Her skal særlig ét kreativt spor nævnes: Kunstens værker er født i dybderne af kunstnernes egne personlige føderum. God kunst gemmer ikke noget af det personlige af vejen. Den udvider vores bevidsthed om verden og den menneskelige eksistens. Kærligheden bliver stedet for kampen mod glemslen. Kunstens aftryk trækker veksler på et stort univers af menneskelige erfaringer, herunder det vi oplever som stærke følelser, livets smertepunkter og sorgerfaringer. Når disse erfaringer transformeres over i figur, billede eller skrift, kan de enkelte beskueres eller lytteres subjektive erfaringer omsættes til hjælpsom erkendelse og indsigt. Helbredelse er måske ikke mulig, men den personlige spejling i kunstens værker kan alligevel være både lindrende og styrkende. I bedste fald kan kunsten forårsage generøs renselse og give del i et klarsyn. Eksempler viser, hvor gavmild kunst kan være, når den selv er født ud af eller levner plads til brudt skønhed og sorgens liv. Hvor stor hjælp eller erkendelse sørgende får af kunstens værker, kan der dog ikke svares entydigt på. Det svarer den enkelte på.

I samme forbindelse kan der lukkes op til et andet spor: Stilheden er indsigtens åbnende mulighed. Måske er den også – som allerede antydet – eksistensens livgivende rum. Vi kan i stilheden lytte til det, der bliver sagt uden ord. Vi kan høre det, vi ikke skal overhøre. I stilheden kan befrielsen fra det altopslugende hav af krav indfinde sig. I den kan vi gå ned i fart og finde hinanden. Vi kan undgå at havne i et følelsesmæssigt eksil. I den kan vi også indfange vinden, der vil blæse i morgen.

Stilheden er så præcis, også når den afslår at forklare sig med ord eller andet hørbart. Billedkunstens værker kan af og til bære rundt på en særlig præcision. De tager måske ikke strubegreb på eller afklæder beskueren helt ind til knoglebenene. Mindre kan også gøre det. Pludselig suser stilheden midt op i den lavmælte refleksion. En granskende søgen fordyber og udvider tankesporet. Kunne værkerne umiddelbart forstås, var de blevet til en tekst. Det er ikke sikkert, at sidstnævnte vil være præget af større præcision.

Der er mange måder at indhegne værdien af eftertanke, ro og stilhed på. Skal fordybelsens ro og stilhed indfinde sig, skal der ganske givet ske noget radikalt. En radikal beslutning må tages. Eftertankens frie rum står på manges ønskeliste. Måske handler det om at få ryddet noget til side i kalenderen eller i det daglige livsrum. Skal det nye indfinde sig, må der ryddes en plads til det.

I stilheden behøver der ikke at være ingenting. Det er som med ensomheden eller kedsomheden. I den viser sig ofte noget – en mulighed, en overgang. Noget kommer til syne. Noget nyt, noget gammelt, dybe følelser, stærke sansninger. Måske det særligt vigtige i livet.

Utryghedsnarkomanien er ofte betegnende for uroens vilkår hos kunstens udøvere. Utrygheden kan udredes på mange måder. Tomas Tranströmer kigger dybt, når skriver, at ”mørket falder sådan, gennem huden, gennem tiden, svirper opad.” Det opadsvirpende kan en tekst nærme sig, men nogen mere definitiv eller ultimativ forklaring gives ikke. Måske det beskedne håb for teksten kunne være, at den bliver en vigtig stemme i en litterær flerstemmighed. På den måde kan en bestemt bog eller tekst blive skelsættende. Den gode bog forbinder med livet, med verden. Forbinder med følelser og tanker, skaber glæde, tryghed og nødvendig uro. Den susende æstetiske stilhed er på den måde en vitaliserende forudsætning for kunst og eksistens.