Til sorgens smerte hører det særlige, at jeg må bære sorgen selv. Ethvert menneskes sorgerfaring er helt dets egen. Sorgen kan ikke afleveres til eller væltes over på andre. Derfor bidrager sorgen også til ensomhedsfølelser. Tabets og sorgens følelser er ikke entydige eller konstante, men som oftest forårsager de en følelse af ensomhed eller alenehed. Mismodet bemægtiger sig i den situation tit en stor del af sindets dybder. Vejen til livsglæde og livsmod forekommer til tider ufremkommelig. Det samme gælder vejen til det et hjælpsomt fællesskab og netværk.

Det mistede i livet kan ikke trækkes fra eller gøres ligegyldigt. Det vi elsker og holder af er aldrig ligegyldigt. Det bidrager til vort liv. Vi lever med det i kærlig erindring. Når to mennesker for eksempel oplever, at deres døde barn er båndet mellem dem, så lever barnet i erindringen. Mindet vil altid være levende. Det vil savnet og sorgen også. På den måde kan de døde leve i vores liv.

Paradoksalt nok kan livet i sorg lukke op til ny indsigt, nye kræfter, nyt lys. Eller måske er det ikke så modsætningsfyldt. For er det ikke i den mørke tid, at øjet begynder at se? Er der blot et lille lys eller et omrids af lys dybt inde i mørket, kan der alligevel ske noget forunderligt. Små revner og åbninger med lys viser sig. Der er nu lystid i mørket.

~

Sorg er ikke uden glæde. Og modsat. Det ses for eksempel hos salmedigteren Thomas Kingo i hans berømte ”hjerte-suk”, som han selv kaldte det. Suk der næsten kommer før sproget, før ordene, men som alligevel er iklædt et smukt og spændstigt sprog: ”Så er sorg til glæde lænket, / så er drikken mig iskænket / besk og sød i livets skål, / sådan er mit levneds mål.” En anden digter, B.S. Ingemann, har bidraget med denne realistiske beskrivelse: ”Tit er jeg glad, men vil dog gerne græde.” Således er livets stærke følelser og kontraster, sorgen og glæden, viklet ind i hinanden.

Livet er ikke længere helt sorgløst for den person, der har erfaret tab og sorg. Sorg er ikke noget, der kan henføres til et tilbagelagt stadium. Den sørgende kan ikke uden videre kappe alle bånd til en mistet person, som tidligere har været vigtig for vedkommende. Sorg bliver en væsentlig del af en eksistentiel tilstand. Mange omskiftelser gør sig gældende inde i spændingen mellem sorg og glæde – både i forhold til fortid, nutid og fremtid. Sorg og glæde er livets uadskillelige rejsekammerater.

~

Det hospitals- og sundhedsfaglige personale tager hånd om den medicinske behandling. Men hvordan forholder det sig med håndteringen af de eksistentielle og åndelige spørgsmål? For eksempel spørgsmålene om angst og sorg? Én sagde det på denne måde: De møder mig ikke dér, hvor jeg er. De er sådan set flinke alle sammen. De spørger pænt til mig, hvordan jeg har det. De giver mig medicin. Hvordan jeg i virkeligheden har det, det ved de ikke.

~

Sigmund Freud, den kendte østrigske psykoanalytiker, skrev en banebrydende tekst med titlen ”Sorg og melankoli” (1917). Den har øvet stor indflydelse på, hvordan vi i den vestlige kulturkreds er kommet til at forstå sorg. Med begreber som ”sorgarbejde” og ”løsrivelse” introducerede han idéen om sorg, som en proces, hvorigennem den sørgende kommer frem til en accept af tabets realitet på baggrund af en løsrivelse fra den afdøde. Kun gennem af-investering af energien knyttet til afdøde frigives der energi til re-investering i et nyt objekt. Det er det psykologiske arbejde, Freud omtaler som sorgarbejde. I denne måde at tænke om sorg på har der ikke rigtig været plads til individuel variation eller subjektiver oplevelser.

I nyere tid har sorgforståelsen gennemgået en stærk udvikling. Forestillingen om løsrivelse som endemål for sorgen er blevet stærkt udfordret. Der er fremkommet nye teorier om for eksempel ”vedvarende bånd” og et stærkere fokus på temaer om de psykiske og fysiske følgevirkninger af tab. Der er nu mere fokus på de følelsesmæssige udsving i sorgen. Sorg ses ofte i relation til dynamiske og individuelle processer, der dog stadig ofte bliver betragtet i en sundhedsorienteret optik. Senest er der dog kommet et øget blik for og studier i sorgens kultur, det vil sige også sorgprocessers struktur og forløb i forhold til komplekse samspil i kultur og samfund. Det giver også bedre plads til de eksistensfilosofiske perspektiver på sorg og sorgerfaringer. Her kan sorg for eksempel betragtes som en fundamental følelse, der ikke skal gøres op med, og som man for enhver pris må forsøge at komme fri af. Sorgen ses nu som konstituerende for det enkelte menneskes måde at selvfortolke sin eksistens og natur på (Svend Brinkmann).

Den dominerende forståelse knytter til ved den dobbelte idé om sorgen som både en indre og en ydre udvikling efter tabet (Margaret Stroebe og Henk Shut). Tosporsmodellen kaldes den. De følelsesmæssige reaktioner, for eksempel tristhed, fortvivlelse og meningsløshed, følger et såkaldt ’tabsorienteret spor’. I det ’restaurerende spor’ er fokus på tilpasning til tabet og på at få hverdagslivet til at fungere på nye vilkår. Sorgprocessen udvikler sig ved at gå ind og ud af de smertefulde følelser. Sorgreaktioner kan være meget forskellige på forskellige tidspunkter, også i det enkelte menneskes liv.