen, en Harmoni, der er de personlige Dyders Frugt.” Dermed mister mennesket måske det allervæsentligste, nemlig det modtagende.

I eksistentiel betydning er vi henvist til kun at dannes af det, man ikke selv forføjer over, dannes af det, man ikke selv er. Det er kun ad omveje man kan føres ind på livet af sig selv. Der sker noget helt umisteligt i en vedvarende vekselvirkning med verden. ”Saaledes bliver da hans Bevægelse fra sig selv gjennem Verden til sig selv.” De bærende relationer trylles ikke frem af en isoleret selvdannelse. Dannelse er at lade sig danne – og at lade sig forpligte.

Eller det kan siges på denne måde: At dannes er at blive sig selv. Men at blive sig selv er at blive en anden, end man var, før man begyndte at blive sig selv. Men det forudsætter i kristelig eller teologisk forstand noget mere og helt afgørende.

At komme til sig selv

Enhver menneskelig selvforløsning forudsætter en vilje. Vi kan kalde den en dannelsesdrift. Æstetikeren modsætter sig imidlertid denne drift eller vilje. Et menneske kan ikke bare pleje omgang med sig selv. Det kan slet ikke forløse sig selv. Det kan ifølge Kierkegaard slet ikke komme til sig selv – gennem sig selv. Gud må overtage den historie, som mennesket ofte – måske med alt for stor frimodighed – skriver sig selv ind i.

Mennesket har vitterlig fået vidtgående beføjelser i verden. Det er givet megen frihed. Men mennesket kommer også hurtigt til at se sig selv som sin egen ”ansvarshavende Redacteur”. Det er derved dømt til at være sin egen skaber. Da kommer det til at forløfte sig på livet og tilrane sig et ansvar, som det ikke magter at håndtere. Selv det frieste og stærkeste menneske kan ikke stilles lige med Gud. Det kommer aldrig helt til sig selv.

Det lyder modsætningsfyldt, men den klokkeklare melding lyder: Skal mennesket komme til sig selv, må redaktionen overdrages til en anden, det vil sige overdrages til den store ”Redacteur”, hvis sande navn er Gud. Han har næppe nogensinde været ven med bløde borgerdyder og almindelig snusfornuft, som Kierkegaard-forskeren Joakim Garff beskriver det, men altid ”haft en ophøjet svaghed for det marginale, det udstødte, det utilpassede.”

Dannelsen eller gendannelsen af et menneske er derfor en slags om-dannelse. En forvandling. Hvor det enkelte individ indøver ”Modtagelighed for det Guddommelige” – og samtidig lærer at give afkald på sin forestilling om autonomi, sig selv. Ifølge Kierkegaard bygger det på den fortælling, der er kommet til orde i Jesus Kristus.